Jordbær er noget af det skønneste, og i den korte sæson hvor du kan få danske jordbær, gælder det om at smovse i de røde bær på alle mulige måder. Vi giver dig 10 forskellige opskrifter på kager med jordbær, vi elsker. Se kager og opskrifter herunder.
Formkage med jordbær og appelsinglasur
Smuldrekage med jordbær og kokoslåg
Lime- og kokoskage med jordbærcoulis

Forfriskende sommerkage med jordbær
Opskriften giver til: 16 stykker kage
INGREDIENSER
- 250 g jordbær og hindbær
- 150 g blødt smør
- 150 g sukker
- 3 æg
- 150 g hvedemel
- 1 spsk. bagepulver
- 1 spsk. vaniljesukker
- 150 g marcipan
SÅDAN GØR DU
1. Skyl, nip og rens bærrene. Læg bærrene til afdrypning i et dørslag.
2. Pisk smør og sukker hvidt med en elpisker. Tilsæt æggene et ad gangen. Bland mel med bagepulver og vaniljesukker, og rør det så i dejen.
3. Riv marcipanen på et rivejern, og vend den ligeledes i dejen.
4. Tænd ovnen på 200 grader.
5. Fordel dejen i en form på cirka 20 x 25 cm foret med bagepapir. Læg bærrene ned i dejen, og bag kagen i midten af ovnen i cirka 20 minutter.
6. Afkøl kagen, og drys den så med et tyndt lag sigtet flormelis.
Tip!
Kagen kan sagtes laves med andre bær. Lav den eksempelvis med stikkelsbær, rabarber og/eller brombær.

Nøddekager med jordbærskum
20 min. + bagetid til 6 personer
Bag kagerne i forvejen, og pynt lige for servering. Brug 6 stålringe på cirka 8 cm i diameter eller en stor springform på cirka 20 cm i diameter.
INGREDIENSER
Nøddekager:
- 175 g nødder, fx hasselnødder og mandler
- 3 æggehvider
- 175 g sukker
- 100 g mørk chokolade
Jordbærskum:
- 300 g jordbær
- 50 g flormelis
- 21⁄2 dl piskefløde
- 300 g bær til pynt, fx jordbær, hindbær og ribs
- En smule mørk chokolade til pynt
SÅDAN GØR DU
Stil ovnen på 160 grader. Kør nødderne i en blender, indtil de er grofthakkede. Det er vigtigt, at de ikke blendes helt til mel. Pisk æggehviderne meget stive. Tilsæt sukker, og pisk, til hviderne er helt stive og danner toppe. Vend nødder og hakket chokolade i dejen. Pensl de 6 stålringe, og stil dem på en bageplade med bagepapir. Fordel dejen i formene, og bag ca. 25 minutter. Rens jordbærrene, drys med flor melis, og blend dem. Pisk fløden til en tyk skum, og vend med de blendede jordbær. Hæld i en sprøjtepose med stjernetylle. Løsn forsigtigt kagerne fra formene. Sprøjt jordbærskummet på kagerne, og dekorér med friske bær og chokolade spåner.

Pavlova med jordbær
Danske sommerbær er søde, saftige, syrlige og særlige. Og det gælder bare om at bruge dem, mens de er i sæson. Denne pavlova skal nok få familien til fadet.
En marengs skal være hvid som sne, sprød udenpå og blød indeni. Det er nok verdens letteste dessertkage – og smukkeste – fordi kagen kan bages i forvejen og først skal lægges sammen lige før servering.
Tid: 25 min. plus bagetid
Opskriften giver til: 8 personer
INGREDIENSER
- 1 dl pasteuriserede æggehvider (3 stk.)
- 1/2 tsk hvidvinseddike
- 200 g sukker
- 500 g sommerbær, fx hindbær, blåbær, jordbær og brombær
- En smule flormelis
- 50 g mørk chokolade
Creme:
- 1 bæger pasteuriserede æggeblommer (2 stk.)
- 3 spsk sukker
- Korn af 1 vaniljestang
- 1 spsk majsstivelse
- 2 dl mælk
- Sukker til drys
- 1 dl piskefløde
SÅDAN GØR DU
1. Tænd ovnen på 100 grader.
2. Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt eddike, og pisk yderligere et øjeblik. Tilsæt gradvist sukker, og pisk, indtil marengsen er blevet tyk og hvid.
3. Fordel marengsen i en rund cirkel på ca. 25 cm i diameter på en bageplade med bagepapir. Bag den ca. 1 time, til den føles fast og tør. Sæt marengsen til afkøling.
Creme:
1. Kom æggeblommer, sukker, vaniljekorn, majsstivelse og mælk i en gryde. Varm cremen op ved svag varme, til den tykner. Pisk i den konstant, for cremen må endelig ikke koge. Tag gryden af varmen, kom cremen i en skål, og drys med sukker. Afkøl.
2. Pisk fløden til en tyk skum. Rør først let i den afkølede creme, så den er helt ensartet, og rør efterfølgende flødeskummet i.
3. Skyl, nip, og tør bærrene. Skær jordbærrene i mindre stykker. Fordel cremen på marengsen, og top med sommerbær. Drys med sigtet flormelis og høvlet chokolade
Tip!
Marengs bages ved meget svag varme i lang tid for at blive sprød udenpå og bevare sin elegante hvide farve.

