Kvinde med solbriller og solhat på stranden
Okay: Klar, parat, solcreme!© iStock

10 spørgsmål om solcreme, du nu får endegyldigt svar på

Ved du eksempelvis, om en billig solcreme er dårligere end en dyr? Eller hvorfor du overhovedet skal beskytte dig mod UV-stråler? Bliv klogere på dine solcremer her

14. juni 2017 af Mette Bundgaard

1. Hvorfor skal jeg beskytte mig mod UV-stråler?

UVA- og UVB-stråler giver begge skader på cellernes DNA, hvilket i værste fald kan føre til hudkræft. UVA-strålerne trænger længst ned i huden, og ved langvarig soleksponering får de også hudens aldringsprocesser til at accelerere. De nedbryder de kollagene fibre og nedsætter elasticiteten i huden. 

Kort sagt: Du får rynker, og huden begynder at drage sydpå. UVA-strålerne er samtidig den primære årsag til soleksem, karsprængninger og pigmentpletter. UVB-strålerne trænger ned i overhuden og er årsag til rødme og solskoldning. 

2. Er UV-stråler slet ikke godt for noget? 

Jo, de giver dig D-vitamin, og opholder du dig i solen, sker processen lynhurtigt. D-vitamin er afgørende for din knoglebygning og knoglestyrke. 

3. Får jeg nok D-vitamin, når jeg hele tiden smører solcreme på?

Ja. En australsk undersøgelse har vist, at personer, der bruger solcreme, kan have samme D-vitamin-status som personer, der ikke bruger solcreme. Så du får altså D-vitamin nok, når du er i solen, selv om du har solcreme på. Også når du er iført tøj og solhat får du nok, da dit ansigt og dine hænder stadig er udsat for solens stråler.

Opholder du dig meget indenfor, kan det dog være anbefalelsesværdigt at sidde med dine hænder og arme og dit ansigt i solen 10 til 20 minutter tre gange om ugen uden solcreme på. Så er D-vitamin-depoterne fyldt. 

4. Hvilken faktor er bedst for mig at bruge? 

Når du er her i Skandinavien, er faktor 15 nok. Er du tættere på Ækvator, skal du op på mindst faktor 30. Og så skal du altid købe en solcreme, som beskytter mod både UVA- og UVB-stråler. Se efter det lille runde UVA-mærke, og jo højere spf, desto bedre UVA-beskyttelse. 

Ellers skal du bare følge de gyldne solregler om at holde dig i skyggen mellem klokken 12 og klokken 15, smøre dig ind hver anden time og smøre dig ind, 20 minutter før du går i solen. Begynd med høj faktor i starten af sæsonen, og så kan du altid trappe ned, i takt med at du får mere farve. 

5. Betyder mængden af solcreme noget?

Ja, det gør den. Faktisk skal du bruge en håndfuld, svarende til cirka 40 ml, til hele kroppen for at opnå den faktor, der står på flasken. 

Hvis du ved, at du aldrig bruger så meget, men måske kun halvdelen, så brug en solcreme med faktor 50. For så svarer det til, at du trods alt er beskyttet med cirka faktor 20. 

6. Er billig solcreme dårligere end dyr solcreme?

Nej, en vandfast solcreme med faktor 15 og opefter med både UVA- og UVB-filter er lige god, om den er dyr eller billig. 

Forskellen er typisk de andre ingredienser og de andre hududfordringer, den eventuelt vil tage sig af, såsom tør hud, pigmentpletter og andre aldringstegn.

7. Behøver jeg virkelig at bruge solcreme, når det er overskyet?

Ja! For selv om det er overskyet, trænger mindst 80 til 90 procent af UV-strålerne igennem skyerne. Så på med solcremen hver dag – fra april til slut oktober. 

8. Hvad gør jeg for at beskytte mine øjenomgivelser mod solens stråler? Det svider, hvis solcremen kommer for tæt på mine øjne.

Den bedste solbeskyttelse til dine øjne og øjenomgivelser er solbriller med UV-beskyttelse, som samtidig reducerer rynker, fordi de sørger for, at du ikke kniber dine øjne sammen. 

En øjencreme med faktor 15 hjælper i det daglige. På stranden, hvor vandet reflekterer solstrålerne, bør du vælge en decideret øjensolcreme med faktor 25 eller 30. Tricket er at duppe øjensolcremen på en centimeter fra dine øjne, da den selv ‘vandrer’ det sidste stykke. Kommer den for tæt på dine øjne, kan den irritere, især hvis du har lidt sart hud. 

9. Jeg føler ikke, at min hud kan ånde, når jeg lægger solcreme over min antirynke-creme. Hvad kan jeg gøre?

Opholder du dig i byen, kan du bruge en antirynke-creme med spf. 

Ligger du på stranden, så smør en anti-age-solcreme på, der er beriget med fugtgivende og nærende ingredienser, så du ikke behøver at bruge din almindelige hudforbedrende creme nedenunder. 

10. Med alderen har jeg fået flere pigmentpletter i ansigtet, som om sommeren ligefrem kan blive til brune plamager. Kan jeg undgå det med solcreme?

Uregelmæssig pigmentering skyldes oftest, at huden – livet igennem – er blevet udsat for for meget sol med for lidt eller slet ingen solbeskyttelse på. Faktisk er solskader ansvarlige for mere end 90 procent af hudens aldringstegn. 

Så vil du undgå disse farveforandringer i huden, er det bedst at undgå den direkte sol, tage en solhat og solbriller på og bruge en solcreme med faktor 50. På den måde kan du både forebygge nye og reducere gamle pigmentpletter, så de ikke bliver så store. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 76

Du vil (garanteret) også kunne lide