Gratin
Et fad fyldt med sundhed. © Per Ranung

Kartoffelgratin med laks, sennep og dild

En meget nordisk ret, som lægger en fabelagtig bund på de fleste dage. Og uden at tynge hverken mave eller kaloriebudget. Det er da ikk' så ringe endda.

14. juni 2022 af Cecilia Lundin

Koger du kartoflerne på forhånd, er gratinen hurtigt færdig og behøver knap så meget fløde. Gravad laks er tilberedt og skal blot varmes.


Tid: 30 min.
Til: 4 personer

Næringsindhold pr. portion:
Ca. 520 kcal pr. portion,
21 g fedt, 26 g protein, 52 g kulhydrater


Det skal du bruge: 

1 kilo store kartofler 

300 g gravad laks

1 løg

1 krukke dild

2 dl madlavningsfløde

2 spsk dijonsennep, gerne grov

1 fennikel (250 g)

300 g små tomater, gerne i flere farver 

rapsolie

salt

friskskværnet sort peber

Sådan gør du:

1. Tænd ovnen på 250 grader. Skræl kartof­lerne, og pil løget. Skær det hele i tynde skiver, og kog det i letsaltet vand ca. 5 minutter, til skiverne er let møre. Dryp af.

2. Hak dilden, men gem et par kviste til pynt. Bland fløde med dild, sennep, salt og peber. Læg kartofler og løg i et ovnfast fad, og hæld fløden over. Bag midt i ovnen ca. 15 minutter.

3. Striml laksen. Skyl fennikel, og skær den i mindre stykker.

4. Steg fennikelstykkerne i 1 spsk olie, til de er let bløde. Bland laksen i, og smag til med salt og peber.

5. Tag fadet ud af ovnen, og drys laks­ og fennikelblandingen over. Pynt med de sidste kviste dild, og servér tomaterne til.

Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide