Sonja Richter: “Jeg har lært ikke at lystre mit pleaser-gen”

Privat: Single, ingen børn.
Job: Skuespiller. Uddannet fra Skuespiller­skolen i Odense i 1999. Har medvirket i en lang række teateropsætninger, tv-serier (blandt andet Forsvar på TV2 og Ørnen på DR) og film (blandt andet Elsker dig for evigt i 2002, Cecilie i 2007 og Kvinden der drømte om en mand af Per Fly i 2010) – senest Kvinden i buret af Mikkel Nørgaard og Miraklet af Simon Staho, som har premiere i Danmark 22. maj, men allerede har været vist på Montreal & Chicago Filmfestival. Hun er blevet kåret som Shooting Star på filmfesti­valen Berlinalen i Berlin i 2004 og modtog Kronprins­parrets Kulturpris i 2007. Hun er desuden kampagnemodel for Olay og ambassadør for Red Barnet i Danmark.

Lige nu er jeg mere eller mindre på vej ud af landet ...”

Vi sidder over for hinanden på den københavnske Restaurant Zeleste tæt ved Nyhavn, der emmer af fordumstid og udgør de perfekte rammer for en dag, hvor vi også skal snakke tilbage.

De fleste dage bevæger Sonja Richter sig ellers fremad i hastig fart. Som stor succes i den danske Jussi Adler-Olsen-film Kvinden i buret, snart aktuel i Simon Stahos film Miraklet – som har fået udskudt sin premiere til 22. maj – og den amerikanske film The Homesman af Tommy Lee Jones, som endnu ikke har fået distribution i Danmark. Med ny agent i Los Angeles og ­ambitioner om at flytte overseas. For en periode i hvert fald.

“Jeg prøver virkelig på at se det yndige i det her land. Her, hvor vi sidder, er der jo meget skønt, og jeg bor faktisk lige i nærheden. Men jeg har en stor udlængsel – og skulle have været rejst nu. Der er bare sket nogle ting i min familie, som gør, at jeg har udsat turen nogle måneder til en gang nu her efter nytår, hvor jeg skal over at møde min nye agent. Og alle de nye venner, jeg har fået. Jeg overvejer indimellem at flytte helt, men jeg har lavet den aftale med mig selv, at inden jeg sælger lejlighed og sommerhus, skal jeg lige prøve at bo i USA. Hvis jeg selv kunne vælge, var det her en af de planer, der blev overholdt.”

Men sådan er det ikke helt gået indtil nu. Når Sonja Richter har søgt i en bestemt retning, har hendes liv næsten uden undtagelse taget en anden retning. Som en overmagt, der træder ind og skaber ukendte territorier, hvor end hun bevæger sig.

“Jeg har med alderen valgt at acceptere, at det er sådan. Jeg ønsker mig stadig ting i mit liv, men jeg forventer ikke, at det er dem, jeg får. Og ved du hvad, det gør ikke så meget længere, det her er mere spændende … men også lidt angstprovokerende, at mit liv er blevet sådan.”

Hun holder en pause og lader de ellers igangsættende hænder køre hen over bordets kant, hvor de stopper og tager fat, inden hun fortsætter:

“Jeg er egentlig skruet sådan sammen, at jeg godt kan lide at have en plan, og jeg har sådan længtes efter fastere rammer. Uforudsigelig­heden har plaget mig på flere niveauer og væ­ret meget forstyrrende i mit liv. Og vi er helt nede på at vide, hvor mange penge jeg tjener i næste måned, eller om jeg har weekend eller ej. Men når jeg har sagt ja til et job og skrevet det ind i min kalender, får jeg altid en ny plan, så snart det er gjort. Og sådan fortsætter det. Det føles nærmest som en skæbneting … Undskyld, jeg er lidt vigende i dag og flyder ud ad en tangent ...”

Hun har forsøgt at finde vejen i faste rammer som ansat på et teater. Hun fandt stor tryghed i det. Men ikke sig selv.

