Chokoladebolle
© Getty Images

Mini-chokoladeboller og -tebirkes

Mmm ... ingen brunch uden noget til den søde tand! Få opskriften på lækre boller og tebirkes med chokolade!

25. februar 2015 af Lone Kjær

Antal: 12 stk.

Den søde afslutning på en hyggelig formiddag er hjemmebagt wienerbrød. Chokoladeboller og tebirkes laves af samme dej og er hele arbejdsindsatsen værd.

INGREDIENSER

Wienerbrødsdej:

  • 2 1/2 dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 50 g sukker
  • 2 tsk. salt
  • ca. 550 g hvedemel + lidt mel til udrulning
  • 250 g koldt smør
     

Fyld:

  • 75 g god mørk chokolade
  • 1 æg til pensling
  • birkes til drys

FREMGANGSMÅDE

Lun mælken, til den er lillefingervarm. Hæld den i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt æg, sukker og salt. Ælt hvedemel i væsken lidt ad gangen, og ælt, til dejen er glat og smidig.

Rul dejen ud til et kvadrat på 30 x 40 centimeter, som er 1 cm
i tykkelsen.

Skær smørret i tynde skiver med en osteskærer, og læg det på 2/3 af dejen.

Fold dejen sammen i tre lag, så dejstykket uden smør foldes ind først. Læg dejen og smørret koldt i 30 minutter.

Gentag udrulningen og sammenlægningen, indtil du har brugt resten af smørret. På den måde får du rullet smørret ind i dejen, hvilket er det, som kendetegner en rigtig wienerbrødsdej.


Tebirkes:

Del wienerbrødsdejen i to lige store dele.

Skær den ene del ud i 12 små snitter á cirka 4 x 6 centimeter. Dejen skal måske rulles lidt ud inden. Læg snitterne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket et lunt sted i cirka 30 minutter.

Chokoladeboller:

Rul den anden del af dejen ud til et kvadrat på 25 x 30 centimeter, og skær kvadratet ud i 12 stykker á 8 x 8 centimeter. Kom et lille stykke chokolade på midten af hvert stykke, og fold enderne sammen mod midten.

Læg bollerne med snippen opad på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 225 grader. Pensl tebirkes og chokoladeboller med sammenpisket æg, og drys birkes på tebirkes. Bag tebirkes og chokoladeboller i 8-10 minutter, til de er gyldne.

Tip! Spring over det lave gærde, og køb færdig croissantdej til de små birkes og chokoladeboller.


Opskriften er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 9.

Du vil (garanteret) også kunne lide