Tænk i komplementærfarver
Når du skal vælge imellem det hav af forskellige øjenskygger, der findes, gælder det om at finde de farver, der fremhæver dine øjne bedst. Og det gør komplementærfarver.
En komplementærfarve er den farve, der ligger modsat i farvecirklen. Den er altså den diametralt modsatte farve af den, den sættes til.
... Og nej, det betyder ikke, at du ikke kan bruge præcis den farve, du har lyst til. Det betyder bare, at det er den farve, der får dine øjne til at stå mest klart frem. Prøv selv!
Eksperten
Mette Bundgaard er fast skønhedsredaktør, kosmetolog og makeup-artist for Magasinet Liv.
Læs hendes gyldne fif til at vælge den rette øjenskygge lige her.

Til dig med grønne øjne
Her er dine farver:
Bordeaux, rust, kobber, abrikos og rosa: Rød er komplementærfarven til grøn, men en klar, rød øjenskygge har jo aldrig gjort noget godt for nogen. Det, du skal, er, at du skal finde nuancer, der indeholder lidt rødt. Lilla og brun: De bærer også det rødlige i sig og er derfor på din skala.
Som effekt:
Sort, guld, mosgrøn og armygrøn: Især hvis du bruger grønne nuancer med en anelse brunt i, skaber de kontrast til kontrasten – til komplementærfarven – og så får du spil i skyggerne og liv i øjnene.
Tip! En bordeaux mascara lagt oven på en sort på det yderste af vipperne fremhæver yderligere dine grønne øjne!
Til dig med brune øjne
Her er dine farver
Stort set alle farver: Ja, du er heldig, fordi brun indeholder lidt af alle tre primærfarver: gul, rød og blå. Og derfor kan du bruge alle komplementærfarver. Men særligt guld, mørkeblå, taupe (brunlilla), lilla, rosa, grøn, turkis og petroleum får dine øjne til at funkle.
Har du lysebrune øjne? Så er der overvejende gult i, og så er komplementærfarven lilla, taupe eller mørkeblå.
Har du mørkebrune øjne? Så er der overvejende blåt eller rødt i, og så er komplementærfarverne enten orange og gyldne farver eller de grønlige nuancer.
Som effekt:
Sort: Brune øjne kan for eksempel bedst klare meget mørke smokey eyes, fordi kontrasten ikke virker så voldsom.
Tip! I stedet for altid en sort mascara vil en mørke- blå være flot til brune øjne.
Til dig med blå øjne
Her er dine farver
Abrikos og fersken: Komplementærfarven til blå er orange, så har du blå øjne, fremhæver du dem bedst med orange toner. Dermed ikke sagt, at din øjenskygge skal være knaldorange – slet ikke. Men nuancer i den retning er optimale. Som abrikos og fersken. Kobber, bronze og guld: Fordi de nuancer også har en snert af orange – det gyldne, det varme. Men mere modereret. Ligesom også champagne og brungyldne toner.
Som effekt
Lilla, blå, grå og sort: Bruger du lilla, blå eller grå fuldt ud på et helt øjenlåg, kommer du hurtigt til at vaske dine øjne ud – så sker der igenting. Men bruger du dem som for eksempel eyeliner eller en skygge i kanten, får du effekten af kontrast.
Og bruger du sort på et helt øjenlåg, bliver kontrasten for stor. Så bliver det for hårdt at se på.
Tip! Kom eventuelt en sort eller brun eyeliner langs den øverste vippekant for at give dine blå øjne mere intensitet. Og så er du den eneste, der får en effekt ud af en brun mascara.
Mette Bundgaards skønhedsfif er bragt første gang i Magasinet Liv 62.