Mange tænker måske på studielivet som noget, der hører teenageårene og 20'erne til, men det er aldrig for sent at forsøge at udvikle sine faglige og menneskelige kvaliteter – det handler bare om at finde den rigtige uddannelse, der passer lige præcis til det, du ønsker at opnå.
Vi har samlet fire uddannelsesmuligheder, hvor du har mulighed for at videreuddanne dig og finpudse dine kompetencer inden for lidt af hvert, så du kan finde lige præcis det, der tiltaler dig mest.
1. Højskole
Højskoleophold er en anderledes oplevelse end mange andre uddannelser, da du i højere grad fokuserer på det sociale og ‘uddannelsen’ af dig selv, samtidigt med at du udvikler din faglige kunnen. Du kommer til at dykke ned i interesser, du altid har ønsket dig at udforske i dybden, og interesser, som du slet ikke vidste, du havde – alt fra klinisk psykologi til filmproduktion. Og samtidigt møder du en masse nye og spændende mennesker.
Et højskoleophold kan vare fra én uge til 40 uger, hvor de fleste vælger at være der mellem fire og fem måneder for at få mest muligt ud af oplevelsen – men det er helt op til dig, hvor lang tid du ønsker at bruge på det.
Inde på Højskolerne.dk kan du finde præcis den højskole og den varighed, der passer til dig og dine interesser.
2. Sprogskole
Du elsker at rejse rundt i Italien, men du kan ikke sproget, eller du ønsker at finpudse dit engelske, fordi din arbejdsplads har udvidet sig på det internationale marked. Her kan du overveje et sprogkursus, hvor du kan udvikle dine sproglige kompetencer.
Sprogkurserne tilbydes på forskellige niveauer, så uanset om du er nybegynder eller bare lige vil have en opgradering af din sproglige kunnen, kan du finde et, der passer til netop dig.
FOF-aftenskoler tilbyder sprogkurser i hele landet. Inde på deres hjemmeside kan du se, hvilke sprog de tilbyder og hvor.
3. Aftenskoler
Hvis du ønsker at udvide andre kompetencer end lige dine sproglige, så tilbyder Aftenskole.aof.dk adskillige kurser rundt om i hele landet, hvor du for eksempel kan udvikle nogle af de faglige færdigheder, der kunne være brugbare på din arbejdsplads.
På disse aftenskolekurser kan du lære at arbejde med alt lige fra it, hvor du blandt andet kan lære om, hvordan du arbejder med Excel og andre Word-programmer, til kommunikation, hvor du kan lære om journalistik og det skrevne og talte ord.
4. Videreuddannelse
Føler du, at du gerne vil bygge videre på dine faglige kompetencer, eller ønsker du helt at skifte arbejdsfelt? Dette kan du gøre, hvis du vælger at tage en videreuddannelse. Du behøver ikke ærgre dig over, at din uddannelse ikke strækker sig til det job, du egentlig ønsker.
“Du kan udvikle dig hele livet, hvis du ønsker det” er et motto på Uddannelsesguidens hjemmeside, hvilket er både inspirerende og ganske sandt. Inde på hjemmesiden kan du se, hvilke uddannelser du kan tage og meget mere.
Dette kan selvfølgelig en større omvæltning i din og din families hverdag, men hvis du føler, at det er det rigtige for dig, så følg din drøm! Det giver med garanti masser af livsglæde at gøre det, du brænder for.