Leder: Kan du mærke dig selv?

Helt ærligt

Kan du mærke dig selv? Det ved jeg faktisk ikke, om jeg altid kan. Ikke at jeg går rundt i en konstant ude af kroppen-oplevelse og ser mig selv fra toppen af en Tivoli-ballon, eller at jeg ikke ved, hvem jeg selv er – hverken på et eksistens- eller hukommelsestab-niveau. Det ved jeg ret godt i både grove og fine træk.

Men jeg kan da godt blive i tvivl om aspekter af mig selv. Eller mig selv i nogle af de situationer og perioder, jeg befinder og har befundet mig i. Jeg ved da ikke altid, hvad jeg mener – eller hvorfor jeg mener det, jeg gør.

Eller om det havde været mere mig eller mere hensigtsmæssigt at mene noget andet. Jeg kan have en formodning, men jeg kan virkelig også nogle gange have nul og niks at gå efter.

Eller ikke have lyst til at forfølge det. For det kunne jo også være, at noget af det, der dukker op under sådan en selvransagelse, er for sårbart til at se dagens lys?

Det er svært at mærke sig selv. Både rent faktuelt at føle det, for hvad er dig, og hvad er en af de 1.000 andre meninger, synsninger, vurderinger, du bliver bombarderet med?

Faktisk har jeg lige hørt, at hvert menneske i den vestlige verden dagligt bliver udsat for 5.000 budskaber. Ikke mærkeligt, at jeg kan have svært ved at vælge mysli. Og så, helt ærligt, at være ærlig om det.

For hvad nu, hvis jeg siger det, jeg mærker og mener, højt – og alle svarer med tavshed? Hvad nu, hvis de griner? Spærrer øjnene op. Trækker på skuldrene. Jeg vil jo gerne være med i hulen, ik, Mulle.

Derfor bøjer jeg mig i støvet for dem, der tør den ærlighed. Den potentielle blottelse. Dem, der forfølger den for deres egen eller andres skyld. Sådanne kvinder er der en del af i årets første nummer af Magasinet Liv.

Kvinder som Charlotte og Susie, som tør indrømme, at det har været svært at få grebet om den ufotogene vrede. Som har lært at styre den, kræve den – og tale om den.

En kvinde som Helena, som aldrig har mærket sig selv mere end nu, fordi hun aldrig har haft så højt et selvværd som nu.

Og en kvinde som Jane. Som har mistet sit barn. Og som savner ham så meget, at hun taler med ham og nogle gange lyver ham i live. Og nej, det må man ikke. Eller til dem, der siger det: Hvorfor egentlig ikke? For sådan mærker hun sig selv. Og ham.

Må du mærke dig selv i det nye år.

Chefredaktør Lea Østergaard Andersen

Redaktionen svarer: Hvor var du for 10 år siden?

Tiden spurter. Løber, skøjter, får fart bøder. Og når man så dykker ned i minderne, så fatter man jo ikke, at man har nået så meget. Derfor er det også godt i ny og næ at holde fast i den. Tiden. Kigge tilbage, evaluere, og så kigge op igen. For at se, om man stadig ser det samme? Er den samme?