Marengslagkage med jordbær, hindbær og lime
Sukkerbund og marengs i en og samme bund er dobbelt så godt! Top med rigelige mængder flødeskum og søde bær, og du har en enkel og smagfuld lagkage, som alle vil have et stykke af.
Tid: 40 min. + 40 min. ovntid
Opskriften giver til: 10-12 personer
INGREDIENSER
- 150 g blødt smør
- 3 dl sukker
- 8 æggeblommer
- 3 dl hvedemel (180 g)
- 1 spsk bagepulver
- 1 1/2 dl mælk
Marengs:
- 8 æggehvider
- 4 dl sukker
- 1 spsk friskpresset citronsaft
- 1 knsp salt
Topping:
- 2 l jordbær
- 5 dl piskefløde
- 1/2 lime
- 1/4 liter hindbær
- flormelis
- frisk mynte
- evt. spiselige blomster, fx stedmoderblomster
SÅDAN GØR DU
1. Stil ovnen på 150 grader. Pisk smør og sukker hvidt og luftigt. Tilsæt æggeblommer, en ad gangen. Rør alt melet i blandet med bagepulveret. Tilsæt mælk, og bland det hurtigt sammen til en jævn dej. Fordel dejen i to springforme, ca. 24 cm i diameter, beklædt med bagepapir.
2. Marengs: Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker, lidt ad gangen, og pisk videre, til marengsen er blank og fast. Tilsæt citronsaft og salt, og pisk i yderligere 2 minutter.
3. Smør et 1 cm tykt lag marengs på dejen. Overskydende marengs kan du lave små marengstoppe af. Bag de to kagebunde i den nedre del af ovnen 40-45 minutter, til de har fået en fin farve og er gennembagte – tjek med en kagenål, at den kommer ud tør og uden dej. Stil de to kagebunde til afkøling.
4. Topping: Rens jordbærrene, og skær halvdelen i skiver. Del resten i to. Pisk fløden til et luftigt skum. Skyl limen godt i lunkent vand. Riv skallen.
5. Læg den ene kagebund på et lagkagefad. Læg så halvdelen af flødeskummet og de skivede jordbær på. Læg den anden kagebund på, og top med resten af flødeskummet, de halve jordbær og hindbær. Drys limeskal over, sigt flormelis over, og dekorér med mynte og blomster.

Formkage med jordbær og appelsinglasur
Supernem rør den hurtigt sammen-kage, som også kan laves med andre typer bær. Som for eksempel hindbær eller blåbær. Og som også kan serveres med creme fraiche
Tid: 15 min. + 20 min. ovntid
Opskriften giver til: 10 stykker
INGREDIENSER
- 200 g jordbær
- 1 appelsin
- 100 g smør
- 2 dl sukker
- 2 æg
- 2 dl hvedemel
- 1 1/2 tsk bagepulver
Appelsinglasur:
- 1 1/2 dl flormelis
- 1 spsk friskpresset appelsinsaft
Tilbehør:
- flødeskum
SÅDAN GØR DU
1. Stil ovnen på 200 grader. Skyl og rens jordbærrene, og del de store i to. Skyl appelsinen godt i lunkent vand. Riv skallen.
2. Smelt smøret i en kasserolle. Tag kasserollen af blusset, og tilsæt revet appelsinskal, sukker, æg og mel blandet med bagepulver. Rør det sammen til en glat dej.
3. Hæld dejen i en smurt og melet springform på ca. 24 cm i diameter. Stik jordbærrene ned i dejen.
4. Bag kagen i den nedre del af ovnen ca. 20 minutter. Lad kagen afkøle lidt.
5. Appelsinglasur: Rør flormelis og appelsinsaft til en glat glasur, og zig-zag den ud over kagen.
6. Servér lun med en klat flødeskum til.

