Syltetøj og syltepærer
Hvad er du til? Pærer eller blommer? Vi tror begge dele. © Aina C. Hole

Sylt sommerens smage – karamelpærer og blommesyltetøj i bradepande

Der er ikke noget bedre end at åbne et glas sommer på en grå eller sort dag. Men det kræver, at du forbereder det. Så høst eller hent frugterne, og sylt de søde sommersmage.

21. september 2022 af Marianne Pfeffer Gjengedal

KARAMELPÆRER

Pærerne er vidunderlige med lidt va­niljeis eller en klat creme fraiche til.


Tid: 45 min. 

Til: ca. 2 liter


Du skal bruge: 

340 g sukker 

1 dl vand

1,5 kg pærer 

1 liter vand

2 vaniljestænger


Sådan gør du:

1. Tænd ovnen på 100 grader. Sterilisér de godt rengjorte sylteglass i den varme ovn 10 minutter.

2. Smelt sukker og 1 dl vand i en gryde ved svag varme. Rør rundt hele tiden. Skru op for blusset, og kog blandingen til en gylden karamel. Tilsæt en liter vand lidt ad gangen, og kog, til karamellen er helt opløst.

3. Flæk vaniljestængerne på langs, og skrab vaniljekornene ud. Tilsæt vanilje­stænger og ­korn til sukkerblandingen. Skræl pærerne, og halvér dem på langs. Fjern kernehus, og lad de halve pærer simre i karamellen, til de er møre.

4. Hæld pærer og lage på de varme glas. Stik vaniljestængerne ned i nogle af dem, og luk lågene tæt. Opbevares mørkt.

Syltetøj og syltepærer
Gode at have til en dessert, som også godt må have noget fasthed. © Aina C. Hole

BLOMMESYLTETØJ

Blommer indeholder meget vand og lidt pektin, hvilket gør det muligt at tilbe­rede blommesyltetøj i ovnen. De store bradepander speeder fordampningen op, uden at frugten klasker sammen, som den gør ved kogning. Brug de blommer, du har adgang til, og variér syltetøjet ved at tilsætte rom, valnødder eller vaniljestænger. 

Får du skabt vakuum i glasset, har syltetøjet en holdbarhed på et par år.


Tid: 1 time
Til: ca. 2 liter syltetøj


Du skal bruge: 

2 kg blommer

200 g mørkt sukker 

800 g sukker

1 kanelstang

1⁄2 stjerneanis


Sådan gør du:

1. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. 

2. Del blommerne i to, og fjern stene­ne. Læg blommerne i en dyb brade­pande, og vend dem med sukker og krydderier. Vend blandingen forsigtigt undervejs. Bag blommerne, til de er møre, og saften tyk. Tag bradepanden ud, og stil den til side.

3. Sænk temperaturen til 100 grader.

4. Vask sylteglas og lågene rene, og steri­lisér dem i ovnen mindst 10 minutter. Stil blommesyltetøjet tilbage i ovnen, og varm det op. Hæld det varme sylte­tøj på de varme glas, tør kanten af med en ren klud, og skru lågene godt på. Husk, at låg med gummiring skal have ny ring hvert år. Er låget af metal, vil der lyde et klik, når vakuum opstår under nedkøling.

Opskrifterne er tidligere bragt i Magasinet Liv i september 2022. 

Syltetøj og syltepærer
Blommer i fad? Nej, blommesyltetøj lavet i bradepande, fordi det speeder fordampningen op. © Aina C. Hole

Du vil (garanteret) også kunne lide