Opskrifter op sommersalater
Fyldige sommersalater© Helén Pe

4 fyldige sommersalater

Sommer er salattid. Høst i haven, i supermarkedet, ved en vejbod, og bland løs, til din gane og dine øjne er glade.

16. maj 2023 af Petra Lindstrand
Opskrift på kartoffelsalat med chimichurri og laks
Frisk kartoffelsalat med laks© Helén Pe

Frisk kartoffelsalat med chimichurri og varmrøget laks

Chimichurri er en frisk sydamerikansk krydderurtesauce, som smager fortræffeligt til grillet kød og fisk, men også brugt som pesto i en salat.

Tid: 20 min

Til: 4 personer


900 g kartofler (gerne nye)


Chimichurri: 

100 g løg 

2 fed hvidløg 

1 lime

1 stort bundt blandet bladpersille, purløg og dild 

1 dl olivenolie 

2 spsk hvid balsamico 

1 tsk chiliflager 

1 tsk salt


Tilbehør: 

1 salathoved eller 2 hoveder hjertesalat 

400 g varmrøget laks


Pynt: 

1 potte rød skovsyre eller anden flot krydderurt


Sådan gør du: 

1. Chimichurri: Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skyl limefrugten, riv skallen, og pres 2 spsk saft ud af den. Pluk krydderurter, og hak dem fint. Der skal være ca. 1 1/2 dl hakkede urter. Rør det hele sammen til en chimichurri. 

2. Skrub kartoflerne, og skyl dem. Kog dem møre i saltet vand. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne dampe af og køle af. Skær kartoflerne i mundrette bidder, og vend dem i chimichurrien. 

3. Anret kartoflerne på en bund af salatblade. Top med nogle stykker eller flager varmrøget laks, og pynt med rød skovsyre



Opskrift på thaisalat
Thaisalat med kylling og nudler© Helén Pe

Chicken larb - Thaisalat med kylling og nudler

En aromatisk thaisalat med sødsyrlig kylling og nudler – eller ris. Skal det gå lynhurtigt, så køb snittede grøntsager.

Tid: 25 min. 

Til: 4 personer


500 g hakket kyllingekød 

1 bundt thaibasilikum eller koriander 

½ bundt mynte 

100 g glasnudler 

200 g strimlede grøntsager, for eksempel gulerod og hvidkål 

2 spsk fiskesauce 

1 spsk sesamolie eller rapsolie


Marinade: 

3-4 lime 

2 fed hvidløg 

1 rødløg 

1-2 røde chili 

2 spsk reven ingefær 

4 spsk fiskesauce 

3 spsk rørsukker


Pynt: 

250 g agurk og evt. korianderblade


Sådan gør du: 

1. Marinade: Pres saften ud af limefrugterne. Pil hvidløg, og hak det fint. Pil rødløg, og skær det i tynde både. Skær chilifrugten over, fjern kernerne, og striml kødet. Bland limesaft, hvidløg, rødløg, chili og ingefær med fiskesauce og sukker. 

2. Bland og ælt fars og marinade godt sammen i en skål. 

3. Steg farsen på en glohed pande, til kødet er gennemstegt, og al væsken er fordampet. Det tager ca. 5 minutter. Pluk krydderurter, hak dem fint, og rør dem i kødet. 

4. Kog nudlerne efter anvisningen på pakken. Klip de kogte nudler i mindre stykker med en saks, og vend dem med grøntsager, fiskesauce og sesamolie eller rapsolie. 

5. Fordel nudlerne i skåle, og øs din ønskede mængde kød på. Pynt med agurkeskiver, og drys gerne med en rest af en af de krydderurter, du rørte i kødet. 

Opskrift på salat med halloumi
Salat med halloumi, advocado og nektarier© Helén Pe

Salat med halloumi, advocado, nektariner og chilidressing

Kulørt salat, der kan spises som vegetarret eller serveres som tilbehør til grillet kød.

Tid: 25 min. 

Til: 4 personer


3 nektariner eller ferskner 

2 avocado

250 g kirsebærtomater 

150 g voksbønner eller grønne bønner 

150 g blandet salat 

200 g halloumi eller anden grillost 

1 spsk olivenolie


Dressing: 

1 bananskalotteløg 

¾ dl olivenolie 

3 spsk citronsaft 

1 spsk honning 

1 ½ tsk chiliflager 

1 tsk flagesalt


Pynt: 

2 spsk solsikkefrø, ristede 

1 potte basilikum


Sådan gør du: 

1. Dressing: Pil løget, og striml det fint. Bland løg med olie, citronsaft, honning og chiliflager. Smag til med salt. 

2. Halvér nektariner og avocado, og fjern stenene. Grav avocadokødet ud. Skær avocado og nektariner i både. Halvér tomaterne. 

3. Rens bønnerne, og kog dem i letsaltet vand i ca. 3 minutter. Skyl dem i koldt vand, og lad dem dryppe af. 

4. Vend halvdelen af dressingen med salaten, og anret på et fad. Top med avocado, tomater og bønner. 

5. Bryd osten i mindre stykker. Steg dem i olie, til de har fået farve på alle sider. Lad nektarinerne stege med i ca. 1 minut. 

6. Fordel ost og nektariner over salaten, læg de hele bønner samlet, drys med solsikkefrø, og pynt med basilikum. Stænk resten af dressingen over.


Opskrift på pastasalat med ricottacreme
Pastasalat med rød ricottacreme, tun og pinjekerner© Helén Pe

Pastasalat med rød ricottacreme, tun og pinjekerner

En mættende pastasalat, som er skøn på en varm sommerdag. Er du ikke så vild med pesto, så skift den ud med oliventapenade.

Tid: 15 min. 

Til: 4 personer


500 g frisk pasta eller 300 g tørret pasta, gerne fusilloni 

30 g pinjekerner 

1 lille rødløg 

400 g tomater, gerne forskellige størrelser og farver 

2 dåser tun i vand (i alt 400 g) 

1 potte basilikum


Ricottacreme: 

1 bøtte ricottaost (250 g) 

1 glas rød pesto (130 g) 

2 spsk citronsaft 

1 tsk salt friskkværnet sort peber 

2 spsk kogende vand


Pynt: 

1 dl små kapers, med eller uden stilk


Sådan gør du: 

1. Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Hæld kogevandet fra, og skyl pastaen i koldt vand. Rist pinjekernerne på en tør, middelvarm pande, til de får lidt farve og begynder at dufte. Og pas på, de brænder hurtigt på. 

2. Pil løg, og skær det i tynde skiver. Skær tomater i mundrette bidder. Hæld vand fra tun. 

3. Ricottacreme: Bland ricotta, pesto, citronsaft, salt og peber. Og rør det kogende vand i. 

4. Vend pasta, ricottacreme, tomater og tun sammen med halvdelen af basilikummen. Anret på et fad, og pynt med pinjekerner, kapers og resten af basilikummen.  


Opskrifterne har tidligere været bragt i Magasinet Liv i maj, 2023.

Du vil (garanteret) også kunne lide