Giv en anderledes værtindegave til julens mange fester. Disse appelsinsmåkager dufter fantastisk og er fyldt med en aromatisk appelsincurd. De vil glæde enhver, som modtager dem!
Til: ca. 15 stk.
Du skal bruge:
Appelsinsmåkager:
- 250 g hvedemel
- 50 g flormelis
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 1 spsk revet appelsinskal
- 150 g koldt smør
- 1 spsk koldt vand
Appelsincurd:
- 2 dl appelsinsaft
- 3 hele æg
- 5 dl syltesukker
- 200 g usaltet smør, stuetemperatur
Pynt:
- 100 g flormelis
- et par tsk kogende vand
- revet appelsinskal
Udstyr:
- evt. røremaskine
- frysepose
- kagerulle
- bagepapir
- rund kageudstikker, 5 cm
- sprøjtepose
Sådan gør du – appelsincurd:
1. Pisk æg, syltesukker og appelsinsaft sammen i en tykbundet gryde ved middelvarme. Det må ikke koge. Lad appelsincurden varme igennem i et par minutter.
2. Tilsæt smørret i små klumper under konstant piskning. Fortsæt, til curden begynder at tykne. Det tager tid, men skru endelig ikke op for varmen, for så bliver curden grynet.
3. Når curden har fået en tyk kagecreme-konsistens, sigtes den og hældes i et skoldet patentglas. Og i køleskabet.
Sådan gør du – appelsinsmåkager:
1. Sigt hvedemel, flormelis, vaniljesukker og bagepulver i en skål. Tilsæt revet appelsinskal. Smuldr smørret heri, til dejen har konsistens som rasp.
2. Tilsæt derefter vandet, og saml hurtigt dejen med hænderne eller på en røremaskine, uden at ælte den for meget. Tilsæt lidt mere vand, hvis dejen ikke vil samle sig.
3. Kom dejen i en frysepose og i køleskabet 30 minutter.
4. Tænd ovnen på 200 grader.
5. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Den skal være ca. 4 millimeter i tykkelse. Udstik småkagerne, og husk, at der skal bruges en småkage både til top og til bund. Rul den resterende dej ud igen, og udstik flere småkager.
6. Læg småkagerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem ca. 10 minutter, eller til de er blevet let lysebrune i kanten. Lad dem køle af på en bagerist.
Sammenlægning:
1. Når småkagerne er kølet helt af, og curden er kold, kan du samle småkagerne. Kom curden i en sprøjtepose, og sprøjt den ønskede mængde på en småkage, og læg en anden småkage ovenpå som låg.
2. Bland glasuren sammen. Den må ikke være for flydende, og fordel en tsk på hver småkage. Drys med appelsinskal, og lad småkagerne stå 10 minutter, så glasuren kan tørre.
Idéer:
Brunkager, pebernødder eller vaniljekranse? Invitér familie og venner til den helt store bagedag, og bed alle om at tage en småkagedej med, så alle får mange forskellige småkager med hjem.
Pynt den øverste småkage med glasur og appelsin, før du lægger småkagerne sammen. Så du ikke kommer til at trykke curden ud.
© Styling: Julie Løwenstein Foto: Anitta Behrendt