Smuk og smagsstærk ret, der tilbereder sig selv over et døgns tid.
Til: 6-8 buffetportioner
Du skal bruge:
420 g sildefileter, gerne fra din fiskemand
Lage:
- 3 dl vand
- 2 dl sukker
- 1 dl eddike
- 10 sorte peberkorn
- 5 hvide peberkorn
- 2 laurbærblad
- 3 hele kryddernelliker
Fyld:
- 1⁄2 rød chili
- 1⁄2 porre, brug også toppen
- 1 gulerod
- 1 lille gul bede
- 1 rødløg
- 2 spsk grovhakket dild + dildkviste til pynt
Sådan gør du:
1. Lage: Bland alle ingredienserne til lagen i en gryde, og kog den op. Og køl den dernæst af.2. Fyld: Udkern chilien, og hak den. Rens porren, og snit den tyndt. Skræl guleroden, og skær den i skiver. Skræl den gule bede, og snit den meget tyndt, gerne på et mandolinjern. Pil løget, og skær det i skiver.
3. Skyl sildefileterne, og lad dem dryppe af. Skær dem i små bidder af ca. 1 centimeters bredde.
4. Læg alt fyldet og alle sildebidderne i lag i et sylteglas, og hæld den afkølede lage over. Stil på køl mindst 1 døgn, og pynt med et par dildkviste, inden du bærer glasset til bordet.
Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv i april 2022.

Det ser jo simpelthen så pænt ud, med stykker af sølvsild, der svømmer rundt i urter og farver.© Anders Norrsell