
Frisk og fristende sommerdrik med te og hyldeblomst
Iskold te med hyldeblomst er perfekt som velkomstdrink og måske et jordbær i den anden hånd ...
Bryg din egen alkoholfri champagne fyldt med sunde antioxidanter. Vi har fået dette bud på en ny sommerklassiker fra det velrenommerede te-hus A.C. Perch's Thehandel.
Drikken er lavet på Darjeeling-te, som også kaldes teens champagne på grund af den eksklusive smag, der kan beskrives som let, fyldig og sød.
Du skal bruge:
- 10 tsk Darjeeling first flush
- 1 liter vand
- 0,5 - 1 dl koncentreret økologisk hyldeblomstsaft
- Evt. rørsukker, hvis drikken skal være sødere. I så fald tilsættes rørsukkeret, mens teen trækker.
Sådan gør du:
1. Vandet bringes i kog og hældes over thebladene.
2. Lad teen trække i 7 minutter.
3. Hyldeblomstsaften tilsættes, og der røres rundt.
4. Teen chok-nedkøles direkte over masser af isterninger.
5. Hældes i smukke champagneglas og serveres på en varm sommerdag.
Perfekt som velkomstdrink, der både kan nydes af børn og voksne.

Rosa mocktail med rødbedejuice og ingefær
En mocktail er en drink, der efteraber en cocktail. Som smager lige så godt, men er uden alkohol. Og denne er både frisk, sød og sprudlende! Du kan også servere den med anden tonic.
Tid: 5 min.
Til: 2 glas
Du skal bruge:
- 1 dl vand
- 0,5 dl strøsukker
- 5 cm fintskivet ingefær
- 1 dl rødbedejuice med citron og/eller æble
- 2 spsk friskpresset citron
- Isterninger
- 2,5 dl tonic med rosensmag, fx Fentimans Rose Lemonade
- Usprøjtede rosenblade
Sådan gør du:
- Kog en sukkerlage med vand, sukker og ingefær. Lad lagen stå ca. 10 minutter og køle af. Si derefter ingefæren fra.
- Bland rødbedejuice og citronsaft med lagen. Fyld glassene med is. Hæld lagen over, så glasset er ca. halvt fyldt. Og fyld så op med tonic

Jordbærlemonade med vanilje
Tid: 15 min. + 30 min. trækketid
Til: 1 liter
Du skal bruge:
- 500 g friske jordbær
- 5 dl vand
- 2 dl sukker
- 0,5 vaniljestang
- 3-4 citroner
Sådan gør du:
1. Nip jordbærrene, og læg dem i en skål, der kan tåle varme. Hæld vand og sukker i en gryde. Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Tilsæt både vaniljekorn og stang til blandingen i gryden. Lad blandingen simre, til sukkeret er opløst.
2. Hæld sukkerlagen over jordbærrene, og lad dem trække ca. 30 minutter.
3. Fjern vaniljestangen, og mos forsigtigt jordbærrene mod skålens sider. Si saften gennem en finmasket si, og lad den dryppe af. Afkøl. Pres citronerne.
4. Rør jordbærsaft og citronsaft sammen, og fortynd med vand til den ønskede styrke. Hæld på høje, kølige glas, og servér med jordbærstykker, citronskiver og masser af isterninger. Skål! Og ahhh ...

Mocktail med sukkerærter, ingefær og citron
Tid: 10 min.
Til: 2 drinks
10 sukkerærter
2 dl vand
2 spsk citronsaft
½ dl citron- og ingefærshot, for eksempel
fra Naturfrisk
2-3 dl tonic
isterninger

Frisk lemonade med agurk, lime og mynte
Den friske lemonade køler dejligt på en varm dag.
Tid: 10 min. + 15 min. trækketid
Til: 1,5 liter
Du skal bruge:
- 1 agurk
- 1 stængel citrongræs
- 1,5 dl frisk mynte
- 1 dl presset citronsaft
- 1 dl presset limesaft
- 1 dl flydende honning
- 5 dl vand
- 4-5 dl danskvand, evt. med citrus
Sådan gør du:
- Skær agurken i mindre stykker. Hak citrongræsstænglen. Kom det hele – agurk, citrongræs og mynte – i en blender, og tilsæt citronsaft, honning og vand.
- Blend ingredienserne, og lad blandingen trække 15 minutter, så smagene kommer frem.
- Si lemonaden gennem en finmasket si, og hæld den på flasker. Gerne portionsflasker.
- Top lemonaden med danskvand ved servering, så også boblerne får det til at kilde i ganen.
Tip!
Skal I have lemonaden med på tur? Hæld lemonaden på små flasker – en til hver – og top først op med danskvand, når I kommer frem.

Boblende jordbærbowle
Sommerens bedste bær forenes med mousserende bobler i denne svalende drink, som både kan laves med og uden alkohol.
Denne svalende drink kan sagtens forberedes nogle timer i forvejen. Bland alle ingredienserne, med undtagelse af den mousserende vin, og stil blandingen på køl. Og tilsæt så boblerne, når gæsterne ankommer.
Tid: 15 min. + 30 min. tøtid
Til: 8-10 personer
Du skal bruge:
- 500 g frosne jordbær
- 4 spsk sukkerlage, se opskrift
- 2 dl tranebærsjuice
- 2 spsk friskpresset limesaft
- 2 flasker mousserende vin eller danskvand
Sukkerlage:
- 1 dl sukker
- 1 dl vand
Tilbehør:
- Friske bær, for eksempel hindbær, brombær og blåbær
- Friske mynteblade
- Isterninger
Sådan gør du:
- Sukkerlage: Kog sukker og vand i en gryde, til sukkeret er opløst. Køl af.
- Lad jordbærrene tø op 30 minutter. Blend jordbær, sukkerlage, tranebærjuice og limesaft. Hæld saften på en kande eller i en bowle. Kort før servering hælder du den mousserende vin i og blander ganske forsigtigt. Top med friske bær og isterninger, og stil på bordet, eller hæld op.
- Foretrækker du en alkoholfri, børnevenlig jordbærdrink, så erstat vinen med alkoholfri vin eller danskvand.

Skøn, hjemmelavet rabarberlemonade
Det bugner med rabarber lige nu, så vi iler med en opskrift på en smuk, sød rabarberlemonade. Gå efter de røde rabarber, så får du den smukkeste saft.
Tid: 10 min. + 10 min. + køletid.
Til: 1 liter
Du skal bruge:
- 250 g rabarber, gerne så røde som muligt
- 5 dl + 5 dl vand
- 1 dl sukker
- 0,75 dl citronsaft
- Isterninger
- Myntekviste
Sådan gør du:
1. Rens rabarberstilkene, og skær dem i mindre stykker. Kog dem 10 minutter med vand og sukker.
2. Si saften, køl den af.
3. Fortynd saften med 5 dl vand, og tilsæt citronsaft. Servér med isterninger, og pynt med myntekviste.