Et par er ude og cykle
© iStock

Din liste til fede 40+ kulturoplevelser i det danske sommerland

Vi holder fingeren på kulturpulsen og guider dig til 4 fede 40+ oplevelser, du kan plotte ind på ‘mig-tid’-pladserne i din kalender!

31. juli 2018 af Louise Thorsted


Hvorfor ikke fortsætte feriefølelsen med badehotelsteater og fællesspisning? Og når nu vejret er så godt, hvorfor så ikke også se film ude i det? Eller lede efter kunstneriske kæmper i sommerlandskabet...? Vi guider dig til fede, kulturelle sommeroplevelser i det ganske danske land.

Halløj på badehotellet!

Fra 18. august til 1. september.

Nyder du selv at besøge badehoteller, men også at følge livet i et tv-serien Badehotellet, så skal du da også se teaterstykket Bellevue Badehotel – Den store åbning. En farce om dagene op til sæsonens start. Rammen er Bellevue Teatret på Strandvejen ved Klampenborg, og personalet spilles af blandt andre Troels Malling, Farshad Kholghi og Susanne Breuning. Er du heldig, inkluderer stykket åbning af taget over salen. Bellevue Teatret er nemlig beriget med noget så sjældent som et loft og et tag, der kan åbnes med direkte kig til himlen.

Bellevueteatret.dk

Nyd en film i det fri

Fra 31. juli til 18. august.

Når det nu (forhåbentlig) er for godt vejr til at sidde indenfor og se tv, så disker TV Zulu da bare op med film udenfor! Se Zulu Sommerbio i byerne: Aalborg, Aarhus, Vordingborg, København, Odense, Silkeborg, Herning, Kalundborg, Hvidovre, Sønderborg og Næstved. Medbring selv tæppe, popcorn, sodavand og en holde i hånden-ven.

Zulu.tv2.dk/sommerbio

Gå på opdagelse i kunsten

Til november 2018.

Kan du lide kunst, du kan gå på opdagelse i, vil du elske Kirstine Roepstorff, som især gør det i collager. I alle størrelser og af så forskellige materialer som tekstil, planter og beton. Hun repræsenterede sidste år Danmark ved den meget anerkendte Venedig-biennale. Og lige nu kan du se hendes soloudstilling Edicius og Lilith på Trapholt i Kolding.  

Trapholt.dk

Skal vi spise sammen?

Hele året.

Aarstiderne var først med måltidskasserne og leverer nu over hele landet, men hvor kommer maden egentlig fra, og hvem er folkene bag? Det kan du få svar på, hvis du tager ud og besøger en af Aarstidernes gårde, Barritskov i Midtjylland og Krogerup Avlsgård i Nordsjælland. Aarstiderne er også kommet til hovedstaden, nærmere bestemt Posthallen på Østerbro i København, hvor du kan spise brunch i weekenden eller indløse billet til deres populære fællesspisning.

Aarstiderne.com

Lær noget nyt

Til juni 2019.

Har du lyst til at lære nyt og mere, udvikle din kreative åre eller bare møde mennesker, så er det nu, aftenskolerne lokker med kurser om alt fra anti-inflammatorisk mad og yin-yoga til skriv din egen selvbiografi og handywoman. Det store overblik over efterårets aftenskolekurser kan du få på Aftenskole.nu, der dækker 22 kommuners i alt 5.989 hold.  

Aftenskole.nu

Kæmpe-oplevelse!

Hele året.

Kunster og designer Thomas Dambo kan få alt ud af intet. For eksempel har han, ud af lutter affaldstræ, skabt De seks glemte kæmper, som er spredt ud over Vestegnen på Sjælland. En i Hvidovre, Rødovre, Albertslund, Vallensbæk, Ishøj og Høje Taastrup. Hvor helt præcis skal du bruge vejledningen fra kunstnerens hjemmeside og en bil for at finde ud af og frem til. Kigger du godt efter, kan du også finde et par kæmper på afveje ved Aarhus. Det er ren magi og en skøn voksen skattejagt at tage på.

Thomasdambo.dk   

Kronprinsen i glas og ramme

Til den 2. september.

Du ved, at vores alle sammens Kronprins Frederik fyldte 50 år sidst i maj, men ved du også, at han i dagens anledning er blevet portrætteret på ny? Portrættet, udført af kunstneren Ralph Heimans, kan ses i royale rammer på Frederiksborg Slot i Hillerød til og med 2. september, hvor det vil være omgivet af et udvalg af Kronprins Frederiks personlige genstande. 

Dnm.dk

Månedens digitale

Hvem lægger ud? Hvad skylder jeg? Download appen WESHARE, og få dine rejse-veninder til at gøre det samme, og I behøver aldrig have den snak mere. For når I er ude sammen, tilføjer I hver især jeres indlæg, og til sidst regner WeShare ud for jer, hvem der skylder hvem hvad. Smart!

Måske er du interesseret i ...

Seneste