At være 40+ er:
“Jeg vil andre, og så vil de også mig”
“Jeg omfavnede min 40-års fødselsdag. Jeg følte mig afklaret, fordi jeg er etableret nu. Mand, børn, hus og karriere, alle de store ting, jeg gerne ville nå, er sat i søen, og nu kører det bare. Det er en lettelse at have fået opfyldt de forventninger, og jeg kan stadig nå en hel masse. Også at dyrke nogle andre sider af mig selv. Som yngre kunne jeg bekymre mig om, hvad andre tænkte. Om alle kunne lide mig? Nu tænker jeg på en anden måde: ‘Jeg sætter mig bevidst for at ville andre mennesker, og så vil de ofte også mig’.”
Det fylder i mit liv lige nu:
“Jeg er glad for mit almindelige liv”
“Jeg lader ikke parkeringsskader og den slags småting fylde. Jeg er optaget af, hvordan vi hjælper hinanden med at få det godt. Jeg har et almindeligt liv. Jeg bor i et parcelhus i en lille by mellem Aarhus og Randers med min mand og vores to børn. Vi har et travlt arbejdsliv, og sport er vigtigt for os. Vi bor i gåafstand fra min familie, og både min mand og jeg kommer fra området, så vi har mange venner her. Det er et liv, jeg er glad for. Her er en landsbymentalitet, og når jeg går til Brugsen, mærker jeg en oprigtig interesse fra andre for mit liv. Det er vigtigt i dag.”
“Som ung kunne jeg ikke komme hurtigt nok ud af byen. Jeg læste i Aalborg og rejste lidt i USA. Det var først en dag, jeg gik forbi den lokale fodboldbane med min mand, og så 20-30 af vores venner, som sad og hyggesnakkede om en kamp, at jeg sagde til min mand: ‘Hvorfor skulle vi dog flytte fra det?’”
Det er en milepæl for mig:
“Jeg behøver ikke have fart på”
“I samme øjeblik vi besluttede os for et barn, blev mit liv forandret, men hvis du spørger,
om jeg blev forandret, så er svaret nej. Jeg har udviklet mig som mor, men jeg har ikke ændret mig. Jeg har dyrket håndbold på højt niveau og presset mig selv, til jeg havde blodsmag i munden, så rent fysisk vidste jeg præcis, hvad jeg kunne holde til.”
“Mentalt har jeg også i min sport været vant til at reflektere over mit ansvar i en kamp. Hvordan var mit møde med de andre? Hvad kunne jeg gøre bedre? Den indstilling har hjulpet mig til altid at tænke konstruktivt over mit personlige liv. Jeg giver aldrig andre skylden. Hvis jeg ikke trives, så tager jeg ansvaret på mig og finder ud af, hvad jeg kan gøre anderledes.”
“Det er ikke så længe siden, at jeg kom frem til, at jeg ikke behøver have så meget fart på længere. Jeg har altid været meget sådan: Tju bang chokolademand, men på et tidspunkt blev det for meget. Jeg tog på og blev træt af mig selv. Nu øver jeg mig i at lade være med at sige ‘ja’ altid. Nu kan jeg sænke skuldrene, trække vejret dybt og mærke efter et øjeblik. Det er faktisk helt o.k.”
Det ser jeg, når jeg ser i spejlet:
“Jeg er altid glad. Men ikke lalleglad”
“Når jeg ser i spejlet, ser jeg en stærk kvinde. En glad og veltilpas kvinde. Mine rynker og folder fortæller en 45-årigs historie om at have båret to børn og dyrket en masse sport. Det gør ikke noget, at du kan se det på mig. Af og til spørger andre mig: ‘Er du altid glad?’”
“Og ja, jeg er optimistisk og har et stort overskud. Jeg er glad. Men jeg er ikke lalleglad. Jeg vil hellere sige, at jeg vælger at være glad. Jeg har da også haft oplevelser, som jeg kunne gå i sort over: Da mine forældre blev skilt, da min mor var syg af kræft, og da min kompagnon var dødssyg. Men jeg lever efter det, min bedstefar sagde: ‘Hvordan vi har det, afhænger af, hvordan vi tager det.’”
Den næste drøm, der skal udleves:
“Jeg nyder ikke at have en stor drøm!”
“Jeg nyder egentlig, at jeg ikke har en stor drøm rundt om hjørnet, som skal realiseres lige nu. Ingen drømmerejser, ingen nye ting, vi vil anskaffe, ingen store personlige projekter, der skal afprøves. Du behøver jo ikke altid have en plan om en ironman eller en jordomrejse liggende i tasken. Lige nu kører vi på autopilot, både når det gælder karriere og familie, og det, tror jeg, er sundt indimellem.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 81.
