Tid: 30 min. + 2 timers marineringstid
Til: 8-10 pers.
Marinér kyllingekødet, og rør dressingen på forhånd. Kartoflerne smager bedst nykogte og smålunkne. Grøntsagerne kan forberedes nogle timer i forvejen, hvis bare de opbevares køligt.
Du skal bruge:
- 1 1/2 kilo nye kartofler
- 500 g grønne asparges
- 1 bundt salatløg eller rødløg
- 2 agurker
- 1 bundt radiser
- 2-3 stribede polkabeder eller rødbeder
- 50 g brøndkarse
Marinerede kyllingespyd:
- 1 kilo kyllingefilet
- 3 fed hvidløg
- 3/4 dl soja
- 3/4 dl flydende honning
- 3 spsk olivenolie
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
Korianderpesto:
- 2 potter koriander
- 1 fed hvidløg
- 25 g reven parmesanost
- 1 1/2 dl olivenolie
- 2 spsk hvidvinseddike
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du:
- Marinerede kyllingespyd: Pil hvidløgsfeddene, og riv dem fint. Bland med resten af ingredienserne. Hæld marinaden i en frostpose. Skær kyllingekødet i mindre stykker, og put dem i marinaden. Marinér mindst 2 timer.
- Skyl kartoflerne, og skrub dem grundigt. Skær de større kartofler i halve og kvarte. Kog kartoflerne i saltet vand.
- Korianderpesto: Pil hvidløgsfeddene. Blend alle ingredienser sammen. Stil til side.
- Bræk den nederste del af aspargesene. Kog aspargesene i saltet vand 2-3 minutter. Hæld vandet fra, og køl dem af.
- Pil løgene, og snit dem fint. Skræl agurkerne let, del dem , og skrab kernerne ud. Skær dem i skiver. Skrub radiserne, og snit dem fint. Skrub bederne, og snit dem fint, gerne på et mandolinjern.
- Anret kartofler og grøntsager på et stort fad. Stænk pestoen over, og vend let. Strø til sidst brøndkarse ud over.
- Træk kyllingestykkerne på træspyd, som har trukket i vand, eller på stålspyd. Grill dem, til de er gyldne og gennemstegte. Og servér så den kolde kartoffelsalat med de lune kyllingespyd.
Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 24. juni 2021.