Gule bomber af mandelkage
Hvor mange må jeg tage?© Kristine Ilstad

Lækre gule bomber inspireret af norsk mandelkage

De gule bomber er inspireret af den norske succeskage eller -bombe, som du måske kender fra ferier nordpå. Nu behøver du ikke længere rejse for at købe bløde mandelkager med vaniljecreme, som garanterer dig succes hos familien.

18. december 2020 af Cecilie Espersen

Opskriften giver til: 30 kager

Det skal du bruge

Mandelkager:

  • 6 æggehvider 
  • 300 g sukker 
  • 450 g mandler eller mandelmel

Pynt:

  • 200 g kogechokolade

Gul creme:

  • 6 æggeblommer 
  • 2 1⁄2dl fløde
  • 150 g sukker
  • 3 tsk maizena
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 200 g smør

Sådan gør du

  1. Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker, og pisk videre, til du har en tyk marengs. Mal mandlerne fint (eventuelt på en kaffekværn), og vend mandelmelet i dejen.
  2. Sprøjt små toppe af dejen ud på bagepapir. Bag kagerne midt i ovnen ved 180 grader ca. 12-15 minutter. Lad kagerne køle af på bagepladen, før de flyttes over på en rist for at blive helt kolde.
  3. Gul creme: Pisk æggeblommer med fløde, sukker og maizena. Varm cremen op i en gryde under omrøring, og lad den småkoge nogle minutter, til den tykner. Fjern gryden fra varmen, og rør vaniljesukker og smør i. Stil cremen koldt, til den har en smøragtig konsistens. 
  4. Læg kagerne sammen to og to med den gule creme imellem. Og pynt så med striber af smeltet chokolade. 

Velbekomme! 

Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide