Det kan være en kunst at finde den frisure, som passer bedst til netop din ansigtsform, og hvis du så også bruger briller, gør det ikke ligefrem arbejdet lettere, vel? Her kommer vi dig til undsætning. Vi har nemlig fundet syv kendte kvinder med forskellige brilletyper, hvis frisurer du kan lade dig inspirere af, når du skal finde din næste frisure.
Galleriet er blot til inspiration, og intentionen er ikke at sige, at hvis du har en rund ansigtform eller store briller, så kan du ikke have pandehår, for det kan du i den grad. Det allervigtigste er, at du har det godt i og med dig selv! Så prøv at lege dig frem til det look, du synes passer til dig!
7 frisurer til kvinder med briller
Se med herunder og lad dig inspirere af, hvordan Kylie Minogue, Meryl Streep, Diane Keaton og de andre kendte kvinder matcher frisure med ansigtsform og briller.
1. Hjerteformet ansigt – løs knold i nakken
Hvis du har langt hår, kan du lade sig inspirere af Kylie Minogues frisure, som er flot og praktisk til både arbejde og til fest. Den giver et smart look, som brillerne er med til at forstærke. Den vil give dig en aura af professionalisme, samtidig med at du virker imødekommende. Efter lidt øvelse kan du helt sikkert lave denne frisure på under 5 minutter om morgenen.
2. Langt ansigt – halvt oppe halvt nede frisure
Meryl Streep bar denne frisure sammen med briller på den røde løber, og hvad der er godt nok til Meryl, er godt nok til os. Ligesom den løse knold i nakken er denne frisure utrolig praktisk og klæder de fleste. Du behøver ikke nødvendigvis at have langt hår får at kunne sætte denne frisure, så længe den øverste del kan sættes op med enten en hårelastik, et spænde eller en klemme, så kan du sagtens prøve den.
3. Firkantet ansigt og briller – prøv en page
Om pagen er en nem frisure eller ej, kommer helt an på dit hår. Men ligegyldigt hvad, vil denne frisure sammen med dine briller skabe et meget moderne look, der vil holde i mange år frem. Og du kan gå efter et mere androgynt udtryk ligesom Diane Keaton eller gå lidt mere i den feminine retning – med pagen kan du gøre begge dele!
4. Ovalt ansigt – hestehale
Hestehalen kan ligne den løse knold fra den første frisure til forveksling, men hestehalen tager ikke så lang tid at lave og kan laves om og om igen, hvis den skulle løsne sig i løbet af dagen. I øvrigt giver den løse hestehale også et mere feminint udtryk, især hvis dit hår er langt nok til at kunne gå ned over den ene skulder ligesom Anne Hathaways.
5. Hjerteformet ansigt – pandehår og briller
Hvis du går med tanker om at få pandehår, kan det sagtens gå med dine briller! Pandehår og briller er et godt match. Det er et ungdommeligt look, hvor der vil komme meget fokus på dine øjne – og hvem vil ikke gerne have det? Så når du har fundet ud af, hvilken slags pandehår der passer lige præcis din ansigtsform, så er det bare med at prøve det look!
Pas dog på, at pandehåret ikke bliver for tykt, da det godt kan tynge dit ansigt, når du også går med briller.
6. Firkantet ansigt – langt pandehår
Langt, glat hår med det semi-lange pandehår som Jennifer Anistons vil indramme dit ansigt utrolig smukt og meget klassisk. Det er en god frisure til kvinder med briller. Den er perfekt til hverdagen, hvor det hele går lidt stærkt, og den kan også bruges til fest – en sikker vinder til enhver lejlighed!
7. Diamantformet ansigt – kort hår og briller
Med kort hår og briller tænker du måske, at du kommer til at se for maskulin ud, men med nogle accessories og nogle bløde fald i lokkerne, kan du skabe et mere feminint udtryk, hvis det er det, du ønsker. Kort hår er en god frisure til kvinder med briller. Jamie Lee Curtis har rocket det korte hår i flere år.
Kilder: Femina.dk, Byrdie.co.uk