Får du stress og rynker i panden hver eneste morgen, når du tænder computeren, og din indbakke er propfyldt med mails? Vi har heldigvis gode nyheder, som forhåbentlig kan lette lidt af din morgentravlhed.
Ifølge Grammarly viser en ny undersøgelse nemlig, at vi ikke bør besvare mails om morgenen i tidsrummet mellem klokken 04 og 8. På det tidspunkt af døgnet laver vi nemlig i gennemsnit hele 11,8 fejl pr. 100 ord, når vi skriver en mail.
Det betyder med andre ord, at vi med god samvittighed kan nyde vores morgen uden at tjekke indbakken, eller at vi i stedet kan kaste os over nogle andre opgaver.
Først frokost, bagefter mails
Du bør heller ikke bruge de sene aftentimer på at skrive mails. Undersøgelsen afslører nemlig også, at folk, der skriver mails mellem klokken 22 og 02, i gennemsnit laver hele 14,3 fejl pr. 100 ord.
Så skal du sende en vigtig mail som eksempelvis en jobansøgning, bør du nok vente til efter din frokost. Mellem klokken 13 og 17 skulle nemlig være det bedste tidspunkt, hvis du vil undgå at lave fejl.