Chokoladecrêpes med chokoladesauce og friske bær
© iStock

Lækre og nemme chokoladecrêpes med chokoladesauce og friske bær

Chokolade vinder gang på gang, og disse lækre chokoladecrêpes får i den grad vores mund til at løbe i vand

5. november 2017 af Redaktionen

Dine gæster bliver med garanti ellevilde, når du serverer disse lækre chokoladecrêpes for dem. Og udover at de smager og ser godt ud, så er de faktisk også rigtig nemme at lave.

Pandekagerne kan laves i forvejen, så du blot skal piske den ultranemme chokoladesauce og flødeskum sammen før servering. 

Chokoladecrêpes med chokoladesauce og friske bær

6-8 personer

30 minutter + 1 time på køl

INGREDIENSER

  • 1 1⁄4 dl hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk vaniljesukker
  • 1⁄2 tsk salt
  • 1 3⁄4 dl mørkt kakaopulver 
  • 3 dl mælk
  • 2 æg
  • 25 g smør 

Chokoladesauce

  • 1 dl mørkt kakao­ pulver
  • 2 dl sukker
  • 3 dl vand

Tilbehør

  • Letpisket flødeskum eller vaniljeis
  • 300 g friske bær (eksempelvis hindbær, brombær, blåbær)

Pynt

  • Eventuelt 1⁄2 spsk frysetørret hindbær 

FREMGANGSMÅDE

Crêpes: Bland alle de tørre ingredienser i en stor skål. Pisk halvdelen af mælken i, til dejen er glat. Tilsæt resten af mælken og æggene, og pisk igen. Lad dejen hvile på køl en time, så bliver den nemmere at bage.

Bag cirka 1⁄2 dl af pandekagedejen ad gangen i smør på en god stegepande, cirka 2 minutter på hver side. 

Chokoladesauce: Pisk de tre ingredienser sammen i en tykbundet gryde. Bring i kog, og lad saucen simre 5-10 minutter, mens du pisker.

Servér dine crêpes med flødeskum eller vaniljeis, chokoladesauce, friske bær og hindbærdrys. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 59.

Du vil (garanteret) også kunne lide