Tinas mand
Tina Katja Lund Andersen (52).© Kirstine Mengel // Hår og makeup: Vivi Schmidt

Tinas mand blev lammet i en ulykke – i stedet for at gå ned, lever parret drømmen

For 21 år siden faldt Tina Katja Lund Andersens kæreste Kurt ned med sin paraglider, brækkede ryggen og mistede sin førlighed fra brystkassen og ned. I stedet for at gå ned valgte parret at sætte fokus på et fælles livsmod.

18. februar 2021 af Nana Toft

Tina Katja Lund Andersen (52)

Det går lige så godt i livet, og så kommer der pludselig en dag, der ændrer det hele. Uden at du selv har bedt om det. For Tina blev en ulykke afgørende for, hvem hun er i dag. 

Da ulykken ramte

“Jeg mødte Kurt i 1995, hvor vi arbej­dede for samme adventurevirksom­hed. Jeg var i praktik, og han var freelancer. Jeg var 27 år. Han var 28 år. Kurt dykker, løber, kører på motorcykel og står på snowboard. Efter et par år etable­rer han sit eget dykkerfirma, han begynder at arbejde med B.S. Christiansen og er med til at lave tv-­programmerne Vovehalsene og Stjernetræf. Jeg er tiltrukket af hans power, hans energi, hans livslyst og ligesom ham elsker jeg det fysiske liv, som er og bliver en stor del af det, der binder os sammen.

‘Kurt er faldet ned med sin paraglider ved Bulbjerg. Ambulancen er på vej, men de kan ikke finde ham’. Min souschef står for­an mig på kontoret med telefonen i sin hånd. Jeg hører ham sige ordene. Men hvad er det, han siger? 

Dagen før, 25. maj 1999, fløj vi sammen i tandemskærmen. Jeg ser billederne for mit indre blik. En dejlig aftentur, hvor vi fej­rede, at han var blevet paraglider-­instruk­tør. Jeg ved præcis, hvor Kurt er startet igen i dag, og hvor han er på vej hen, hvis han har taget samme tur.

‘Jeg tror, jeg ved, hvor han er’. Jeg styrter ud fra kontoret til min bil. Jeg når stort set kun at få sat nøglerne i, da telefonen ringer. Det er Kurt.

‘Skat. Det er mig. Jeg tror, jeg har bræk­ket ryggen’. ‘Hvordan ved du det’, spørger jeg. ‘Jeg hørte et knæk’. Speedometeret tager et hurtigt hak opad. ‘Jeg kan høre ambulancen nu’. Kurt afbryder. Der er 35 kilometer til Bulbjerg. Der går et par minutter, så ringer jeg til Kurt. Optaget. Først da der er 10 kilometer tilbage, får jeg fat i ham. ‘Ambulancen kan stadig ikke finde mig’, siger han. ‘Jeg kan høre sire­nerne komme og gå’.

Jeg mærker en vrede. Det er for fanden deres opgave at finde dem, der er kommet til skade. Da jeg drøner ind på parkeringspladsen ved Bul­bjerg, holder ambulancen der. Jeg ser Kurt på båren. Og jeg ser, at han løfter hovedet, da han får øje på mig. Resten af kroppen bevæger sig ikke. Den ligger bare slapt hen. Som en slaskedukke. Jeg når frem og sætter mig på hug ved siden af båren. Kurt kigger på mig: ‘Jeg kan ikke mærke mine ben’, siger han. ‘Jeg er ikke forelsket i dine ben’, svarer jeg. 

Alt det vi så kan

På Aalborg Sygehus kommer svaret fra scanningsbillederne ikke som en over­raskelse. Kurt tager imod den voldsomme besked uden drama. Efter operationen op­står der dog komplikationer. En betændel­sestilstand i rygmarven gør, at lammelsen begynder at vandre. ‘Næste skridt er respi­rator’, siger lægen. 

‘Jeg vil ikke ende som en grøntsag’, siger Kurt. Han ligger i hospitalssengen omtåget af medicin. ‘Hvis det går galt, så skal du slukke for respiratoren’. Han vender ryggen til mig. ‘Jeg synes, du skal finde dig en anden mand. Du fortjener bedre’. ‘Det bestemmer du ikke’, siger jeg. ‘Det er vi to om at beslutte. Hvis du bliver bitter, så bliver det svært for os, men jeg er villig til at tage en dag ad gangen’. 

