20 min.
Til 4 personer
Brug grillens eftervarme til en nem dessert med sommerens frugt.
INGREDIENSER
- 2 pasteuriserede æggeblommer
- 1 stang vanilje
- 2 spsk flormelis
- 2 dl piskefløde
- 4 modne ferskner
- 200 g friske hindbær
FREMGANGSMÅDE
Flæk vaniljestangen, og skrab vaniljekornene ud. Pisk æggeblommer, flormelis og vaniljekorn hvidt og luftigt. Pisk fløde til en tyk skum, og vend flødeskum med æggesnaps til en råcreme.
Halvér fersknerne, og grill dem med skærefladen nedad ca. 2 min. Vend ferskner med friske hindbær, og servér med råcreme.
Tip! Desserten kan også tilberedes med nektariner eller blommer.
For den komplette grillaften anbefaler Magasinet Livs madredaktør, Lone Kjær, at du også laver hendes ratatouillesalat, oksesticks med myntecreme, spidskålsslaw og kyllingesticks med peanutdip.