Maria Bager (44) er gift og mor til Elliot på 15 og Vincent på 10 år. Hun er indehaver af Landmad i Aarhus. Tidligere selvstændig konsulent i Los Angeles og uddannet cand.mag. i engelsk og lingvistik.
Birgitte Bager (50) har en kæreste og er mor til Valde på 24 og Amanda på 21 år. Hun er indehaver af Landmad i Aarhus. Tidligere kommunikationskonsulent og uddannet cand.mag. i engelsk og psykologi.
Vores fællesprojekt: Landmad
Landmad Aarhus er en landhandel med tilhørende café, hvor fokus er på friske og økologiske råvarer fra danske producenter. Landmad er et franchaise-koncept med ni filialer spredt over hele Danmark. Birgitte Bager og Maria Bager åbnede deres butik og café i Aarhus i august 2016.
Hvordan fik I ideen til Landmad Aarhus?
Birgitte: “Jeg var lige ved at fylde 50 og kunne mærke, at jeg skulle lave noget med mere hjerteblod i. Jeg var kommunikationskonsulent og havde forsøgt mig med ekstra uddannelser som hundepsykolog og ordblindelærer, men det var ikke det. Men så en dag liker en af mine foodie-veninder Landmad på Facebook. Jeg klikker ind på Landmads side, og helt uden betænkningstid skriver jeg til hende, der har fundet på franchiseprojektet: ‘Sådan en butik vil jeg også have!’.”
Maria: “Historien går faktisk helt tilbage til alle vores somre på øen Endelave, hvor vi er kommet i nu 30 år, og hvor vi hver sommer dagdrømmer om at overtage cafeen og bo der fast.”
Birgitte: “Endelave fungerer jo som én stor gårdbutik. Du cykler hen til den ene bondemand og køber lam, du henter æg hos den næste og graver kartofler op hos den tredje.”
Maria: “Jeg har boet i Los Angeles med min familie i otte år og har vænnet mig til at kunne
få lokalt producerede varer. Men vi var klar til at vende hjem.”
Birgitte: “Jeg havde været rundt og spørge i min vennekreds, men ingen sagde: “Det er fandeme en FED idé!”. Indtil jeg fortalte Maria om det, og hun syntes, det var så fedt, at hun var parat til at flytte hjem for det!”
Hvorfor er det fedt at være jer to?
Birgitte: “Fordi vi bare godt kan lide hinanden. Vi er en ret tæt familie – bare ikke i traditionel forstand. Vi ses alle sammen en gang om året. Eller gjorde – indtil nu, hvor mange af os ses her hver dag. Vi er nok bare skidetrygge i vores base, og det er en kæmpe styrke og derfor, vi tør. Det er, som om at med Maria er det bare tryggere og ikke et gamble.”
Maria: “Vi har også længere snor med hinanden.”
Birgitte: “Jeg kan stole på Maria! Hvis det her ikke går, så er det bare skideærgerligt, men så er det stadig kun et businessprojekt. Vi er da godt klar over, at der er faldgruber. Det var resten af familien også, så vi måtte love vores mor at gå til coach.”
Maria: “Der er meget på spil. Også fordi det blev større end oprindeligt tænkt. Vi har haft en coach ind over lige fra starten, men mest en, vi taler forretning med.”
Birgitte: “Han skaber også et rum, som vi kan tale om andre ting i.”
Maria: “Men altid med udgangspunkt i vores virksomhed. I dag er det blevet sådan, at vi holder bestyrelsesmøder hos ham én gang hver anden måned, hvor vi får snakket om alt.”
Birgitte: “Det er supergodt – og nødvendigt. Og det eneste tidspunkt, hvor vi får stoppet op og rigtigt snakket og ser det hele lidt i perspektiv, men også får set hinanden i øjnene.”
Maria: “Det gør det også nemmere, at vi står for hver vores del af forretningen.”
Birgitte: “Jeg er købmandsdamen. Det er fedt at stå i butikken og have glade kunder og være stolt af det, jeg har på hylderne.”
Maria: “Og jeg står for cafeen.”
Betyder det noget, at I er storesøster og lillesøster?
Birgitte: “Hvis det er noget, så er det omvendt hos os! Du havde noget med, at jeg i hvert fald ikke måtte sige sådan nogle storesøster-ting.”
Maria: “Jeg tror mere, det handler om personlighed og erfaring end om søskenderoller. Efter USA synes jeg generelt, at der er alt for meget snak i Danmark...”
Birgitte: “Og jeg synes, der er for lidt snak! Det er sikkert en arv fra mine offentlige ansættelser, at jeg godt gad, at vi lige skulle ud i nogle fokusgrupper eller have det op på et afdelingsmøde. Hurtige beslutninger er svære for mig. Maria er handlekraftig.”
Hvornår har det været svært?
Maria: “Det var svært at finde det rigtige sted i Aarhus. Fordi konceptet er en butik og café på samme matrikel, så skulle det være stort nok til begge dele.”
Birgitte: “Det var vores far, der opdagede det her. Han læste, at Bruuns Bazaar var gået konkurs. Vi vidste, at deres Aarhus-butik lå i et godt lokale, men der var otte før os i køen. Først da ejeren satte hele købmandsgården til salg, fik vi chancen. Sammen med vores forældre ejer vi i dag hele matriklen, som går tilbage til 1730.”
Maria: “Vi gik fra bare at ville åbne butik med en lille hyggelig café med fem borde, måske i Viborg, til butik og en restaurant med plads til over 100 gæster midt i Aarhus.”
Birgitte: “Der var mange beslutninger, der skulle tages, men vi har hele tiden respekteret, at har en af os en stærk holdning til et spørgsmål, så bruger vi vores vetoret.”
Maria: “Og vi har brugt den. Men kun i forbindelse med små ting, som fotostaten i butikken, hvor jeg havde forestillet mig noget andet. Min verden gik ikke under af, at du valgte. Og så er det rart, at vi har købt os ind i et koncept. Dels fordi vi ikke har nogen egentlig erfaring med at drive den her type forretning, dels fordi meget er bestemt på forhånd. De få nætter, jeg ligger søvnløs over Landmad, der minder jeg mig selv om, at vi bare har åbnet en butik og en café. Vi er ikke ved at sende folk til månen eller lave kræftforskning.”
Er I gode til at fejre jeres sejre?
Maria: “Nej! Birgitte, du skal blive bedre til at fejre. Jeg stod klar, da vi fik vores byggetilladelse.”
Birgitte: “Men det var efter arbejdstid, og jeg skulle hjem...”
Maria: “Og så inviterede jeg nogle af de andre kollegaer til at fejre i stedet!”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 81.
