Når du skal i gang med at bryde vaner
“Du skal være kræsen i dit liv og sige til dig selv: ‘Jeg har ret til at have det godt, og jeg skal selv gøre noget for det’. Der er et indisk ordsprog, som lyder: ‘Hvis du løser små problemer, får du aldrig store problemer’. Mange venter for længe med at tage fat om tingene og lever som en mejetærsker, hvor de tonser derudad – ofte med arbejdet som væsentligste parameter. Jeg mener i stedet, at du med tilpas ydmyghed løbende skal se på, om livet egentlig er, som det skal være. Både hvad angår børn, vennekreds, parforhold og fysisk form. Vær realistisk, og spørg dig selv, hvad konsekvensen af den måde, du gør tingene på, er.”
Sådan bryder du vanen med
… miskommunikation i parforholdet:
“Mange er færdige med at lytte, før den anden er færdig med at tale. Vær opmærksom på, at du skal lytte helt færdigt, og tænk over, hvad din partner i virkeligheden mener, inden du svarer. På arbejdet er vi typisk gode til at lytte, for det kan jo være vigtige informationer, vi skal bruge om lidt. Men i et parforhold tror vi ofte, vi ved, hvad den anden vil sige om lidt. Find positive ting ved din partner i stedet for ‘Find fem fejl’. Grib ham i at gøre noget godt.”
… stress på jobbet:
“Få øje på problemet – se på dig selv udefra. Er du tilfreds med, at du for eksempel altid hænger i en klokkestreng? Hvad ville være bedre for dig? Gransk din evne til at sige ja eller nej. Tænk på, at du også har ret til en afbalanceret hverdag, hvor der er plads til andet end arbejde. Skab huller i din kalender, de kommer nemlig ikke af sig selv.”
… lavt selvværd og misundelse:
“Går du ofte og spekulerer på, hvad andre mener om dig, så arbejd med at slippe den tanke fri. Simpelthen ved at give andre lov til at tænke om dig, som de vil – du ved bedre. Måden, du tænker om dig selv, kan udløse gode eller negative følelser. Find alle de positive følelser, du har om dig selv, frem, og tænk mere på alt det, du har. Det hjælper også på de situationer, hvor du misunder andre. Tænk konstruktivt: Hvad kan jeg lære af dem? Vær nærværende i dit eget liv.”
… altid at komme for sent:
“Udskift tidspunktet, og sæt din deadline et kvarter før. Altid. Tænk over glæden ved, at andre bliver glade for, at du kommer til tiden. Tænk: Hvad er konsekvensen af, at jeg kommer for sent? Hvad betyder det for mig, mit selvbillede, min status? Og involvér dem omkring dig, så alle kender klokkeslættet.”
Læs også bogen Bryd vanen og nå dine mål af Torben Wiese, Jyllands-Postens Forlag, 183 sider, 250 kroner hos Saxo.dk.