Opskriften giver til: 4-6 portionstærter eller en stor tærte i en form på ca. 22 cm i diameter.
De små tærter er sprøde og smager fantastisk. Tærtedejen kan med fordel laves dagen før, men husk at tage den ud af køleskabet i god tid, før den skal rulles ud. Vi bruger små forme til tærterne, men du kan sagtens lave en stor tærte i en almindelig tærteform.
Ingredienser
Mørdej:
- 120 g hvedemel
- 60 g groft speltmel
- 1/2 tsk. salt
- 100 g smør
- 2 spsk. koldt vand
Fyld:
- 1 kugle mozzarella
- 100 g frisk babyspinat
- 4-6 tomater
- 4 kviste frisk rosmarin
- lidt ekstra jomfruolivenolie
- salt og peber
- eventuelt pinjekerner
Fremgangsmåde
- Bland hvedemel, speltmel og salt sammen. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med koldt vand.
- Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile cirka 30 minutter i køleskabet.
- Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Udstik dejen, så den passer til de forme, du har, eller så den passer til en stor tærteform. Fordel den i smurte forme.
- Skær mozzarella i skiver. Skyl og slyng spinaten fri for vand. Skær tomater i både, og hak rosmarinen fint.
- Fordel mozzarella, spinat, tomat, rosmarin og eventuelt pinjekerner på tærtebundene. Dryp lidt olivenolie over, og krydr med salt og peber. Bag tærterne i midten af en forvarmet ovn ved 200 grader i cirka 20 minutter.
Tip!
Skal det gå rigtig stærkt, kan du købe butterdej i stedet. Så skal tærterne bage ca. 30 min.