Rug-paella med kylling, rejer og fennikel

Sæt de hele rugkerner i blød natten over, eller brug perlerug, som ikke skal udblødes

25. oktober 2014 af Sandra Draznin

Opskriften er til 4 personer

Tid: 30 minutter plus koge-/stegetid

INGREDIENSER

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1-2 fennikelknolde
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 spsk koldpresset olivenolie
  • 300 g kyllingebryst
  • ca. 1 l hønsebouillon (vand + terning)
  • 1 dåse tomatpuré
  • 1 tsk paprika
  • 300 g hele rugkerner (udblødt 12 timer) eller perlerug
  • 2 laurbærblade
  • 1 bundt persille
  • 1 citron
  • 200-300 g pillede rejer
  • salt og peber


FREMGANGSMÅDE

Pil og hak løg og hvidløg. Rens fennikel og peberfrugt, og skær dem i tynde strimler. Steg løg, hvidløg, fennikel og peberfrugter bløde og blanke i en sauterpande eller høj pande med olie i ca. 5 min.

Skær kyllingekødet i tykke strimler, og vend dem i grøntsagerne. Krydr med salt og peber, og tilsæt bouillon, tomatpuré, paprika, rugkerner/perlerug og laurbærblade. Giv det et opkog under omrøring, skru ned for varmen, og lad retten simre uden låg i ca. 25 min. - til rugkernerne er møre, og væsken er opsuget. Tilsæt eventuelt lidt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt.

Skyl og hak persillen. Skær citronen i både. Tilsæt rejer, og varm retten igennem et par minutter. Smag til med salt og peber, og servér direkte fra panden med et godt drys hakket persille og citronbåde.

Tip! Er du ikke til rejer? Udelad dem, og brug i stedet lidt mere kyllingebryst.

Seneste

Måske er du interesseret i...