Lise Nørgaard Kønig
© Thomas Dahl

Lise blev Liv Model 2018: "Det er fantastisk at forelske mig igen og finde ud af, at jeg stadig er i live"

Lise fik trukket tæppet væk under sig for to år siden af sin skilsmisse. I dag står hun stærkere end nogensinde og føler sig så fri som sit 19-årige jeg!

8. november 2018 af Karen Greve & Louise Thorsted

Lise Nørgaard Kønig (46) er single og mor til Victor på 19 og Gustav på 16 år. Hun er speciallærer.

At være Liv model!

“Jeg tror på, at vi skal gøre ting, der er sjove! Også selv om de er uden for vores komfort zone.”

At være her i mit liv er:

“Jeg blev skilt for knap to år siden, og mit liv lige nu er en masse glæder og festlige ting, men også bekymringer. For hvem vil have mig, og hvor er jeg om 10 år? Helt grundlæggende så er livet en fest. Især når jeg prøver at have fokus på det, der virker. Det kan være svært kun at være mig, men jeg kan også vælge at sige: ‘Hvor er jeg heldig, nu er det mig, der bestemmer!’. 

Og så er der kroppen: Det ene bryst er lidt længere end det andet, og står jeg med siden til, så kan man se alle skudhullerne, men: Hey, jeg har megaflotte håndled! Jeg øver mig i at få det bedste ud af det, jeg har.” 

Det vigtigste, der er sket de seneste år:

At blive skilt var som at få revet tæppet væk under mig. Jeg fik hjælp fra søde veninder, men også helt konkret fra kommunens familierådgivning. Psykologen sagde ikke noget, jeg ikke havde hørt før, men han spurgte på en anderledes måde. Allerede efter første gang forstod jeg, at jeg var videre. Jeg er ikke et offer, for jeg vælger selv. Det valg, som muligvis blev afgørende for, at jeg blev skilt, var jo mit valg, og det var jeg nødt til at tage ansvar for. Ville jeg gøre det igen? Ja! Så er den ikke længere, og det blev vendepunktet. 

I dag er jeg gladere og og sjovere. Også selv om jeg har væsentligt færre penge, selv skal slå græsset, og der er ikke en mand i min seng. Græsset kan jeg slå selv, og det med manden kan jeg arbejde på. 

Jeg er måske ikke blevet mere modig, men jeg er blevet mere fri. Tilpasnings-Lise er næsten væk. Jeg har det, som da jeg var 19 år, bare med mere erfaring. Jeg har set et par skønne mænd, og det er fantastisk at forelske mig igen og finde ud af, at jeg stadig er i live under halsen og over knæene. Jeg er ikke gået i stå!”

Der blev jeg bange:

“Jeg har reddet begge mine børns liv. Min ældste søn fik et bolsje galt i halsen som barn, og jeg endte med at stikke klør fem ned i halsen på ham og rive det op. Lægen sagde: ‘Fred med, at der er kommet rifter i hans luftrør, du har reddet hans liv!’. 

Med yngstesønnen var det i en svømmehal. Der var noget med korkbæltet, men jeg syntes, vi havde ordnet det. Indtil det faldt af, og han sank mod bunden. Jeg sprang lynhurtigt i. Men hvad nu hvis jeg ikke havde været der? Så havde jeg måske ikke haft dem mere. Jeg var bange i øjeblikket, men også bagefter, da det gik op for mig, hvor galt det kunne være gået.”

Smukke Lise
Smukke Lise © Thomas Dahl

Det vil jeg ikke undvære:

“Mine børn, mine forældre, min søster – og hendes familie – og mine veninder og venner. Jeg har jordens mest fantastiske forældre, friske, smarte og finurlige. Også i deres livs indstilling. Jeg har også en skøn søster, som er gift med en helt vidunderlig mand. Mine veninder er dejlige og støttende. Jeg er taknemmelig over at være omgivet af mennesker, som vil mig det bedste. Jeg vil heller ikke undvære musik, fis og ballade. Og mit job. Jeg plejer at sige, at mit liv er en musical, fordi der altid kører musik inden i mig. Når jeg er i ubalance, presset eller ked af det, så forsvinder musikken. Sådan opdager jeg, når noget er så galt, at jeg skal ændre på det.” 

Min næste udfordring til mig selv: 

“Jeg aner ikke, hvad min næste udfordring til mig selv skal være. Men jeg vil da gerne have en kæreste. Også selv om jeg elsker min tid alene lige nu. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men bring it on! Jeg er klar og tager det, som det kommer.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 11.

De skønne Liv Modeller 2018
De skønne Liv Modeller 2018 © Thomas Dahl

Måske er du interesseret i ...

Seneste