Bruschetta med stegte svampe og mozzarella
Til 4 personer
De sprøde brød er så lækre, at de sikkert forsvinder i en fart. Servér brødene som forret eller appetitvækker før en god middag eller som frokostret med en grøn salat.
INGREDIENSER
- 500 g svampe, fx karljohan, østershatte, bøgehatte eller shiitake
- 1 rødløg
- 1 spsk. olivenolie
- 2 fed hvidløg
- ½ tsk. salt
- 1 dl tør hvidvin eller sherry
- 1 tsk. dijonsennep
- friskkværnet peber
- 1 håndfuld bredbladet persille
- revet skal af 1 økologisk citron
- 1 kugle mozzarella (125 g)
- 4 skiver brød
- lidt olivenolie
FREMGANGSMÅDE
Rens svampene, og skær dem eventuelt i mindre stykker. Skær løget i tynde skiver.
Varm olien på en slip let-pande, og rist svampe og løg et par minutter ved høj varme. Tilsæt presset hvidløg, salt og hvidvin. Lad vinen fordampe. Tilsæt dijonsennep, og kog op. Smag til med peber.
Skyl og hak persillen. Vend persillen med svampe, og drys citronskal over.
Tænd ovnen på 200 grader. Skær mozzarellaen i skiver, og fordel den på brødet. Rist brødene i ovnen i ca. 5 minutter, til osten er smeltet.
Top brødene med svampe, dryp lidt olivenolie over, og servér, mens brødene er lune.
Tip! I stedet for bredbladet persille kan du bruge almindelig kruspersille, frisk timian eller frisk rosmarin.
Hold dig opdateret - tilmeld dig Magasinetliv.dk's nyhedsbrev her!