Karen Greve har skrevet en Corona-dagbog
Karen Greve (47).© Thomas Dahl

Karen Greve: Min corona-dagbog

Da Danmark lukkede ned, gik Magasinet Livs journalist Karen Greve i gang med at skrive dagbog. Over de dage, vi alle skulle være hjemme – for hvordan ville de dage være? Her er, hvordan de var – med opture, nedture, løbeture, tudeture og andre følelsesmæssige svingture

14. juli 2020 af Karen Greve

Karen Greve (47)

  • er gift og mor til Karl Emil på 19, Frederik på 17 og Jonatan på 12 år.
  • er journalist på Magasinet Liv.

Uge 1

“Jeg har det, som om vi alle går rundt på dækket af Titanic med redningsvesten løseligt snøret og venter på, at vi igen kan få serveret te i salonen”

For mig skete der et eller andet på dag nummer tre. “Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand,” sagde statsminister Mette Frederiksen på dag nul, der begyndte som en almindelig onsdag og sluttede med et pressemøde, vi aldrig glemmer.

Jeg har mødt Mette Frederiksen for halvandet år siden til et interview, et lille år inden hun blev statsminister, og dengang gjorde hun bestemt indtryk som en alvorlig, målrettet kvinde.

Onsdag aften 11. marts lukkede hun så alle skoler, biblioteker, fritidstilbud, ja, det meste af det offentlige Danmark i foreløbig to uger fra mandag morgen og opfordrede privatansatte til at arbejde hjemme. 

Hun var alvorlig, myndig, empatisk, rolig. Hun virkede, som om hun var født til at stå der bag en hvid talerstol, se os alle sammen direkte i øjnene og opfordre os til at handle efter situationens alvor. Og jeg tænkte, at det er utroligt, så hurtigt hun er trådt i karakter. Tænk, at det bare er halvandet år siden, hun kun var måske?

Allerede næste dag var jeg i gang med en hverdag på hovedet. Jeg gjorde lidt som de fleste andre, så vidt jeg kunne se på Facebook og Instagram. Lagde en plan, der ikke rigtigt holdt, købte lidt ekstra ind, uden at hamstre, og fulgte dagen igennem med i dødstal og smittetal og deprimerende reportager fra Italien, hvor udmattede sygeplejersker brød grædende sammen under presset af syge mennesker.

Fra larm til stilhed

Jeg skammer mig over at skrive det, men hvis jeg skal være hudløst ærlig, så var en del af mig også fascineret de første dage. Det var så vildt. Verdenshistorie. Aldrig sket før. Det føltes overvældende, hvor markant alt kunne ændre sig så pludseligt. 

Det var ikke kun en statsminister, der fra den ene dag til den anden blev leder. Det var et helt samfund, der gik fra 100 til nul. Fra larm til stilhed. Fra mylder til tomhed.

Jeg gjorde, som jeg blev bedt om. Arbejdede hjemme fra dag et. Holdt mine tre sønner hjemme og gik i gang med at hjemmeskole den yngste.

De to ældste går i gymnasiet, der allerede fra dag to kørte fuldt virtuelt skema med tjek ind klokken 8.05, så de var beskæftiget. Jeg handlede moderat ind (iført handsker), aflyste en fødselsdag hos min venindes søn torsdag aften og alle mine weekendaftaler og skrev fredag aften til min far og hans kone, som var på golfferie, at de ifølge Udenrigsministeriet skulle se at komme hjem.

Og kunne herefter konstatere, at situationens alvor så ikke var nået så langt sydpå, da han svarede, at det passede fint med, at de kunne tage hjem som planlagt – og at vejret i øvrigt var dejligt, og at han vandt i golf. Efterfulgt af både en rødvins-emoji og en øl-emoji!

Karen Greves Corona-dagbog
Karen deler sine opture, nedture og andre svingture med dig i hendes Corona-dagbog.© Thomas Dahl

Synker vi nu?

Det var de første dage. De gik hurtigt med at indrette og tilpasse os situationen. Alene læsning af instrukser fra alle lærere i klassen og diverse ledere i virksomheden tog lidt tid.

