Smerte - den klarer jeg (nu)

I kirurgens venteværelse er der stille. Jeg sætter mig på stolen nærmest udgangen. På et bord ligger en stak magasiner. Jeg tager et kvindemagasin, bladrer febrilsk i det og havner på en artikel, som jeg under andre omstændigheder ville have læst med stor interesse, men som nu bare bliver til en masse ord og linjer uden sammenhæng.

Jeg kigger på klokken. 20 minutter i tre. Jeg havde tid halv tre. Måske er kirurgen syg, og om lidt får jeg at vide, at jeg kan gå hjem. Men nej. Døren til kirurgen går op, sygeplejersken siger: “Rikke? Du må gerne komme ind.” Jeg smiler tappert, rejser mig og går de 10 lange skridt ind til kirurgen. Så blev det altså i dag.

Av for f...

I dag er dagen, hvor det for alvor går op for mig, hvor mange forskellige facetter vi mennesker indeholder. I dag er også dagen, hvor jeg finder ud af, hvordan min styrke på ét område kan overvinde min svaghed på et andet.

Ja, jeg er bange for fysisk smerte.

Og jeg skal have fjernet marisker. Ordet marisker klinger bedre i mine ører end den anden betegnelse for de små irriterende hudlapper, der er opstået som følge af tre graviditeter: nemlig hæmorider.

Det er femte gang, jeg har tid til at få dem fjernet. De andre tider aflyste jeg i sidste øjeblik med en opdigtet undskyldning, der dækkede over mit manglende mod til at gennemgå fysisk smerte. Jeg var tæt på også at aflyse tiden i dag, men min indre pæne pige syntes ikke, jeg kunne være bekendt at aflyse for femte gang. Så nu ligger jeg på briksen og kigger op i loftet. Jeg bemærker vinduet i loftet og tænker i flugtveje.

Men når det kommer til psykisk smerte, er jeg stærk som en okse. Mental styrke kan anvendes til at fortrænge angst for fysisk smerte, ved jeg, og nu har jeg chancen for at bevise den teori. Jeg tænker på de situationer i mit liv, som jeg har klaret. Jeg har flere gange oplevet, at fundamentet for mit og min families liv ramlede samtidig. Som 32-årig kvittede jeg job, kæreste og hus på samme tid. Jeg mødte min eksmand, blev medejer i hans firma, og han blev uberettiget varetægtsfængslet. Vi fik børn, han fik en depression, vi er skilt, og jeg ved ikke, om jeg kan blive boende, hvor jeg bor.

Men et lille bitte indgreb foretaget af en kirurg skræmmer mig fra vid og sans.

Efter otte pinefulde bedøvende stik, der får koldsveden frem, mærker jeg ikke, at kirurgen skærer i mig, men tanken er nok. Tager dybe åndedræt og fortæller mig selv, at jeg er for sej til at frygte smerte. Bagefter viser kirurgen mig stolt de tre marisker, han har fjernet. Det havde han ikke behøvet. Men jeg nænner ikke at sige det til ham.

I dag lærte jeg, hvordan min styrke overvandt min svaghed. Hvordan min mentale styrke besejrede min angst for fysisk smerte. Og det trick kan vi alle bruge. Næste gang du står i en situation, som føles svær, håbløs eller uoverskuelig, så tænk på de udfordringer, du har klaret i dit liv, hvordan du klarede dem, og brug så den styrke til at komme igennem den nye situation. Vi mennesker indeholder langt mere styrke, end vi tror.

Når enden er god

Halvanden time senere og et par marisker færre går jeg lige så forsigtigt, som dengang jeg havde født, ud af kirurgens lokaler. Jeg gjorde det. Sgu. Og selv om jeg ikke ligefrem har lyst til at besøge ham igen, så beviste en lille simpel øvelse, at min stærke side kan bruges til at overvinde min svage. Jeg er ikke alene blevet pænere et vist sted (!), jeg er også blevet klogere. Endnu en gang.

Artiklen blev bragt første gang i Magasinet Liv nummer 16.