Peberkagedej til hus, grantræer - og ekstra peberkager
Det skal du bruge:
- 1 bundplade
- 2 endevægge
- 2 tagplader
- 2 sidevægge
- 2 grantræer
- 20 små plader til taget
Tid: 1 time + 15 min. bagetid
Du får nogle ret tykke kager ud af denne dej, som du i øvrigt kan lave flere dage i forvejen. Og kagerne bliver ikke bløde, fordi de bages i længere tid på lav varme. Husk, at dejen skal laves mindst dagen før, så den kan hvile, og smagene kan sætte sig ordentligt.
Til 1 hus + nogle ekstra peberkager:
- ½ appelsin
- 1 spsk stødt kanel (6 g)
- 2 tsk stødt ingefær (4 g)
- 2 tsk stødt kardemomme (4 g)
- 2 tsk natron (10 g)
- 7 ½ dl hvedemel
- 125 g blødt smør
- 2 dl sukker (180 g)
- ca. 1 ¼ dl lys sirup (170 g)
- ¾ dl letmælk
- 1 æg
Pynt til taget:
- Flerfarvet krymmel
Skyl appelsinen godt i lunkent vand, og riv skallen fint. Bland krydderierne og natronen med melet i en røreskål. Bland smør, sukker og sirup, og rør blandingen glat. Gerne i en køkkenmaskine med en dejkrog. Tilsæt melblandingen samt mælk, æg og appelsinskal. Og bland til en glat og smidig dej.
Pak dejen ind i plastfolie, og opbevar den i køleskabet ca. 12 timer – eller længere.
Tænd ovnen på 175 grader. Del dejen i to, og læg portionen til peberkagerne i køleskabet.
Rul den anden halvdel, den anden portion, af dejen ud på et meldrysset bord, til den er ca. 2 millimeter tyk.
Skær alle delene til peberkagehuset ud ifølge mønsteret vist nedenfor (du kan downloade mønstret/skabelonerne nederst i artiklen), og brug en paletkniv til forsigtigt at lægge delene over på et spækbræt dækket med et stykke bagepapir.
Brug en skarp kniv til at udskære døren og vinduerne på både den korte og de to lange sider af huset.
Ælt dejresterne sammen, og rul dejen ud igen.
Skær grantræerne og de små plader til taget ud (disse skal være ca. 2 centimeter i diameter). Læg på spækbræt med bagepapir.
Bag alle delene midt i ovnen ca. 15 minutter. Køl af på spækbrættet. Og dekorér.


Hård flormelisglasur
Når du blander flormelis med æggehvide i stedet for vand, får du en meget hårdere glasur, som egner sig bedre til dekoration.
Tid: 10 min. + ca. 30 min. tørretid
Til 1 ½ dl:
- 3 æggehvider
- 6 dl flormelis
Pisk æggehvider og flormelis godt sammen. For at denne glasur skal stivne og blive nem at dekorere med, skal den piskes længe. Omkring 10 minutter i en køkkenmaskine.
Dekorering: Dekorér de afkølede husdele med en kagesprøjte med tynd tylle. Brug fantasien, og kreér de mønstre, du har lyst til!
Tegn en kraftig cirkel over døren, og dyp den i krymmel. Gør det samme med vinduerne.
Dæk ligeledes de små plader til taget med glasur, og dyp dem i krymmel.
Dekorér de nedre kanter på grangrenene, og træk glasuren ud til siderne med en pensel.
Lad al glasuren stivne ca. 2 timer, til den bliver hård.
Montering: Kog karamel af 3 deciliter sukker og ⅔ deciliter vand i en tykbundet kasserolle. Rør i blandingen, så sukkeret ikke sætter sig fast i bunden, før det når at blive opløst.
Lad karamellen koge lidt tid uden omrøring, og fjern kasserollen fra varmen, når karamellen er blevet gyldenbrun.

Smør karamel på kanterne af husets sidevægge og endevægge med en ske eller en kniv, og sæt dem sammen.
Smør karamel på de to tagplader, og sæt dem på husets skelet. Smør lidt mere karamel på samlingerne, hvis huset virker ustabilt. Lad karamellen størkne.
Hæld den varme karamelmasse over i en bradepande, så du nu kan dyppe hele huset i den, før du sætter det fast på bundpladen. Alternativt kan du smøre karamellen på undersiden af huset med en kniv, men vær forsigtig, så det ikke går i stykker.
Montér huset i det ene hjørne af bundpladen, så du får plads til træerne.
Dyp døren i karamel, og sæt den fast i døråbningen, så den står lidt på klem.
Dyp grantræerne i karamel, og sæt dem fast. Hold dem på plads et minuts tid, så de står stabilt. Lad karamellen størkne igen, før du fortsætter.
Smør forsigtigt glasur ud over hele taget med en smørekniv eller en tynd paletkniv, og lav bølger ved at presse spidsen af paletkniven let ned og stryge den frem og tilbage i små bevægelser ned over taget.
Sæt de små plader til taget fast i den våde glasur langs yderkanterne af taget, og drys krymmel over resten af taget.
Brug kagesprøjten til at dekorere alle husets kanter, og lav istapper med en kniv. Stryg derefter glasur ud over hele bundpladen, og lav samme bølgemønster der.
