Iben Albinus Sabroe (45) er gift og mor til Frederik på 11 og Anton på 8 år. Hun er selvstændig manuskriptforfatter, forfatter og filmanmelder.
"Fordi jeg stak ud, lærte jeg mig selv at ligge lavt i græsset"
"Jeg er opvokset i et venstreorienteret arbejder klasse-kollektiv, hvor Marx og Lenin hang som plakater på væggen. Hvor du skulle være være noget særligt, være belæst og tro på, at du kunne gøre en forskel i verden.
Det skulle du til gengæld ikke i min folkeskole. Jeg boede og gik i en folkeskole i et arbejderkvarter uden for Aarhus. Her måtte du ikke stikke ud eller tro, du var noget eller gøre særligt væsen af dig selv. Og fordi jeg kom fra et kollektivmiljø, stak jeg ud fra starten. Jeg er vokset op med en følelse af, at mine kammerater syntes, det var mærkeligt, at jeg gik i hjemmesyet tøj med elastikker om anklerne, at min stedfar ikke gik med slips, og at min mor gik i velour.
På en måde var det skizofrent. Jeg fik kærlighed, styrke og intellektuel udfordring i kollektivmiljøet, men fordi jeg stak ud, lærte jeg mig selv at ligge lavt i græsset i de 10 år, jeg gik i folkeskole. Som ren og skær overlevelsesstrategi.
Ønsket om at ligne alle andre har ligget i mig, så længe jeg kan huske. Jeg er opdraget til, at tage en akademisk uddannelse. Og imens jeg læste på universitetet, prøvede jeg også at komme ind på Journalisthøjskolen et par gange. Uden held. Alligevel lykkedes det mig at arbejde som freelance-kulturjournalist og -filmanmelder i mange år efter. På mange måder var det også en drøm, der gik i opfyldelse i de år. Jeg dækkede de store filmfestivaler og har lavet store portrætter. Men hele tiden var det, som om jeg sad på den forkerte side af bordet. Jeg ville være kunstneren, men det var sindssygt grænseoverskridende for mig at drømme det. Folkeskoletiden sad fortsat så dybt i mig, at det føltes som hovmod blot at tænke tanken.
Problemet var bare, at det blev sværere og sværere at dække kulturstoffet som freelance-journalist. Lønnen modsvarede ikke indsatsen. Så da jeg på et tidspunkt gik glip af et fast job som kulturjournalist på Berlingske, begyndte det at rumstere i mig: Hvad nu?
Jeg besluttede mig for at hoppe fire måneder på skolebænken i et instruktørforløb på Kort- og Dokumentar Filmskolen tilbage i 2008. Og fandt ud af, at det ikke var instruktør, men manuskriptforfatter, jeg ville være. Hende, der finder på historierne. Så efter de fire måneder gik jeg i privat mesterlære hos en af mine lærere, hvor jeg skrev mine egne manuskripter. Det var svært for mig at skrive. I 15 år havde jeg levet som kritiker af andres ideer og værker. Nu forsøgte jeg at blive en af dem, hvilket betød, at jeg var yderst kritisk over for, hvad jeg selv skrev.
Kursusjunkie
Jeg arbejdede stadig som freelancer ved siden af, og en dag var jeg tilfældigvis hyret til at skrive en artikel til Danske Dramatikeres fagblad REPLIKKER. Artiklen skulle præsentere den nye manuskriptudvikleruddannelse på Syddansk Universitet. Og jo mere jeg researchede, jo mere tændt blev jeg. Det var jo alt det, jeg drømte om. I august 2014 begyndte jeg på manuskriptforfatteruddannelsen på SDU.
Det var det vildeste rush. Jeg lærte, at ikke alene er det at skrive manuskripter et håndværk, du kan lære. Du behøver heller ikke være et unikum af et talent. Jeg fandt ud af, at der er redskaber, jeg kan bruge for at blive kreativ.
Og så fandt jeg ud af, at det fungerer godt for mig at efteruddanne mig. Min veninde kalder mig en kursusjunkie, og det passer faktisk ret godt. Når du kan være lidt bange for, om du kan finde ud af ting, så hjælper det at tage en masse kurser og uddannelse. Jeg tror ikke, der findes en bog om kreativitet, dramaturgi, plot og karakterer, som jeg ikke har læst. Det er min ‘porno’, om man så må sige.
Det store vendepunkt kom til eksamen, da jeg efter to år på manuskriptforfatteruddannelsen for alvor skulle bevise mig selv og endte med at få 12 for mit manuskript. Dér tænkte jeg: Du kan godt det her, Iben! Nu turde jeg tage min drøm om at blive manuskriptforfatter alvorligt.
I dag – halvandet år efter jeg blev færdig på SDU – er jeg sprunget ud som selvstændig manuskriptforfatter. Og jeg kan leve af det! Lige nu arbejder jeg blandt andet som hovedforfatter på en børneserie til Ramasjang, og så arbejder jeg for tiden også på forskellige spillefilm blandt andet til Charlotte Sieling, som lige har lavet succes serien Homeland i USA.
Der har da været, og er stadig, tidspunkter, hvor jeg har tænkt: Er du ikke lidt for gammel til at tage en ny uddannelse og tro på, at der er en ny vej? Men der er tv-serier og spillefilm, der skal skrives, og mange produktionsselskaber, du kan arbejde for. Det er et fag i vækst, og det har været afgørende for mig, for jeg har også været realistisk. Og så har jeg tænkt: Forfatter? Det er da et godt job til en gammel dame.
Indimellem tvivler jeg på, om jeg havde gjort det, hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det ville blive. Det har kostet mange penge, og det har været et slid. Og så har det også været lidt svært for mig at være novice. Omvendt hjælper det også at have den alder, jeg har. Jeg hviler i og kender mig selv godt og synes, at jo ældre jeg bliver, jo mere forfinet bliver mine empatiske evner, og de er vigtige i et fag, hvor det handler om at forstå mennesker. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg er ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Nu vil jeg bare lave fede, sjove ting og være stolt af, at jeg gik efter min drøm.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 4.