Men efter to hektiske hverdage og en lang, kedelig lørdag med rengøring og overvågning af to 12-årige, som skulle spille basket udenfor uden at røre hinanden, krøb jeg om aftenen ind i sofahjørnet med min yngste søn og så en katastrofefilm.

Det var vi ikke alene om. Jeg har læst et sted, at epidemifilm som Outbreak fra 1995 og Contagion fra 2011 pludselig er tilbage på streamingtjenesternes top 10-lister. Måske fordi vi sådan ønsker, at Dustin Hoffmann kunne komme og redde os, eller at vi bare var immune som Matt Damon. 

I stedet for decideret at svælge i en epidemi valgte Jonatan og jeg nu Titanic, fordi han gerne vil have flere filmklassikere på sin bucket-liste.

Og nogenlunde samtidig med, at krydstogtskibet, som ikke kunne synke, knækkede over på midten og sank til bunds, så sank corona-situationen også langsomt ind hos mig. Jeg begyndte at forstå, hvad Mette Frederiksen i virkeligheden havde sagt.

Da Titanic rammer isbjerget, er dets skæbne beseglet, men folk går stadig rundt med drinks i salonen, orkesteret spiller, og oppe på første klasse, hvor man ikke er vant til at sætte livet på spil eller miste kontrollen, der går damer i lange kjoler og hatte kun modstræbende ud mod redningsbådene.

De første dage efter dag nul har for mig været lige så surrealistiske, som passagererne på Titanic må have opfattet situationen i begyndelsen. Og det tog et par dage, før jeg forstod det fulde omfang af “situationens alvor”. Men jeg forstår det nu. Det betyder, at verden aldrig bliver den samme igen.

Karen Greves Corona-dagbog
Hej fra hjemmekontoret i hjemmelooket! © Privatfoto

Uge 2 og 3

“Hvis jeg ser en til joke om toiletpapir eller Søren og Mette-bøger, går jeg op og lægger mig i det soveværelse, der p.t. også fungerer som kontor og fitnesscenter”

Jeg kan med det samme afsløre, at der er knap så meget My Heart Will Go On-patos i familien i slutningen af uge to. Mine vidtløftige tanker om liv og død, katastrofer og samfundskriser er trukket i baggrunden, i takt med at min hverdag er skrumpet ind til et hus med græsplæne omkring, som jeg deler med mand og tre børn. 

Vi er os fem. Dag og nat. Hver dag og hver nat. Hvordan er det så? Det sociale eksperiment, som psykologer allerede kalder det faktum, at vi er sendt hjem, og at al den struktur, vi normalt læner os op ad, er gået fløjten.

Her er det modsætningsfyldt. På én gang langsommeligt og ret stresset. Småt overskueligt og samtidig helt fragmenteret. Det sværeste er ikke at vide, hvad der venter forude. Flere restriktioner? En rød kurve? Er det her virkelig overstået til påske?

Jeg har flere spørgsmål end svar efter uge to og tre, og jeg har svært ved at skrive mine tanker ned, i en total mangel på struktur. Så nu laver jeg i stedet et par lister om mit personlige eksperiment. Det har andre skribenter jo tidligere været heldige med at gøre i dagbogsform. Så derfor:

Status: 

Hjemsendt journalist med grounded pilot og tre børn på firkantet parcel i Nordsjælland.

Alder: 

47 år.

Grå hår: 

Mange (og efterhånden ekstra synlige, eftersom frisør er lukket, og camouflerende striber dermed er udelukket).

Vægt: 

Opadgående efter trøsteslik og trøstevin på de fleste hverdage.

Ægteskaber:

1

Skilsmisser:

0 (men tilbragte en nat på sofaen efter meningsløst skænderi om skemalægning af hjemmegående hverdag for tre børn. Overstået med følgende spørgsmål fra mand klokken syv morgenen efter: “Er du sikker på, at det kun er min skyld det hele?” Det er det jo ikke så tit. Og så kan man lige så godt tage imod en kop kaffe. Og en Panodil mod ondt i ryggen).

