Lea er Magasinet Livs chefredaktør
Lea Østergaard Andersen er Magasinet Livs chefredaktør.© Thomas Dahl | Morten Andersen

Leder: Jul er glæden ved at få sagt tak. Og ved at kunne sige tak

Det nyeste Magasinet Liv er selvfølgelig spækket med jul. For om vi vil det eller ej, så er der ikke længe til den traditionsfyldte højtid. En højtid, som chefredaktøren benytter til at sige tak for alt det, der er at takke for

7. november 2019 af Lea Østergaard Andersen

En stor lille tak

Det er ikke helt jul endnu, men der er ikke længe til. Og derfor har vi selvfølgelig stopfodret det nyeste nummer af Magasinet Liv med jul! Så du kan få mest muligt ud af julen – netop ved at glæde dig til den, og det lidt længere, end advent varer. (Men så heller ikke længere, for jul er jo ikke en sommerferie-aktivitet!).

Jul er forventningens glæde. Og jul er taksigelsens glæde... Okay, det var for at få ordene til at gå lidt lækkert op. Kan godt høre, at det ikke lykkedes helt. Det lyder jo som titlen på en salme. Salmelsesfuldt...

Okay? Det, jeg mere mundret mener, er, at jul er glæden ved at få sagt tak. Og ved at kunne sige tak. Ved at have nogen at kunne sige tak til og noget at sige tak for. Og det kan paradoksalt nok være svært at få øje på. Nogle gange fordi vi står stille for kort tid ad gangen, tror jeg. 

Og selv om julen er den tid, hvor vi hæsblæser op og ned ad gågader, så er det også den måned, hvor jorden er dejlig, hvor vi lige strækker os på tæerne for at komme på niveau med det højstemte. Hvor vi stemmer i. Og hvor jeg vil følge Cecilie Hothers kloge eksempel om at slutte hver dag med en taknemmelighedsbøn (side 26 i magasinet).

Så her er de 5 ting, jeg siger tak for i dag, 14. oktober, den dag, jeg skrev den her leder:

1. At have læst det her blad fra ende til anden! Tak til alle jer, der har bidraget. I giver den ene helt utrolige perspektiv-sættende oplevelse efter den anden.

2. At vi kom ud ad døren i morges uden at have for travlt. Ingen snublede over hinanden i entreen, ingen tappede fødder eller rullede øjne, ingen havde glemt noget tusind gange. Og vi kom stadig til tiden.

3. At den her sms tikkede ind fra niårig datter via mormors mobil: Billede af perleplade plus ordlyden: “Hej mor se jeg har lavet en perleplade til dig fordi at du er en sød mor”.

4. At manden i 7Eleven også stod med et par læsebriller i panden, da han ekspederede mig. Og tippede dem ned for at få prisen tastet rigtigt. Jeg følte mig så set!

5. Og hey, tak, mit livs flødebolle. For den flødebolle, rullet i nødder og fyldt med karamel, som du havde sat frem til mig, da jeg kom sent hjem. Det får mig jo ikke just til at komme tidligere hjem en anden dag. Men det får mig til at komme hjem hver dag.

Rigtig glædelig jul, allesammen!

Lea Østergaard Andersen

Vil du læse i det nyeste Magasinet Liv?

Så skynd dig ned hos din nærmeste forhandler og få fat i det! Eller tilmeld dig som abonnent, og modtag hver måned masser af ærlig, underholdende, personlig og brugbar læsning for 40+ kvinder.

Netop nu får du seks magasiner for kun 199 kroner. Du sparer 220 kroner! Læs mere om tilbuddet her. 

Magasinet Liv nr. 12
Magasinet Liv nr. 12© Ditte Capion

Du vil (garanteret) også kunne lide