Kurt kommer sig. Efter et heftigt genop­træningsforløb og ombygning af vores lej­lighed vælger vi i 2001 at bygge vores eget hus i Aabybo. Indrettet til kørestol uden dørtrin, med brede døre, plads under vaske og komfur og opkørsler ved yderdørene.

Tinas mand brækkede ryggen og mistede førligheden.
Tina med sin mand, Kurt.© Kirstine Mengel

Kurt begynder at bygge en F16­-model på det værelse, der bliver hans. Siden bygger vi hele garagen om, så han i dag har over 50 kvadratmeter til den gigantiske model, han hele tiden udvider. For han har altid drømt om at flyve. Det er besværligt, når man sid­der i kørestol, så han lægger al sin kærlig­hed i at konstruere en simulator. Jeg har senere tænkt, at det i starten er en slags terapi for ham i begyndelsen af et nyt liv som handicappet. Han får også en handi­capcykel og træner sig op til at køre løbet Nordjylland Rundt. 

Her cykler han 120 kilometer i rap. Med armene. Det tog syv timer. Det kickstartede en ny fælles passion for familien, og i årevis har vi cyklet sammen. Det kan godt være, vi ikke kunne løbe, klatre og flyve mere, men så cyklede vi bare. Vi vælger også at rejse mere, end vi gjorde før ulykken. Vi kan bare ikke de samme ting. Det erfarer vi. For eksempel prøver vi på at tage på dykkerferie til Rødehavet, men det viser sig at være alt for besværligt i kørestol. 

Livsmod som rettesnor

Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men jeg fik en slags opvågnen, da Kurt faldt ned med sin paraglider. Om det så er mere eller mindre bevidst, eller om det er retro­spektivt, at jeg forstår det, der sker, det ved jeg ikke.

Jeg oplever, at jeg står midt i en af de mest voldsomme begivenheder i mit liv, og pludselig indser jeg, at alt det, jeg havde søgt i den ydre, fysiske verden, er tilgængeligt inde i mig selv. Jeg finder nu den trøst, omsorg og svar på de spørgsmål, som jeg gennem mit liv ofte har søgt gennem andre. Midt i ulykken indser jeg på et dybere bevidsthedsplan, at meningen med mit liv er lige her foran mine fødder.

Ulykken var forfærdelig og havde vold­somme konsekvenser. For Kurt. For os. Og vi havde måneder, hvor vi, for at bruge en metafor, sad i lastrummet på det skib, hvor vi burde sidde på kommandobroen. Men så tog vi kaptajnskasketterne på.

Der er ingen fortrydelsesret på det liv, vi har fået forærende. 

Hvis Kurt havde sat sig hen i et hjørne og brokket sig og sagt, at det var alle andres skyld, at hans liv var miserabelt, så havde det været svært at komme videre sammen. Men han har ikke mistet sin maskulinitet. Han har en power og en livsgnist, som er en indarbejdet del af hans dna. Det er hans væsen. Og det er det livs­mod, vi har talt om, skal være vores rette­snor i livet. 

Kurt og jeg havde i en årrække talt om, at vi gerne ville svømme med hajer. Der er to steder i verden, hvor det kan lade sig gøre i kørestol. Et af dem er i Mexico. Vi gik all in på at finde ud af, hvordan vi kunne komme derover. Alt var besværligt, men i 2018 tog vi af sted. Vi så 17 hvidhajer på tre dage. Det var en af de mest fantastiske oplevelser, vi nogensinde har haft.

I dag lever vi drømmen, Kurt og jeg. Coronakrisen har måske også gjort noget ved os. Vi lever livet langsommere, sidder i vores køkken og hører fuglene synge, mens vi kigger ud i en have, hvor der svømmer fisk i søen. Der er en stor taknemmelighed. 

I dag tænker jeg, at den værste dag i mit liv er endt med at blive den bedste dag. Kurt og jeg har skabt det bedste liv for os selv på trods af en voldsom ulykke midt i det hele. For det understregede, hvor vigtigt det er at udleve sine drømme, og i dag lever vi drømmen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...