Kvinde der smiler

Sådan booster du din hverdagsglæde

Vi holder af hverdagen, uden tvivl, men den kan altså også blive kedelig – og vanskelig at vende retur til efter ferien. ­Psykolog ­Vibeke Bie guider dig på vej til lykkelommerne

25. oktober 2016 af Helle Kjærulf

Zoom ind på nuet

Bliv bedre til at være nærværende. Giv dig tid og rum til at opleve dagens små og store øjeblikke. Fokusér for eksempel på dit åndedræt, noget som jo bare fungerer af sig selv. Koncentrér dig om at trække vejret helt ned i maven, så vil du automatisk glemme alle dine mange tanker og mærke nuet. Eller vælg at give dig selv fem minutter til blot at være – til at sidde stille uden at gøre noget som helst, men bare bemærke. 

Skærp dine sanser

Brug i det hele taget mere af din krop til at føle med. Ved at bruge dine sanser kan du skabe kontakt med det, der er lige nu. Øv dig i at lægge mærke til de ting, du hører, ser, dufter og smager. Næste gang, du ræser ud i køkkenet for at hente en kop kaffe, så stop op. Mærk koppen i hænderne, duft til kaffen, og registrér, hvad du smager.

Stop dine tanker

De fleste oplever ofte, at tankerne vandrer, så de mentalt havner et andet sted, end der hvor de fysisk er. Det er ikke i sig selv et problem. Vi har brug for at fundere og reflektere. Men hvis du generelt går glip af det, der sker lige nu, fordi du enten er i gang med at planlægge det næste, der skal ske, eller fordi du dvæler ved en frustration fra i går, er det et hverdagsglæde-problem. Bliv bevidst om dine tankemønstre, og at du har et valg. Du bestemmer selv, om du vil flytte fokus til det, du rent faktisk gør.

Do the right thing

Vi har brug for både vores vaner og rutiner, men vi skal også passe på ikke konstant at køre på automatpilot. Fra tid til anden må du simpelthen forholde dig til, hvilke værdier du ønsker skal fylde i din hverdag. Er du i det rigtige arbejde? Hvad skal have betydet noget, når dagen er omme?

Tænk kortsigtet

Alle vil opleve at komme ud af kurs. Og så er det gode, at det er de små skridt, der baner vejen for de store mål. Er det for eksempel vigtigt for dig at leve sundt, kan et lille skridt være at købe noget dejligt med hjem til aftensmaden. Eller tage i biografen for dig selv, mens tankerne siger, at man da ikke kan gå i biografen alene.

Indstil jagten 

Hverdagsglæde er ikke en konstant tilstand. Og du risikerer at spænde ben for dig selv, hvis du tror det. Så bebrejder du nemt dig selv, at du ikke går rundt i en lykkerus. Og denne jagt på glæden kan skabe en ond cirkel, hvor glæden hele tiden smutter ud af hænderne på os, fordi vi krampagtigt forsøger at fastholde en følelse, der kun er her for et øjeblik. Kunsten er at lade være med at gøre noget ved selve følelsen, men blot betragte den uden at vurdere den som god eller dårlig. Hverdagsglæde kan også være svær at huske på, når der er pres på. Bare så du husker det.

Seneste

Måske er du interesseret i...