Tid: 40 min. + simretid + 40 min. ovntid
Opskriften giver til: 6 personer
Ingredienser
- 500 g kalvefars
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 gulerødder
- 2 stilke bladselleri
- 1 pakke bacon eller pancetta (140 g)
- 1 spsk + 1 spsk olivenolie
- 2 dåser hakkede tomater
- 3 dl tør hvidvin
- 2 spsk koncentreret kalvefond
- 5 laurbærblade
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk friskkværnet peber
- 1 potte salvie
- 400 g friske lasagneplader
Bechamelsauce:
- 100 g smør
- 1 3/4 dl hvedemel
- 1 l mælk
- 2 dl + 1 dl revet parmesan
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
Pynt:
- laurbærblade
Tilbehør:
- salat
Sådan gør du
- Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skræl gulerødderne, og riv dem groft. Skær selleristavene i fine skiver. Skær baconen i tynde strimler.
- Brun farsen i olie ca. 5 minutter ved høj varme. Steg løg, grøntsager og bacon i 1 spsk olie på en høj pande ca. 7 minutter. Bland brunet fars, hakkede tomater, vin, fond og laurbærblade ned i panden. Smag til med salt og peber. Lad det hele simre under låg mindst 30 minutter, men gerne længere. Pluk salvien, og hak den groft. Rør den ned i kødsovsen.
- Bechamelsauce: Smelt smørret i en gryde, og pisk melet ned i. Lad det koge op i 30 sekunder. Tilsæt mælken, gerne opvarmet, af flere omgange og under omrøring. Lad bechamelsaucen simre ca. 3 minutter. Pisk 2 dl ost i, og smag til med salt og peber.
- Tænd ovnen på 180 grader. Smør et ovnfast fad, og fordel bechamelsauce, kødsovs og lasagneplader i flere lag. Afslut med kødsovs og et lag bechamelsauce. Pynt med et par laubærblade, og strø 1 dl ost over.
- Bag midt i ovnen ca. 40 minutter. Servér gerne en frisk grøn salat til.
Tip!
Tilbered kødsovs og bechamelsauce dagen før. Varm saucen en smule op på dagen, så er den nemmere at fordele.
Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.