Kunne ikke have gjort det uden:

  • Gin & Tonic og hvidvin.
  • Internet (forbindelse opgraderet).
  • Måltidskasser fra Aarstiderne.
  • Netflix og HBO.
  • Telefonsamtaler på cirka en time ad gangen med veninder (genoptaget efter i årevis kun at have sendt beskeder).

Ting, der tester tålmodigheden:

  • Aula (!!).
  • Online-undervisningsportaler, der ikke er gearet til login fra 700.000 folkeskoleelever på én gang.
  • Teenage-sønner, der træner i ens soveværelse lige inden sengetid og ikke dufter af liljer imens.
  • Naboens børn, der leger MGP på trampolinen en hel formiddag, mens man skal gennemføre telefoninterview med kendt skuespiller.
  • Når man for fjerde gang samme dag vasker et skærebræt med brødkrummer op, som nogle andre har efterladt i køkkenet.
  • Når ens tidsplan for arbejdsopgaver går i ged for syttende gang, fordi:

  1. Nogen skal have hjælp til matematik.
  2. Internettet (stadig) kører for langsomt.
  3. Man skal bruge noget, man har glemt på (det rigtige) kontoret.
  4. Man hele tiden skal se et pressemøde, der tager en time.
Karen Greves Corona-dagbog
Tid til husmorsysler i stor familie-mængder.© Privatfoto

Ting, jeg ikke havde set komme:

  • Løbeture i skoven motiveret af frygt for pressemøder, der varsler udgangsforbud. Nyt motto: Løb, mens du kan!
  • Den situation, hvor man i Brugsen står og glor ind i en bunke lokumsruller for ikke at komme for tæt på en anden kunde mellem reolerne.
  • Besøg af bedsteforældre på den royale måde (med vink fra altanen).
  • Jingle i radioen, der siger: “Her er sundhedsmyndighedernes retningslinjer for legeaftaler blandt børn”!

Comeback til:

  • Puslespil.
  • Morgensang.
  • Håndarbejde.
  • Gutterne på genbrugspladsen.

Tak til:

  • Jonatans engelsklærer, som gav følgende opgave i uge 2: Se et afsnit af en engelsk serie med engelske tekster slået til.
  • Vores båd, Ellie, som med en algebegroet bund har sørget for at holde rastløs pilotmand beskæftiget hele ugen med slibemaskine og bundmaling.
  • Dronning Margrethe, som vil have sine fødselsdagsblomster sendt ud til landets (andre) ældre.
  • Anders Matthesen, dagens video var indimellem dagens bedste øjeblik.

Fuldt stop til: 

  • Flagermus på et fødevaremarked.
  • Fødselsdage i corona-uger. Det var sgu en lidt shitty dag, da Frederik fyldte 17 år uden gæster og med to gaver, fordi resten ikke nåede frem.
Karen Greves Corona-dagbog
Løbetur motiveret af frygt for udgangsforbud. © Privatfoto

Vil forsøge:

  • At stoppe med at læse tallene på Coronasmitte.dk som det første, når jeg vågner.
  • At træde lidt ud af min egen navle i næste uge og finde tilbage til et større perspektiv end brødkrummer, Aula og generel kedsomhed.

Vil aldrig mere: 

  • Brokke mig over pendlertoget på kystbanen. Bare det at være i toget...
  • Sukke, når kaffemaskinen på arbejdet er i udu. Bare det at være på arbejdet...

Blødende hjerte over for: 

  • De syge.
  • Deres pårørende.
  • Dem, der passer på både syge og pårørende.
  • Alle, der mister deres job.
  • De ensomme og de ængstelige ældre.

