Hånden på hjertet: Findes der noget, der fungerer bedre end en lun, svampet, intens chokoladekage? Det skulle da lige være, hvis der er smidt et skvæt cognac i og vaniljeis til ... Vi kan kun sige: Prøv den!
Chokoladekage med cognac
Til: 1 kage
Tilberedningstid: 20 min + cirka 1 time bagetid
Ingredienser
- Smør og sukker til formen
- 1 1⁄2 dl sødmælk
- 150 g mørk chokolade
- 325 g blødt smør
- 475 g flormelis
- Et nip flagesalt
- Korn af 1 vaniljestang
- 6 æg
- 425 g mel
- 2 tsk bagepulver
- 60 g kakaopulver
- 100 g hakket hvid chokolade
- 4 spsk cognac
Sådan gør du
Forvarm ovnen til 180 grader. Beklæd en springform med et stykke bagepapir. Smør siderne med smør, og drys med sukker. Hæld det overskydende sukker fra, og stil formen til side.
Varm mælken op i en lille gryde, og fjern derefter gryden fra varmen. Hak den mørke chokolade fint, og kom den i mælken. Brug en gummidejskraber, og rør blandingen ensartet.
Kom smør, flormelis, salt og vaniljekorn. i en røreskål med et piskeris. Pisk blandingen luftig, og kom æggene i et ad gangen. Tilsæt chokolade-mælke-blandingen.
Sigt mel, bagepulver og kakaopulver sammen. Sigt det endnu en gang i dejen. Tilsæt hakket hvid chokolade og cognac.
Fordel dejen i formen. Sæt kagen midt i ovnen, og lad den bage ca. 8 min. Skru ned for temperaturen til 150 grader, og lad kagen bage ca. 1 time. Den skal stadig være blød i midten.
Afkøl kagen på en rist, og spis den lun eventuelt med kold flødeskum eller vaniljeis til. Mmm – siger vi bare!