Havregrød med chiafrø, blåbær og ristede valnødder
INGREDIENSER
- 50 g havregryn, quinoa-, byg- eller rugflager
- 1 dl vand
- 1 1⁄2 dl minimælk
- havsalt
- 1 spsk chiafrø
- 7 halve valnøddekerner*
- en håndfuld blåbær, alternativt andre bær
* en halv valnøddekerne er det halve af indholdet i en hel valnød.
FREMGANGSMÅDE
Kom gryn eller flager i en gryde med vand og mælk. Kog op, og lad grøden simre for svag varme og tykne under omrøring. Kom et nip salt ved. Tag grøden af varmen, rør chiafrø i, og læg låg på et minut.
Rist valnødderne let på en pande og fordel dem på grøden sammen med bær.
Blå bær eller blåbær?
Blåbær er ikke altid blåbær. Det kan være heidelbær, mosebøllebær eller amerikanske blåbær. Det er en jungle. Men køb de bær, der har været kortest undervejs. Find en dansk blåbærplantage i sæsonen, hvor der er selvpluk, og fyld fryseren. Blå bær er: blåbær, alle typer – brombær, blå druer, solbær og hyldebær. De to sidstnævnte kræver dog en del sødme tilsat.
Opskriften er fra “Den store antiinflammatoriske kostguide” af Anne Larsen og Martin Kreutzer, Muusmann' Forlag, 189,95 kroner hos Saxo.com.