Smuldrekage med jordbær og kokoslåg
En anelse salt i smuldrelåget bryder smagen så fint – og brunet smør tilfører så dejlig en nøddesmag
Tid: 15 min. + 30 min. ovntid
Opskriften giver til: 6-8 personer
INGREDIENSER
- 500 g jordbær
- 1/2 dl sukker
- 1 spsk kartoffelmel
Smuldrelåg:
- 150 g smør
- 1 1/2 dl sukker
- 2 dl kokosmasse
- 2 dl hvedemel
- 2 knsp salt
Tilbehør:
- vaniljeis
SÅDAN GØR DU
1. Stil ovnen på 200 grader. Skyl og rens jordbærrene, og del dem i to. Bland jordbærrene med sukker og kartoffelmel, og fordel i en tærte- eller kageform.
2. Smuldrelåg: Brun smørret i en gryde. Tag gryden af blusset, og tilsæt sukker, kokosmasse, mel og salt. Rør det hurtigt sammen til en smuldredej, som du fordeler over jordbærrene.
3. Bag kagen midt i ovnen ca. 30 minutter, til smuldrelåget er gyldent. Lad kagen afkøle lidt.
4. Og servér så lun med vaniljeis til.
Tip!
Vil du fryse dine jordbær, kan de fryses løst og derefter pakkes i fryseposer eller frysebokse. De kan også skives og fryses i sukkerlage.

Lime- og kokoskage med mascarponecreme og jordbærcoulis
Kokosbunden vædes med limesirup og toppes med en luftig mascarponecreme. Pynt med masser af sødmefyldte bær. Har du ikke til creme og pynt, så smager kagen også fantastisk blot med siruppen.
Tid: 50 min. + 40 min. bagetid
Til: 8-10 personer
INGREDIENSER
- 200 g hvedemel
- 1/2 tsk salt
- 2 tsk bagepulver
- 75 g smør i tern
- 75 g sukker
- 50 g kokosmel
- 1/2 tsk revet limeskal
- 1 æg
- 1 dl mælk
Limesirup:
- 1/2 dl presset limesaft (saften af 2-3 lime)
- 80 g sukker
- 1 dl vand
Mascarponecreme:
- 100 g mascarpone
- 2 dl piskefløde
- 50 g flormelis
- saften af 1/2-1 lime
Jordbærcoulis:
- 200 g jordbær
- 100 g flormelis
- citronsaft
Pynt og tilbehør:
- flormelis
- friske jordbær, delt i halve eller kvarte
- friske hindbær
- kokosflager
SÅDAN GØR DU
1. Tænd ovnen på 180 grader. Smør en springform med en diameter på 16 cm.
2. Sigt mel, salt og bagepulver i en skål. Smuldr smørret i melblandingen, til den minder om grove brødkrummer. Rør sukker, kokosmel og limeskal i. Pisk æg og mælk sammen i en anden skål. Lav en fordybning i melblandingen, hæld væsken i, og rør godt sammen. Er dejen meget fast, så tilsæt lidt mere mælk.
3. Hæld dejen i formen, og bag ca. 40 minutter, eller til der ikke hænger noget ved, når du stikker en strikkepind eller anden pind i.
4. Limesirup: Skræl den ene lime. Fjern det hvide på indersiden af skallen med en lille, skarp kniv, og hak skallen groft. Pres limesaften ud. Hæld limesaft og -skal, sukker og vand i en lille gryde, og giv det et opkog, mens du rører rundt. Lad det simre 5 minutter. Si skallen fra, og smid den ud.
5. Tag kagen ud af ovnen, og lad den køle af i formen i 5 minutter, og derefter på en rist. Sæt risten over et spækbræt eller et stort fad. Stik 12-15 huller i kagen med en pind, og hæld forsigtigt limesiruppen ud over hele overfladen. Lad kagen køle af.
6. Mascarponecreme: Pisk mascarpone, fløde og flormelis godt sammen. Bruger du en elpisker, så pisk ikke for længe, for så kan cremen skille. Smag til med limesaft.
7. Jordbærcoulis: Blend bær og flormelis til en puré. Pres pureen gennem en si med bagsiden af en ske. Smag til med citronsaft.
8. Sigt flormelis over kagen. Anret de friske bær ovenpå, og sigt med flormelis, top med mascarponecreme, drys med kokosflager, og hæld jordbærcoulisen over.

Pavlova med chokoladebund, flødeskum og jordbær
Det er ikke tilfældigt, at Pavlova er blevet en klassiker, for marengs med nærmest hvad som helst på og i smager bare rasende godt.
Tid: 20 min. + 1 times ovntid.
Til: 4-6 personer afhængigt af ønsket størrelse.
INGREDIENSER
3 æggehvider
1 stænk eddike
1 ½ dl sukker
100 g mørk chokolade
Fyld:
2-3 dl piskefløde
200 g friske jordbær
Pynt:
mynte
spiselige blomster
SÅDAN GØR DU
1. Tænd ovnen på 150 grader. Pisk æggehvider og eddike til et fast skum. Tilsæt sukker lidt ad gangen. Fortsæt med at piske, til marengsen er blank og stiv. Form 4-6 runde klatter marengs på en bageplade med papir. Lav en lille fordybning i midten af hver.
2. Skru ovnen ned til 100 grader. Bag marengsene midt i ovnen 1 time. Sluk ovnen, stil lågen på klem, og lad marengsene stå i ovnen, til de er kølet ned.
3. Hak chokoladen, og smelt den i en skål over et varmt vandbad eller i mikroovnen. Dyp toppen af hver marengs i chokoladen. Lad chokoladen stivne.
4. Pisk fløden. Nip jordbærrene, og skær dem i halve. Fyld hver mini-pavlova med flødeskum og jordbær. Pynt med mynte og spiselige blomster.

