Hjemmelavet muslibar nøddesnack
© iStock

Snup en snack med god samvittighed

Knasbar med nødder er et sundt alternativ, når du bliver lækkersulten. Nødder indeholder nemlig mineralet magnesium, der er godt for hjertet

23. marts 2017 af Sandra Draznin

Knasbær med nødder

25 min. + bagetid
18-20 stk.

Der går en del råvarer til denne opskrift, men du præmieres også med godt 20 knasende, gode snitter proppet til randen med sunde sager.

INGREDIENSER

  • 2 dl mandler (100 g)
  • 2 dl cashewnødder (100 g)
  • 5 dl 5-kornsflager eller havregryn (200 g)
  • 3 dl frø, fx solsikkefrø, hørfrø, græskarkerner (160 g)
  • 1 dl farin (75 g)
  • 1 dl honning (75 g)
  • 2 dl tørret frugt, fx abrikos, soltørrede tranebær (120 g)
  • ¾ dl peanutbutter (75 g)
  • 1 stort æg

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 175 grader.

Hak mandler og nødder groft, og bland dem med 5-kornsflager og frø. Bred dem ud på en bageplade med bagepapir, og rist dem i ovnen i 10-15 minutter.

Smelt farin og honning i en gryde, og hæld det over i en stor skål. Rør peanutbutter i, og tilsæt æg. Tilsæt tørret frugt (abrikoser skal skæres i små stykker) og den ristede nøddeblanding. Pres blandingen ud i en rektangulær form (22 x 28 cm) foret med bagepapir, og sæt den ind i ovnen i 15-20 minutter. Stil formen til afkøling på en rist.

Løft den stivnede blanding ud af formen ved hjælp af bage-papiret, placér den på et skærebræt, og skær den i passende stykker.

Tip! Pak dine knasbarer enkeltvis med pergament-papir omkring, og opbevar dem i en kagedåse.

Du vil (garanteret) også kunne lide