Rå oksefilet med knas, friterede løgringe og dijonmayonnaise
Når det gerne må være lidt råt og sprødt. © Helén Pe

Rå oksefilet med knas, friterede løgringe og dijonmayonnaise

Servér oksefilet carpaccio-style på smørstegt toast med nyfriterede løgringe, så smager det næsten af Paris. Voila!

25. september 2020 af Cecilia Lundin

Må den gode, gamle pariserbøf gerne blive ny, så udskift æggeblomme med dijonmayonnaise og de rå løg med friterede løgringe.

Tid: 20 min.

Opskriften giver til: 2 personer

Du skal bruge

  • 2 oksefiletbøffer a 100 g
  • 2 skiver lyst sandwichbrød
  • 1 spsk smør
  • 1/2 tsk flagesalt
  • en smule friskkværnet sort peber
  • 50 g rød kaviar
  • 25 g feldsalat

Friterede løgringe:

  • 1 lille rødløg
  • 1 dl hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • en smule salt
  • 3/4 dl vand
  • 3 dl rapsolie

Dijonmayonnaise:

  • 1 dl mayonnaise
  • 1 spsk dijonsennep

Sådan gør du

  1. Dijonmayonnaise: Bland mayonnaise og sennep.
  2. Friterede løgringe: Pil løget, og skær det i tynde ringe. Miks mel, bagepulver og salt. Tilsæt vand, pisk dejen glat, og læg løgringene ned i.
  3. Læg bøfferne mellem to stykker husholdningsfilm. Bank dem ud med bunden af en kasserolle, til de kun er 2 millimeter tykke.
  4. Skær skorperne af brødet, og steg brødet i smør, til det er sprødt. Portionsanret brødet på to tallerkener, og læg kødet ovenpå. Drys med salt og peber, og sprøjt kaviar og dijonmayonnaise ud i små toppe.
  5. Varm olien op til 180 grader. Fritér løgringene ad flere gange, til de har taget farve. Tag dem op med en hulske, lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle, og garnér kødet med dem og feldsalat.

Hvad drikker du bedst til retten? 

En lys lagerøl, med eller uden alkohol, er det rigtige valg til råt oksekød med knas.

Med alkohol:

  • Hancocks Høkerbajer er blød og rund i smagen til 8 kr. for 33 cl.
  • Svaneke Aloha Pilsner har et mere eksotisk strejf til 25 kr. for 50 cl.

Alkoholfri:

  • Carlsberg Nordic alkoholfri pilsner er let og luftig med pilsnersmag uden promiller til 8 kr. for 33 cl.

Opskriften er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. august 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide