Kvinde skriver ansøgning
© iStock

Skriv den ansøgning, der giver dig jobbet

Er det tid til forandring? Til at se verden et andet sted fra? Her er vores bedste tips til den ansøgning, du gerne vil skrive.

4. august 2013 af Ulla Hinge Thomsen / Foto: Getty

Kend din modtager
En ansøgning handler mere om den, der læser den, end om dig. Så tænk mindre ‘Her er mit liv’ og mere ‘Det kan jeg gøre for dig’. Start med at finde ud af alt om arbejdspladsen:

  • Tjek hjemmeside og medier. Har arbejdspladsen været igennem sparerunder, sammenlægninger? Hvem er konkurrenterne? Det kan hjælpe med at målrette din ansøgning.
  •  Ring til kontaktpersonen på annoncen. Spørg ind til opgaverne - hvordan er de prioriteret, hvad ligger der i de enkelte ord? Hold samtalen længe nok til at få et indtryk og kort nok til, at du ikke trætter personen. Fem-ti minutter er som regel okay.
  •  Spørg dit netværk. Måske nogen kender nogen på arbejdspladsen? Spørg ind til værdier og buzz words - som du måske kan bruge.

Mød et behov
Når vi skriver ansøgninger, har vi en tendens til at skrive, at vi kan alt det, der står i jobannoncen, ergo er vi gode til jobbet. Der kan stå: ‘Du er fleksibel og vant til at arbejde med forskellige mennesker’. Og du skriver: ‘Jeg er kendt for at være meget fleksibel og har arbejdet med mange forskellige mennesker’. Det siger jo ikke så meget andet, end at du kan læse en jobannon­ce. De kandidater, der virkelig rykker, er dem, der kan møde et behov, arbejdsgiveren har.
Spørg dig selv: ‘Hvad kan jeg gøre for den her arbejdsplads?’ Det kan være: Du er skolelærer og ved, at skole-hjem-samarbejdet er en særlig knast på arbejdspladsen. Så dit budskab er: ‘Som ny kontaktlærer på Sølystskolen vil jeg se det som min vigtigste opgave at sikre et solidt samarbejde mellem skole, forældre og elever’.

Opfyld behovet
Nu har du defineret de behov, du vil opfylde. Skriv nu, hvordan du vil gøre det, og hvorfor du er den bedste. Det kan være, at du for at sikre skole-hjem-samarbejdet vil indføre et vist antal skole-hjem-samtaler eller udbygge skoleintra. Det er du god til, fordi du har en bestemt efteruddannelse, eller du har indført det i dit nuværende job. Skriv ordene ligeud: ‘Det vil jeg gøre ved at ...’ og: ‘Jeg er den bedste til det, fordi ...’.

Skru forvent­ningerne op

En arbejdsgiver vil vide, hvad hun får i dig. Skriv det! Hvad ville din nuværende eller tidligere chef sige - at du har styr på det med småt, at du får de mest originale ideer - og hvillke af de egenskaber har din nye chef mest brug for? Læg vægt på dem. Vær konkret. Det er bedre at skrive sådan her: ‘I mig får Sølystskolen en selvkørende lærer, der læser fagbøger for sjov, og en kollega, der melder sig til festudvalget’. End sådan her: ‘Jeg er selvstændig, engageret og social’.

Kæl for sproget
Intet er så dræbende som en ansøgning, der starter med ‘I henhold til jeres opslag af 9. september ...’. Hvem taler sådan? Nej, vel!

  • Hvem skriver du til? Hvis du søger job på et advokatkontor, er det fint med fremmedord og en formel stil. Men søger du job som pædagog i en børnehave, skal du bruge det sprog, du ville bruge i hverdagen på Gul Stue.
  • Hvem er du? Hvis du er en sprudlende og kontant person, skal din personlighed skinne igennem med sprudlende og kontante ord og sætninger. Show it, don’t tell it, hedder det.

Læs korrektur
Vær en flueknepper, når du læser ansøgningen igennem eller endnu bedre: Få en anden til at læse den igennem for dig.

Gør, som der bliver sagt
Hvis annoncen siger, at du skal medsende idéforslag, cv, eksempler på dit arbejde, så gør det! Har du ikke det, der kræves, så spørg, om du må sende noget andet, der viser det samme.

Tilpas dit cv
Jo ældre du er, des længere er dit cv typisk også. Gør det overskueligt for arbejdsgiveren. Justér det efter det job, du søger - sortér det irrelevante fra.

Kilde: Sprogpsykolog Ulla Hinge Thomsen, perfektansøgning.nu

Du vil (garanteret) også kunne lide