“Det var rent praktisk en meget rar ting at være fastansat, men jeg kunne ikke fungere med det personligt. Jeg følte mig ufri, og trangen til at komme ud af fugleburet blev for stor. Jeg var glad for at være en del af et arbejdsfællesskab, men tryghed har også en pris. Jeg valgte derfor at lukke døren op og flyve ud for at se, hvad der skete, og det var kun godt. Jeg har da længtes efter at kunne mærke væggene og vide, hvad jeg skal lave og leve af. Men det er enten eller – og i dag lever jeg godt uden den vished.”

Dermed ikke sagt, at det frie fald ikke skræmmer hende. Det gør det. Som et sus i maven.

“Jeg kan godt føle bekymring over, om jeg kan klare det … men jeg havde det så godt, da jeg var af sted alene i tre måneder for at optage en film i New Mexico, og det har gjort mig meget fortrøstningsfuld.”

On the road again

Egentlig var hun på vej til New York for at “skride fra det hele”, men planen ændrede sig, og hun endte i stedet som sindssyg kvinde i roadmovie på prærien. Skabt af Tommy Lee Jones og med Hilary Swank og Meryl Streep på rollelisten.

“Filmen foregår i 1850’erne og er en wes­tern, hvor de to hovedpersoner skal fragte tre sindslidende kvinder hen over et stort ørkenområde. Jeg fik rollen igennem en anbefaling fra instruktør Nicolaj Arcel, som havde mødt Tommys producer ved Oscar-uddelingen og sagt, at han skulle ringe til mig.”

Sonja Richter boede fra marts til juni sidste år sammen med resten af filmholdet i en lille by, der hedder Las Vegas (ikke den Las Vegas). Vandration og vind, som fik både træer og mennesker til at krølle sammen, plus et værelse på cowboy-hotel, hvor ­maden blev serveret af skæve bikere på gennem­fart, ændrede ikke ved den grundglæde, hun følte under opholdet.

“Selve arbejdet var det samme, men om­stændighederne var helt anderledes. Fordi vi boede sammen, var det også utroligt familie-agtigt, når vi endelig kom hjem efter en typisk arbejdsdag på 15-16 timer. Når jeg ser en cowboyfilm fremover, vil jeg kun tænke: Respekt! Det er så vildt derude. Du får kastet sand og skidt i hovedet konstant, og der er minus 25 grader, når solen ikke står på. I dag ved jeg, at der er en naturlig grund til, at Clint Eastwood har hat og bandana på, det er ikke kun for at være cowboy-smart!”

Til trods for, at The Homesman er det, man kalder en independent-film optaget uden om Hollywood, snakker vi stadig USA. Så ingen optagelser uden catering og trailers.

“Jeg nød det, selv om det også virker voldsomt, når du kommer fra Danmark, hvor vi skuespillere står i pisregn og venter, og du skal være heldig, at der kommer en med en paraply. Og så er det hovedsageligt for at redde ko­stumet fra at blive vådt.”

Sonja Richter tog derover med forventningen om at blive udfordret på sit talent og være den lille spiller, der skulle spille op mod de store. Men sådan blev det ikke.

“De syntes, jeg var megagod! Jeg fik simpelt­hen så meget ros for mit spil, at det var helt overstrømmende. Tommy Lee Jones er lidt en Jørgen Reenberg-type, der bestemt ikke giver ved dørene, men selv han råbte nærmest over, hvor godt jeg spillede. Og det gjorde mig så glad! Det er jo ikke, fordi jeg ikke har fået ros og anerkendelse herhjemme, det har jeg, men jeg er også blevet mødt med kolde skuldre og ‘hvem tror du, du er’-attitude.”

Noget, vi ikke skal snakke mere om, da det er rigeligt, at det overhovedet har fundet sted, og hun gider ikke bruge mere energi på det.

“Jeg siger det bare for at forklare, at jeg ikke går rundt og synes, at jeg er noget. Tværtimod. Og det er da en stor gulerod i forhold til at tage af sted igen.”

