Søs og Kirsten
© Ditte Capion

Søs og Kirsten: “Vi er godt og grundigt sovset ind i hinanden - vi er et gammelt ægteskab"

Vi elsker dem! De er to af de sjoveste kvinder i Danmark, de har været det i årtier, og de er tilbage på din tv-skærm. Og i dit magasin. Til en snak om det, Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind ser, når de ser sig selv i spejlet. Og når de gransker 40+ rynkerne

20. december 2018 af Louise Thorsted


Du kan læse hele interviewet med Søs og Kirsten i det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu! Her fortæller de skønne kvinder deres sandhed om blandt andet overgangsalderen, alder generelt, lykken og meget mere... 

Hvorfor har vi brug for satire? Og hvorfor har I? 

Søs: “Så vi kan pege på nogle af de ting, som er problematiske, eller på nogen, som måske lige skulle have tænkt sig om i forhold til karmaloven. Humor er det, der definerer os som flok. Det er, når vi griner af det samme, at vi oplever fællesskab. Satiren er også et vidunderligt redskab til at få peget på nogle sandheder, og her er Danmark jo helt enestående. Der findes ikke en dansk flække med respekt for sig selv, som ikke har en revy!” 

Kirsten: “Satire er et fantastisk våben og et fantastisk middel til at få det meste til at glide ned. Også alvorlige temaer eller uretfærdigheder, som det ellers kan være svært at pege på. Det er nemmere, hvis du vender tingene lidt på hovedet. Det er et spejl, vi holder op, når vi forstørrer tingene og laver dem om til humor. Der er noget afvæbnende over latter.” 

Og hvad er Selfiestan, jeres nye satireprogram på tv, så?

Kirsten: “Det er os, Folmer (instruktør og medforfatter Jens Folmer Jepsen, red.), mig og Søs. Og det er syv halve timers satire, som er vores kommentar til, hvad der er sket med verden, siden vi lavede Kongeriget. Og det er meget det der selfie, selfie, selfie. Mig, mig, mig.”

Søs: “Vi blev kontaktet af DR’s dramachef, som havde set nogle af vores gamle figurer på tv og sagde: ‘De holder jo knivskarpt, har I lyst til at lave noget, så skal I bare ringe til mig’. Det havde vi. Og hvert afsnit tager udgangspunkt i en dansk begivenhed, som vi alle kan forholde os til.”

Kirsten: “Vores fælles historie, for det er jo ikke ret meget, vi ser af det samme eller har fælles mere. Men vi mennesker kan jo godt lide at kunne relatere os til noget fælles og få det fælles grin. Ellers bliver vi bare til små øer.”

Søs: “Det hedder Selfiestan, fordi det er blevet så enorm en del af vores virkelighed, hvordan vi prøver at fremstå i andres øjne. Vi to er også en del af hele det cirkus. Spørgsmålet er, om du overhovedet kan slippe for at være det, hvis du vil noget. Se nu sådan en som Trump, den store klovn, han tror sikkert, at det er en styrke at sende 20 tweets i døgnet, men bliver måske skrækeksemplet på, hvor langt vi skal ud. Det er vel også sådan, at revolutioner er startet?”

Hvad ser I så, når I ser i spejlet? 

Kirsten: “Jeg kigger mindre og mindre i spejlet, men når jeg gør, så ser jeg en hel masse levede år, som jeg ikke er ked af. Jeg er et rigtigt dejligt sted i livet, er totalt overprivilegeret med to vidunderlige børnebørn, en vidunderlig mand og børn. Jeg er meget taknemmelig for alle de arbejdsopgaver, jeg har, som ligger og venter, og som alle sammen er nogle, jeg glæder mig til. Jeg er jo pensionist på papiret. Men jeg kunne ikke drømme om at gå på pension. Jeg vil arbejde, så længe det interesserer mig, og jeg er nysgerrig på tingene.” 

Søs: “Jeg ser også en ældre kvinde, som er blevet 60 år. Men jeg ville ikke bytte med nogen og slet ikke de unge. De har det hårdt med alle de krav om perfekt ydre og gang i uddannelser. I dag må du nærmest ikke tage et sabbatår, før du skal straffes. Når jeg tænker på, hvad vi fik lov til …”

Kirsten: “Vi måtte alt!”

Søs: “Vi havde jo de sprødeste år i 80’erne. Hvor der bare var knald på, skal jeg hilse og sige. Det var sjovt og fuldstændigt uhæmmet, hvad du kunne gøre dengang. Du måtte være den, du ville, og skeje meget mere ud, uden at der var nogen, der syntes, du var underlig.”

Kirsten: “Når du er ung, tænker du ikke så meget over, hvor lykkelig du skal være for at vågne op rask og med dem, du elsker, omkring dig. Men jo ældre du bliver, jo mere ydmyg bliver du over for hver dag, der går godt. Og jo flere kære, der falder fra, jo mere tænker jeg over, hvad jeg vil med mit liv, og hvad jeg stadig vil sige ja til.”

Søs: “For nylig er jeg også begyndt at tænke over, at det ikke kun handler om mig selv og mit liv, men også om, at jeg ville være så ked af, hvis jeg ikke nåede at opleve mit barnebarn, Elli, længst muligt.”

Kirsten: “Sådan har jeg det også med Osvald og Ferdinand! Jeg kan slet ikke tåle, hvis ikke jeg når at se dem vokse op, følge dem og være en del af deres liv. Det er på den måde, at jeg mener, at nu skal jeg også til at opføre mig ordentligt og passe godt på mig selv. Jeg skal tabe mig, men ellers synes jeg, jeg passer på. Men stadig er det vigtigt at give den gas en gang imellem og ikke glemme at have det sjovt – som så heller ikke behøver at være forbundet med druk.”

Søs: “Ikke ryge og drikke og alle de der ting.”

Kirsten: “Vi er holdt op med at drikke den der flaske rødvin på en hverdag, og jeg ryger heller ikke længere. Gud, Søs! Du har slet ikke røget. Hvor er du god.”

Søs: “Off the record. For jeg har aldrig røget!”

Kirsten: “Det ved alle da.”

Søs: “Jeg ville aldrig hype rygning på nogen måde.”

Kirsten: “Men du kan da hype, at du er holdt op. Det er da fantastisk!”

Søs: “Det er sandelig for Ellis skyld. Det er hende, der er grunden til, at jeg ikke gør det. Jeg vil være her og få det hele med.”

Kirsten: “Ja, det med børnebørnene er virkelig noget, der fylder. Det er nærmest en sygdom.” 

Læs hele interviewet i Magasinet Liv!

det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu, kan du læse det fulde interview med skønne Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind. Her fortæller de meget mere om deres tætte forhold til hinanden samt om deres forhold til blandt andet overgangsalderen, alder generelt, lykken og meget mere... 

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion


Måske er du interesseret i...

Seneste