Peanutbar fra Meyers
Sød, knasende og lidt syndig! © Meyers

Meyers peanutbar med sødt, knasende fyld og chokoladeovertræk

Må vi præsentere dig for luksusudgaven af den klassiske Snickers med knasende, sødt fyld af peanuts – overtrukket med mælkechokolade!

14. januar 2020 af Meyers

Opskriften giver til 20 stk. peanutbarer. 

Ingredienser

Bund:

  • 240 g smør
  • 160 g flormelis
  • 60 g mandelmel (eller fintblendede smuttede mandler)
  • 2 mellemstore æg
  • ½ vaniljestang
  • 470 g hvedemel
  • 1 tsk fint salt

Peanutfyld:

  • 150 g honning
  • 100 g kokosfedt
  • 60 g smør
  • 600 g salte peanuts

Overtræk: 

  • 300 g mælkechokolade

Sådan gør du 

Bund:

Kom smør, flormelis, mandelmel, æg, vaniljekorn og 120 g af hvedemelet i en røreskål og mix det sammen med hænderne – hvis du har en røremaskine eller en elpisker med dejkroge, kan de også bruges, men pas på ikke at piske eller overarbejde dejen.

Tilsæt de resterende 350 g hvedemel og salt, når den første blanding er ensartet. Bland tingene hurtigt, men grundigt, sammen. 

Lad dejen hvile i køleskabet ca. en time.

Rul mørdejen ned på 4 mm tykkelse på et stykke bagepapir, og læg bunden på en bageplade. 

Prik dejen godt med en gaffel og bag den gyldenbrun i ovnen ved 180° til den er færdig.

Peanutfyld: 

Kom honning og kokosfedt i en skål. Smelt smørret og hæld det ud over blandingen. Hak de saltede peanuts og kom dem i blandingen (gem en smule til pynt).

Hæld hele herligheden på den bagte mørdej og lad det køle af til stuetemperatur.

Skær bunden ud i 20 aflange barer.

Overtræk:

Smelt mælkechokoladen over et vandbad, og dyp så hver bar heri. Drys med hakkede, saltede peanuts.

Tip!

Mørdejen er en klassisk mørdej, som kan bruges til eksempelvis frugt- og nøddetærter. Hvis du har mørdej tilovers, kan den gemmes og fryses. Så kan den bruges til peanutbarer såvel som tærter.

Opskriftskilde: Meyers.dk

Seneste

Måske er du interesseret i...