Det var derfor med gråden liggende latent, at hun tilbragte de sidste timer i New York, inden hun fløj hjem. Hun havde følt sig så fri.

“Jeg elsker mine venner og min familie, men jeg savnede dem ikke, mens jeg var væk. Jeg kunne være bekymret for, om de havde det godt, men jeg havde ikke haft brug for dem. Lidt uhyggeligt måske … men det var så fedt at være på eventyr alene. Jeg syntes, livet i Danmark strammede på en eller anden måde, og det gør det stadig, og jeg har brug for, at der skal ske noget andet. Er det en flugt? Nej, det tror jeg ikke. Det er udlængsel og et ønske om at bevæge mig.”

Det er ikke kun en rolle

For Sonja Richter er det at være skuespiller ikke et arbejde, hun forlader klokken 16 for at holde fri. Hun har et langt mere passioneret og indgribende forhold til det. Det har hun sådan set altid haft.

“Mit liv er meget mit arbejde, både fordi jeg ikke har børn, men også, fordi jeg har et andet forhold til det at være skuespiller end de fleste. Da jeg gik på teaterskolen, gik folk meget op i det her med at sige: Husk, det er ikke dit liv, det er kun en rolle. Hvor jeg omvendt havde det sådan: Jo, det er mit liv!

Jeg låner jo timer, måneder og år af mit liv til den her rolle, så selvfølgelig er det mit liv. Det kan godt være, det ikke er mig som person, der har det her problem, men det er stadig en del af mig. Jeg kan godt adskille mig selv fra det, men det ville blive kedeligt for mig, hvis jeg kun så det som et arbejde. Der er elementer, som handler om at få ærmerne smøget op, men jeg tager for det meste roller, jeg synes er interessante. Dem, der giver mig erfaringer, jeg kan tage med mig.”

At arbejdet fylder meget, betyder ikke, at Sonja Richter elsker at være på i alle sammenhænge. Tværtimod beskriver hun sig selv som et én til én-menneske, som ikke søger store selskaber med bling og blitzlys.

“Jeg er slet ikke interesseret i den røde løber og guldkjolen. Jeg tager guldkjolen på og går op ad den røde løber, fordi jeg skal, og så prøver jeg at have en fest med det … hvilket jeg har det ret svært med. Det er ikke berømmelsen, der driver mig, men en langt mere personlig ting, et ønske om at udvikle mig som menneske igennem mine roller.”

Hun aflyste engang et interview med en stor landsdækkende avis på grund af travlhed. Ville hun ikke gerne på forsiden? Var hun ikke skuespiller for at blive berømt? 

“Jeg tror, folk indimellem tænker, at jeg får nogle andre ting ud af at være skuespiller, end jeg gør. Jeg oplever tit, at jeg skal forklare, hvor mine prioriteringer i livet ligger. At de ikke er så selviske, som nogen læser dem … ”

Hun tager en tår af sin kaffe og kigger op, umiddelbart klar til at sætte et punktum. Men beslutter sig alligevel for at give emnet et par sætninger mere:

“Tingene er ikke altid, som de ser ud til at være med mig, og det vil jeg gerne fortælle om, hvis jeg bliver spurgt direkte. Men jeg har ikke længere behov for at korrigere billedet, hvis folk ikke spørger. Så må de tænke, hvad de vil.”

Billedet og bedømmelsen af andre mennesker kender hun udmærket godt fra sig selv. Selv om det ærgrer hende, at hun har brugt sin tid på at misunde andre det, de har opnået.

“Jeg har tidligere brugt alt for meget krudt på at være misundelig og tænke: Hvorfor er de så heldige? De er nok sådan nogle, der bare lige kan ringe til deres forældre, og så fikser de det … Men jeg har lært, at du hverken kan dømme eller læse folk på den måde. Det billede, du har, ser sjældent sådan ud i virkeligheden, men er selvfølgelig kun en side af sagen.”

Hun kan stadig føle misundelse. Blandt andet på dem, der, modsat hende selv, har et par hjælpende forældre i baghånden.

