Sundt sexliv | Lykkeligt par
© iStock

Undersøgelse viser, hvordan du og din partner sikrer jer et sundt sexliv

Lader du problemerne i soveværelset påvirke jeres parforhold?

23. juli 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Har du et godt sexliv? Eller har du mistet lysten til sex? Hvis du har været sammen med din partner længe, kan der opstå nogle problemer i soveværelset, men heldigvis viser en undersøgelse, hvilken indstilling du selv skal have for at få det sexliv, du drømmer om. 

Tror du på seksuel vækst – eller skæbne?

En undersøgelse fra University of Toronto viser ifølge Medical Press, at de forventninger, du har til sex, enten kan opretholde dit sunde parforhold eller hæmme det. Der medvirkede 1.900 hetero- og homoseksuelle deltagere i undersøgelsen.

Ifølge undersøgelsen kan du enten tro på seksuel vækst eller seksuel skæbne. Hvis du tror på førstnævnte, lader du ikke problemerne i soveværelset påvirke dit parforhold, men tror du i stedet på seksuel skæbne, har du tendens til at bruge dit sexliv som et barometer for, om det går godt i dit parforhold. Hvis sexlivet ikke spiller, tror du altså på, at jeres parforhold også halter.

Et godt sexliv kræver hårdt arbejde

Ifølge undersøgelsen er det altså en fordel at tænke på dit sexliv som seksuel vækst, hvor du og din partner bruger tid og kræfter på at blive seksuelt tilfredsstillede frem for at forvente, at skøn sex bare sker automatisk – også selvom du har været heldig at finde din soulmate. 

Undersøgelsen viser desuden, at vi ofte både tror på seksuel vækst og skæbne, hvilket giver ret god mening – for mange af os kvinder har vel ofte en hang til romantik, men samtidig kan vi da også kalde os realistiske. 

Vi ved, at nogle ting kræver mere arbejde end andre – og ifølge undersøgelsen var der også flere kvinder end mænd, der mente, at sex bør arbejdes på i et langt forhold. 

Du vil (garanteret) også kunne lide