Trods alt optur over:

  • Samfundssind.
  • Opfindsom hjælpsomhed.
  • Takeaway fra lokal restaurant.
  • Solskin, der bliver ved og ved.
  • Krokus i græsplænen.
  • At have to store drenge, som ikke må drikke øl med deres venner, gå til fodboldkamp eller træne, som de plejer, og som alligevel ikke har brokket sig overhovedet.
  • At have en lidt mindre søn, som hænger i med hjemmeskoling og desuden er blevet den løbemakker, jeg altid har manglet.
  • Og allermest: At have tre børn, som normalt har travlt med hver deres, men som nu er rykket tættere på hinanden, mens de tilmed formår at bevare en vis humoristisk sans over for deres forældre. Hvilket for eksempel lyder sådan her: Karl Emil: “I dag skulle jeg have været til FCK-kamp i Parken og haft en kæmpe fest.” Karen: “Ja, men så har du i stedet været ude og gå med begge dine forældre i Rude Skov.” Karl Emil: “Ja. Det kan selvfølgelig også noget.”
Karen Greves Corona-dagbog
Og midt i det hele kom foråret. © Privatfoto

Uge 4

“Jeg græd lidt i morges, mens Philip Faber sang Elefantens vuggevise. Alene med verdens venligste pianist og et tungsind, som jeg ikke engang synes, jeg kan være bekendt”

Der er gået fire uger siden 11. marts. Og i mandags aflyste Mette Frederiksen sommeren. Festivaler, koncerter, loppemarkeder, motionsløb, friluftsteater, havnefester, store bryllupper og runde fødselsdage. Og studenterfester, som vi kender dem.

Min ældste søn går i 3.g. Hans hue ligger allerede klar under sengen, betalt og bestilt for adskillige måneder siden. Men får han lov til at gå rundt med den, blive ønsket tillykke af fremmede på gaden og fejre en milepæl, som for mange af os er et absolut højdepunkt i ungdomsårene?

Jeg tror det ikke lige nu, og derfor græder jeg lidt denne morgen, alene i stuen, inden resten af familien står op. Den unge mands mormor, som er en af dem, vi skal passe på, synes også, at det er for galt:

“Sikke noget pjat at ødelægge det hele for de unge,” siger hun dagen efter pressemødet i telefonen, “så må det hellere være os gamle, som må sørge for at isolere os, indtil de får bedre styr på det hele”.

Samtidig ved vi naturligvis godt, både mormor og jeg, at vi ikke udviste tilstrækkeligt samfundssind i den samtale. Jeg har læst den tekst på Facebook, som skal minde os alle sammen om, at andre generationer af sønner er blevet sendt i krig, mens mine bare bliver sendt hjem på sofaen.

Jeg ved det godt. Men måske er det okay at være skuffet og ked af det, selv om studenterfester selvfølgelig ikke er et spørgsmål om liv og død? I hvert fald hjælper det lidt at tude. Det gør det tit!

Karen Greves Corona-dagbog
Hvidvin og News i baggrunden. To faste elementer i coronatiden.© Privatfoto

For jeg’ i live (du ved, jeg står og venter)

Imens prøver jeg at følge med i råd fra Sundhedsstyrelsen, meninger i medierne og politiske analyser, som nogle gange peger i hver sin retning.

På en gåtur sludrer jeg med en bekendt, der arbejder som læge: “Det er en sygdom, der overrasker os. Det er ikke så sort-hvidt, at den kun rammer ældre og svage,” siger hun. 

Kort efter læser jeg en analyse, der mistænker, at livsstil har en betydning for udviklingen af sygdommen, en anden mener, at vi kan teste os ud af problemet.

Nogle argumenterer for at åbne hurtigt, fordi det går godt. Andre vil holde fast, fordi det går godt. I Sverige og Tyskland er yngre mennesker døde af sygdommen. I Danmark har vi i marts faktisk ikke haft nogen overdødelighed i forhold til normalt. Til gengæld har vi fået en bunke nye arbejdsløse. 

Så hvad hulen skal jeg egentlig tro? Mene? Gøre? Skal jeg fortsætte med at leve så isoleret som muligt, fordi “situationen stadig er alvorlig” ifølge statsministeren. Eller er jeg efterhånden nødt til også at tage hensyn til, at mine børn bliver triste og trætte af det her. 