“Jeg kan stadig få lidt ondt af mig selv og synes, at alle andre har lettere levevilkår, end jeg har. Men det at kunne bede sine forældre om hjælp til ditten og datten, det har sikkert også en pris, som jeg bare ikke kender. Der er ikke noget, der er så enkelt. Alle mennesker har deres. Og min erfaring siger mig, at vi mennesker ikke er ens. Vi har mange ens problemer, vi bakser med, men vi har ikke den samme natur og det samme temperament.”

Netop arbejdet med at finde ud af, hvem man selv er, og hvorfor man handler, som man gør, er noget, der fanger hende for tiden.

“Det optager mig lige nu at udforske, hvilken slags menneske jeg er. Jeg har haft en tendens til at nedgøre mig selv og har tænkt, at det nok var mig, den var gal med. At det sjældent var de andre. Som en psykolog har sagt, har jeg det omvendte problem af, hvad de fleste har, som typisk giver andre skylden for deres egne mangler. Jeg tror derimod, at alting falder tilbage på mig, og øver mig derfor i at fralægge mig ansvar. Jeg er jo ikke Master of the Universe, og alt er hverken min skyld eller op til mig! At tro, at alting falder tilbage på en selv, er jo en form for storhedsvanvid, samtidig med, at det er enormt selvudslettende ...”

Ikke tid til tidsrøvere

Tiden har givet Sonja Richter en stærkere fornemmelse af, hvem hun selv er. Men den er også blevet mere kostbar – og der er ikke længere nok af den til at begå alt for mange fejl.

“De overvejelser havde jeg ikke for 20 år siden, men i dag kender jeg til omkostningerne ved at lukke dæmoner ind. Da jeg var yngre, havde jeg masser af tid, også til fejl. I dag ved jeg, at der er mennesker og ting, der er spild af tid. Og jeg forstår ikke den der med: ‘Jamen, lærte du ikke noget af det?’. Nej, jeg lærte sådan set kun, at det var utrolig dumt og dyrt at åbne den dør! Og ja, der er hændelser, som jeg ikke er blevet stærkere af at have oplevet og gerne ville have været foruden.”

Derfor er hun i langt højere grad begyndt at sige fra. Over for projekter og mennesker, der efterlader hende udsplattet og energiløs.

“Jeg er blevet rigtig god til at sige nej, og jeg siger hellere nej en gang for meget. Det er ikke nemt, da jeg af natur er meget føjelig og omsorgsfuld og får ondt i hjertet, hvis der er mennesker, som bliver kede af det. Men jeg har lært ikke altid at lystre mit pleaser-gen, da ­prisen for at sige ja til det forkerte er for høj … og der er jo ikke andre end mig til at betale den.”

En af de ting, Sonja Richter siger nej til som skuespiller, er at spille roller, hvor hun skal være langt ældre, end hun er.

“Første gang jeg blev spurgt, om jeg ville spille en kvinde i starten af 50’erne, der var jeg 37 og måtte lige høre min veninde, om jeg levede i det vildeste selvbedrag eller hvad? Min veninde grinede og sagde meget sandt, at dem, der laver film i dag, gerne vil have, at dem på 50 ligner nogen på 35. Og det er jo ikke fedt, da det efterlader dem på 50 med følelsen af at se alt for gamle ud. Billedet af, hvordan du skal se ud som 50-årig, bliver helt forstyrret, og jeg vil ikke være med til at sætte den standard.”

Hun vil ikke spille mere end få år over sin alder. For det føler hun, hun hverken har kapacitet eller troværdighed til.

“Før i tiden begyndte skuespillere først rigtigt at være noget i starten af 40’erne. Det var først der, de rigtigt kunne spille, men det skider man på i dag. Der er gået totalt ungdoms-hype i det, og jeg synes, det udhuler kvaliteten. Det handler i bund og grund om selv at tage et ansvar. Du kan ikke lade alting være op til instruktøren, der spørger, men må som ­skue­spiller også selv tage ansvar for de roller, du siger ja til. Og have et realistisk forhold til dine egne evner.”

