Tid: 15 min. + 15 min. trækketid
Opskriften giver til: 4 personer
Du skal bruge
- 1 stor fennikel
- 1 æble
- 10 radiser
- 100 g gedeost
Appelsinmarmelade-dressing:
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk appelsinmarmelade
- 1 1/2 spsk æbleeddike
- 2 knsp salt
- 1 knsp sort peber
Pynt:
- brøndkarse
Sådan gør du
- Rengør fenniklen, og skær den i rigtigt tynde skiver på langs. Anvend hellere end gerne et mandolinjern. Læg skiverne i en skål med iskoldt vand, og lad dem stå, til de er rigtigt sprøde. Typisk 15 minutter.
- Appelsinmarmelade-dressing: Pisk alle ingredienserne sammen, og krydr med salt og peber.
- Lad fenniklen dryppe af i et dørslag. Skræl, udkern og halvér æblet. Skær det i tynde skiver. Rengør radiserne, og skær dem i skiver.
- Vend fennikel, æble og radiser med dressing. Smuldr gedeost i, og pynt med brøndkarse.
Tip!
Hvis hele æblet ikke skal anvendes med det samme, så læg det i lidt citronvand, så det ikke bliver brunt.
Hvad drikker du bedst til?
Servér eventuelt salaten i en buffet bestående af minifocacciaer med urter, ovnbagte søde kartofler, blomkål og kikærter med tahin- og harissadressing og en nektarin- og ingefærkage. Vælg en blød og let rødvin eller en hvidvin med meget smag til den urtede og smagskraftige buffet.
Rødvin:
- Bianchi Montepulciano d’Abruzzo 2017 fra Italien er en saftig og kirsebærfrugtig rødvin med en svagt urtet tone.
Hvidvin:
- Cantina Lunae Colli di Luna Etichetta Grigia 2018 fra Italien er en aromatisk, pærefrugtig og let urtebitter hvidvin med en fed struktur.
Alkoholfri:
- Rawson’s Retreat Cabernet Sauvignon fra Australien er en alkoholfri rødvin med en mørk bæragtig smag.
Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020.