“Når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt huske de der sommeraftener efter spisetid, men før sengetid, hvor der var masser af børn ude, og vi spillede rundbold og rullede på rulleskøjter. Lige indtil der blev råbt: ‘Dorte, du skal op!’.” Fortæller Dorte på side 42 i det nyeste nummer af Magasinet Liv.
“Opgaven for mig er igen og igen at minde mig selv om, at det ikke nytter at tænke på de ting, jeg kunne have gjort anderledes.” Siger Maliina på side 43.
På side 44 siger Jenny: “Det at lytte til tekster, der talte ind i den følelse, jeg havde, var en hjælp.”
På side 40 siger Betina: “Jeg glæder mig til min fødselsdag. At have alle dem, der betyder mest for mig omkring mig, det bliver fedt!”
Og på side 41: “Jeg vil gerne lære mine børn, at der også er en værdi i at turde følge sin mavefornemmelse. Der er mange måder at nå frem til et mål på.” Ifølge Maria.
Og ifølge mig! For det er det, der er pointen med min opremsning i øst og vest. At den slet ikke er fra øst og vest, men tværtimod fra den absolut samme verden, udtrykt af fem forskellige kvinder, som jeg mødte en enkelt dag for to måneder siden.
Det eneste, de fem kvinder og jeg og redaktionen i udgangspunktet havde til fælles, var den dag. Liv Model-dagen, hvor de fem kvinder var vores vindere, og vores job var at forkæle dem.
Radio Rita?
Og mens alt det stod på, begyndte vi at dele historier. Nikke til børnehistorier. Male billeder. Dele minder. Grine af 80’er-minder!
For selv om vi ikke har fulgtes ad ad de samme villaveje, så viste vores villaveje sig ikke at være så forskellige endda. Hverken de tidlige eller de senere. Eller var de det, så var der noget andet, der lappede over. I en barndom på landet, i et liv på en ø, i en kærlighed til en hund, i en kærlighed til en far, i en skilsmisse, i ‘plejers’ klaustrofobi eller en hjemstavns tryghed.
For selv om man ikke har mødt hinanden før, kan man godt være hinandens. Åbenbart. Og det var og er simpelthen så forunderligt, er det, jeg prøver på at sige!
Bølgelængden blev bare med det samme til Radio Rita. Tænk, at du bare kan møde fem 40+ kvinder, og så har I det, der føles som hele verden, til fælles. Det er da magi! Så fra alle os til alle jer: Tak, Dorte, Maliina, Jenny, Betina og Maria.
Chefredaktør Lea Østergaard Andersen

Vil du læse i det nyeste Magasinet Liv?
Så skynd dig ned hos din nærmeste forhandler eller tilmeld dig som abonnent på Magasinet Liv! Netop nu får du et smart aktivitetsur, en Nordic Steamer, en Royal Copenhagen skål eller noget helt fjerde med i købet, når du tilmelder dig et abonnement på Magasinet Liv.
