Boller i karry

Boller i karry – asian style

Hvem elsker ikke boller i karry? Det er en hurtig og populær ret, som vi her har lavet i en variant, der smager skønt af Østen. Det gør den særligt velegnet til gæster, der dumper ind på en hverdag.

28. februar 2013 af Opskrift: Lone Kjær

Til 4 personer.


Boller:
    1 lille løg
    400 g magert hakket kalv og flæsk
    2 spsk. sojasauce
    2 tsk. grøn karrypasta (rød kan også bruges)
    2 spsk. hvedemel
    1 æg
 
Karry:
    1 l hønsebouillon til kogning af kødboller
    1 løg
    200 g frisk spinat
    1 spsk. raps- eller olivenolie
    2 tsk. god stærk karry
    2 spsk. hvedemel
    1 dåse kokosmælk
    Salt og peber

Tilbehør:
    200 g friske grønne bønner
    1 bundt forårsløg
    3 dl basmatiris (240 g)
    1 potte thai-basilikum eller frisk koriander
    2 spsk. cashewnødder

FREMGANGSMÅDE
Hak løget, og rør det i kødet sammen med sojasauce, karrypasta, hvedemel og æg. Lad farsen hvile i køleskabet cirka 30 minutter.

Form farsen til kødboller, og kog dem ved svag varme i bouillonen i 6-8 min. Når bollerne ligger i vandoverfladen, er de færdige. Tag kødbollerne op, og hold dem varme, efterhånden som de er kogte. Si bouillonen, og gem 3 dl til saucen.
Skær løget i tynde både. Skyl og afdryp spinaten. Snit forårsløg, og nip bønnerne.
Varm olien i en gryde, og svits karry og løg heri. Når løgene er bløde, drysses mel over. Vend godt rundt, indtil melet er opsuget. Spæd til med kokosmælk og derefter med bouillon, til du får den rette konsistens. Kog saucen i 3 min. Tilsæt spinat, og lad den falde sammen. Smag til med salt og peber. Tilsæt kødboller, og varm godt igennem.
Kog basmatiris som angivet på emballagen, og damp bønnerne. Servér retten med ris, thai-basilikum, drys af forårs­løg, cashew­nødder og bønner.

Seneste

Måske er du interesseret i...