Faktisk synes hun, at skuespillere under 40 er lidt kedelige at se på. Bedårende, men kedelige i længden.

“Den her udvikling er skideærgerlig, da jeg kan se, at folk kun bliver bedre med alderen inden for faget. De kan være skønne naturtalenter, de unge, men de er jo sjældent særligt gode. Jeg er da spændt på, hvad jeg skal lave som voksen skuespiller, men holder nu fast i, at der også er instruktører derude, som godt kan se, at visse roller kræver erfaring og tyngde.”

Tag nu et ansvar!

Sonja Richter har en indignation over folk, der ikke kan finde ud af tage et ansvar – som rækker langt ud over skuespillere, der spiller over evne. Hendes vrede over den generelle fralæggelse af ansvar har været så stor, at hun har haft lyst til at stille sig op på en sten og råbe: ‘Tag nu et ansvar!’. For arbejde, børn og det samfund, vi gerne vil leve i.

“Der er en tendens til at skubbe ansvar væk i alle led, både på højt politisk plan og ned på familieniveau, og det gør mig vred. Vi skal alle sammen tage et ansvar! Det er det eneste regnskab, der er at gøre op med dig selv som menneske. Ingen mennesker er forpligtet over evne, men når jeg ser og hører folk give andre ansvaret for, om de selv har et godt liv eller ej … så får jeg lyst til at råbe højt af dem.”

Ansvarsfølelse hænger for Sonja Richter også sammen med at tage sig selv, sit arbejde og sine omgivelser seriøst. Hvorfor bruge tid på noget, hvis du ikke gør det, så godt du kan?

“Jeg oplever tit, at ting skal overstås, for der er nok alligevel ingen, der kan se forskel. Men det kan jeg. Og det er jeg sikker på, at mange andre også kan og derfor tænker, at her var der et menneske, der ikke gad at gøre sig umage – for det var jeg ikke værd. Det der ene sjusk kan lave så mange sjuskeringe i vandet, at det kan føre til en kæmperegning, som skal betales. Hvis folk sjusker med børneopdragelsen, koster det samfundet millioner af kroner i sidste ende, og det er både menneskeligt og økonomisk et katastrofalt sted at sjuske.”

Som ambassadør i Red Barnets kampagne, der er målrettet vold mod børn i Danmark, arbejder hun for oplysning og indsigt i, hvad vi kan gøre for de børn, som lever med forældre, der ikke passer ordentligt på dem. 

“Jeg møder mange mennesker, der ikke er klar over, hvor store problemer vi rent faktisk har i Danmark, og jeg vil gerne være med til at sige, at selv om vi ikke har problemer, som de har i Senegal, så har alle børn det ikke skidegodt her! Der er stadig mange børn i Danmark, der vokser op under vilkår, som slet ikke er i ­orden, og jeg synes, at inden vi begynder at redde hele verden, skulle vi måske redde vores egne først. Det kan vi faktisk gøre ret nemt, men der bliver ikke sat ind over for det.”

Hun slår ikke i bordet, men bruger sine hænder livligt til at understøtte betydningen af sine ord.

“Jeg er ked af at sige det, men når først du er blevet voksen, er løbet lidt kørt. Hvis vi skal bryde den onde spiral, skal vi begynde ved børnene – og der skal ikke spares! Jeg bliver enormt vred, når jeg hører den der med, at der ikke er penge nok … til at hjælpe børn, som lever i et misbrugshjem eller med psykisk syge forældre? Folk skal sgu lære at holde op med at tage stoffer og drikke sig så fulde, at de ikke kan passe deres børn, ellers skal de ikke have dem. Ja, det er så bare mig ...”

Jeg ringer på den lille klokke bag min ryg. For at aflyse den frokost, vi aldrig kom omkring. Fordi vi kom omkring så meget andet, den her formiddag i skuespillerens kvarter, hvor hun opholder sig. Lidt endnu.