Forleden ville den yngste ikke have morgenmad. Var han bare ikke sulten, eller er det et udtryk for, at han ikke trives? Det er mit, dit, alles dilemma her, hvor krisen trækker længere ud end et par uger. Vi vil gerne overleve, men vi vil også leve.

Karen Greves Corona-dagbog
Der er heldigvis artikler at skrive hver dag. © Thomas Dahl


Hvornår får du øje på mig?

Mette Frederiksen siger, at det er en langt sværere øvelse at åbne landet, end det var at lukke det. Det tror jeg gerne. For mens lukningen trods alt samlede os i samme ulykke, frustration og isolation, så splitter åbningen os. 

Nogle af mine veninder er lettede over at kunne sende deres mindre børn i skole. Andre er bekymrede for det samme. Andre igen er udmattede over fortsat at skulle hjemmeskole i kombination med arbejde og måske også trøste teenagere, som ikke kan komme tilbage til deres efterskole, afslutte 10 års skolegang eller bare leve en smule af det sociale liv med venner og kærester, som er meningen med det hele i den alder.

En del er desperate efter at få gang i deres arbejdsliv og eventuelt indtægt igen, andre skal løbe hurtigere og hurtigere for at passe den del af samfundet, som ikke er sat i stå.

Jeg gør mit bedste for fortsat at tage situationen alvorligt. Jeg arbejder stadig hjemme, har hverken fester eller gæster og har to børn, som ikke går i skole. Jeg tager ansvar. Men jeg er også nødt til at finde min egen balance i et liv, der ikke skal være helt dødt. 

Så nu bliver der flere legeaftaler for Jonatan, og Frederik får lov til at drikke et par øl ved et bål med fem venner, og jeg går en tur i Dyrehaven med en veninde.

Og den der studenterfest venter jeg lige lidt med at bekymre mig om. Måske kan vi finde en kreativ løsning, som en af de andre studenter-mødre forslog, da hun hentede et par lamper, jeg har fået til overs i den påske-oprydning, vi alle har haft travlt med.

“Om ikke andet må vi løbe ud til vognen med drinks og jordbær til dem,” sagde hun. Tungsindet letter, når vi taler sammen. Det er vi nødt til at kunne. Og ikke kun via en skærm.

Karen Greves Corona-dagbog
Tænk, at få lov at vandre tur med alle tre, store sønner. © Privatfoto

Epilog

“Kan du skrive lidt mere om, hvad du har lært om dig selv?” spørger redaktøren, da hun læser min dagbog. Det spørgsmål stiller vi tit kvinder i Magasinet Liv. Det er ikke urimeligt, at jeg også skal svare. Bare svært, fordi corona-krisen er en stadigt rullende forvandlingskugle af forbud, følelser og forandring. 

Jeg frygter for at lyde dum om fire uger, når denne artikel udkommer. På den anden side er det vigtigt at huske de første uger. Og ikke i en skarp projektør af bagklogskab, men som de føles nu. Så jeg prøver.

Jeg kunne have lagt vægt på i min dagbog, at jeg undervejs har følt mig lettet over at være rask, over ikke at have udgangsforbud, over at være en af de heldige, som ikke er ramt på job og økonomi. 

Men jeg må også stå ved, at taknemmelighed ikke har fyldt for mig. Jeg har ikke været så god som nogle til at glæde mig over nærhed og langsom hverdag med mand og børn, selv om jeg elsker dem højt.

Måske er det forkælet. Men jeg er et menneske, der foretrækker fornyelse frem for tradition og forandring højere end forankring. Corona-krisens indskrænkelse af frihed for at sikre tryghed gør mig træt. Hvis jeg har lært noget, er det nok det.

Er det ikke det, vi alle har lært? Nemlig, hvor vi hører hjemme på en behovsskala? Er det ikke der, vi må imødekomme hinandens forskelligheder? Sende kærlighed både til dem, der kom til at hamstre af bekymring, og dem, der kom til at overtræde et forsamlingsforbud af længsel?

Og lidt til os, der kom til at brokke os over petitesser og græde over et forsømt forår? Vi gør det alle så godt, vi kan. Lad os håbe, at det er godt nok.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juni 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...