Strawberry shortcake med bagte jordbær
Bagte jordbær kan bare noget. Når de bliver blødere, bliver de også sødere ... og så gør en klat kold flødeskum dem friske igen! In short: Nyd denne kage.
Strawberry shortcake er en amerikansk dessertklassiker, men shortcakes minder mest af alt om scones. Bager du for mange, så frys dem ned, mens de er friske, men ikke længere varme. Så smager de som nybagte, når de er tøet op.
Tid: 45 min. + 40 min. ovntid
Til: 8 personer
INGREDIENSER
- 7 1⁄2 dl hvedemel (450 g)
- 2 1⁄2 tsk bagepulver
- 225 g smør
- 2 1⁄2 dl mælk
- 1 dl sukker
Pynt:
- 2 tsk sukker
Pensling:
- 25 g smør
Bagte jordbær:
- 750 g friske jordbær
- 4 spsk sukker
Tilbehør:
- 2-3 dl piskefløde
SÅDAN GØR DU
1. Tænd ovnen på 200 grader. Bland mel og bagepulver. Skær det kolde smør i små tern på ca. 1 x 1 cm. Læg smørret i melet, og gnid mel og smør sammen. Bland mælk og sukker. Tilsæt blandingen til dejen, og saml den hurtigt, så du ælter dejen mindst muligt.
2. Strø mel på bordet, og hæld dejen ud på bordet. Pres eller rul den ud til en rektangel, der er ca. 1 cm tyk. Fold en tredjedel af dejen ind mod midten fra hver side, så du får tre lag. Gentag rul og fold-seancen yderligere to gange. Slut af med at trykke eller rulle dejen ud til en rektangel, der er ca. 2 cm tyk. Skær dejen i 8 firkanter.
3. Læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg dem gerne tæt, så bliver de høje fremfor flade. Drys sukker over kagerne, og bag dem midt i ovnen 20- 25 minutter. Dæk dem til med alufolie undervejs, hvis de er ved at blive mørke.
4. Pensling: Smelt smørret. Tag kagerne ud af ovnen, og pensl dem med smør. Køl dem af, og bryd dem fra hinanden.
5. Bagte jordbær: Nip jordbærrene, og skær dem i skiver. Bland jordbær med sukker, og fordel dem jævnt på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag jordbærrene midt i ovnen ca. 20 minutter, til der begynder at løbe saft ud af dem. Køl dem af.
6. Pisk fløden. Top hver shortcake med flødeskum og bagte jordbær.

Jordbærtarteletter med vaniljeis
Elsker du også tarteletter som os? Så vil du elske de her – de sødeste dessert-versioner!
Bag en til hver – så bliver der ikke kamp om de store stykker, men kun om eventuelle overskydende kager.
Tid: 25 min. + 15 min. ovntid
Til: 4-6 tarteletter afhængigt af ønsket størrelse
Du skal bruge:
- 3 dl hvedemel (180 g)
- 150 g smør
- 2 spsk sukker
- 1 tsk stødt ingefær
- 1-2 spsk iskoldt vand
Fyld:
- 300 g friske jordbær
- 1 spsk sukker
- 1 spsk Maizena
- 1 tsk vaniljesukker
Pensling:
- 1 æg
Tilbehør:
- vaniljeis
- ristede kokosflager
Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 200 grader. Ælt mel, smør, sukker og stødt ingefær sammen. Tilsæt vand, og saml hurtigt massen til en dej.
2. Del dejen i 4-6 stykker. Rul hvert stykke ud mellem to stykker bagepapir. Bundene skal være ca. 12 cm i diameter. Er dejen for blød, så læg den på køl. Fordel tarteletterne på en bageplade med papir.
3. Fyld: Nip jordbærrene, og skær dem i mindre stykker. Bland dem med sukker, Maizena og vaniljesukker.
4. Pensling: Placér fyldet midt på bundene, og efterlad ca. 3 cm rundt om. Rul en kant af dejen i siderne. Pensl kanterne med æg.
5. Bag tarteletterne ca. 15-20 minutter, til de er gyldenbrune. Dæk dem med alufolie, hvis de er ved at blive for mørke.
6. Servér tarteletterne lune eller kolde med en god klat vaniljeis og ristede kokosflager.