Kvinde sidder i biograf
© Getty Images

Tag veninden under armen: 3 biograffilm I skal se

Efteråret er lig med indendørshygge og biograftid. Så hiv fat i veninderne og tag ind og se én af disse film – eller dem allesammen!

6. oktober 2018 af Sara Ferreira
Book Club
Book Club © Apartment Story | June Pictures

Book Club

Med: Jane Fonda, Candice Bergen, Diane Keaton, Mary Steenburgen.

Instr.: Bill Holderman.

Handling: Diane har mistet sin mand, Vivian er en bad ass-forretningskvinde, Sharon er en succesfuld dommer, der aldrig rigtig er kommet sig over sin skilsmisse, og Carol er lidt kedeligt gift. Sammen har de en bogklub, og da de går i gang med den erotiske Fifty Shades of Grey, sætter det skub i tingene. Vivian får udfordret sin enspænder-livsstil af en gammel flamme. Sharon dater Tinderstyle. Carol smugler lidt Viagra i sin mand, mens Diane flirter med en charmerende pilot, selv om hendes døtre behandler hende, som om hun har det ene ben i graven. Hver især skal de finde sig til rette i deres 60+ liv. 

Magasinet Liv mener: Rollelisten er imponerende, men de seje kvinder drukner desværre lidt i klichéer og ufarligheder. 

Til dig, der … er vild med women power og kærlighedshistorier i alle afskygninger!

Magasinet Liv giver filmen 3 ud af 6 stjerner!

Dommerens Valg
Dommerens Valg © Toledo Productions | BBC Films | FilmNation Entertainment

Dommerens Valg

Med: Emma Thompson, Stanley Tucci. 

Instr.: Richard Eyre.

Handling: Højesteretsdommer Fiona Maye brænder for sit fag, hvor hensynet til børnene altid vejer tungest. Men hvad gør hun i sagen om de siamesiske tvillinger, hvor kun den ene kan overleve en operation? Eller i sagen om det unge Jehovas Vidne, Adam, der ikke vil modtage en livsnødvendig blodtransfusion? Maye vælger at besøge Adam for at vurdere, om det er et valg, han selv har truffet. Mødet med den intense og karismatiske unge mand bliver skæbnesvangert, for det skaber en forbindelse mellem de to, som de begge har svært ved at tackle. Og som konfronterer Maye med hendes egne livsvalg. 

Magasinet Liv mener: Emma Thompson er eminent som den samvittighedsfulde dommer, der kæmper med at forene lovens logik med det levede liv. 

Til dig, der … dvæler ved film, der beskæftiger sig med etiske og personlige dilemmaer. 

Magasinet Liv giver filmen 4 ud af 6 stjerner!

Whitney
Whitney © Lisa Erspamer Entertainment | Lightbox | Altitude Film Entertainment

Whitney

Med: Whitney Houston, Bobby Brown, Kevin Costner. 

Instr.: Kevin Macdonald. 

Handling: Da Whitney Houston blev fundet død i et badekar i 2012, som kun 48-årig, var det kulminationen på et liv, der var kørt af sporet. Et liv med stofmisbrug og en berømmelse så gigantisk, at den nærmest fortærede hende. Hendes stormfulde forhold til sangeren Bobby Brown og sagsanlæg fra hendes egen far gjorde det ikke nemmere. Men dæmonerne havde endnu dybere rødder. Hendes image som en pæn, kristen, afroamerikansk kvinde stemte ikke helt overens med opvæksten, hvor forældrene var strenge, men hvor Whitney havde en vild ungdom med skjulte udskejelser og stoffer. Og måske også overgreb. Men hendes talent var indiskutabelt, og filmen indfanger både det tragiske og det guddommelige. 

Magasinet Liv mener: Vi kommer aldrig til at kende hele sandheden, men instruktøren tilføjer respektfuldt flere lag til fortællingen om et ualmindeligt menneske. 

Til dig, der … også har skrålet Saving All My Love For You ned i en hårbørste. Og som synes, at verden er et fattigere sted uden Whitney, Prince, Michael Jackson og George Michael

Magasinet Liv giver filmen 5 ud af 6 stjerner!


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.

Måske er du interesseret i ...

Seneste