have tips og tricks
Nanette Bang Mogensen (45) i sin smukke have.


© Privatfoto

Sådan kom jeg til at elske min have

Nanette Bang Mogensen har delt sin have op i mange rum med hække, og hun har planlagt buske, træer og stauder efter husets stil. Måske kan du finde inspiration til et nyt rum i din egen have i hendes fortælling om at blive haveelsker?

10. maj 2022 af Louise Thorsted

Hvordan ser din have ud? 

“Jeg er tilhænger af, at hus og have hænger sammen stilmæssigt. Vi bor i et hus fra 1930’erne med mange rum, og jeg kan godt lide stemningen af noget gammelt, hvor ikke alt står snorlige. Følelsen af at være i et hjem med gulv, vægge, loft og rum har jeg videre ­ ført i haven, og ligesom i huset har rummene i haven forskellige funktioner og størrelser. Der er en klosterhave med buksbomhække, højbede, et orangeri med gårdhave og rum med stauder og klippede bøgehække. 

Jeg arbejder meget med hække i min have. Mange har en opfattelse af hække som noget, der omkranser en have, men jeg bruger rigtigt meget hække inde i haven for at dele den op. De bidrager til fornemmelsen af at gå inde i et hus, og de skærmer af for blikket, så du måske kun ser en flig af noget. Det giver en dragende virkning, så du får lyst til at fortsætte videre rundt. Vores have er 880 kvadratmeter, men folk tror tit, at den er større, når de går rundt i den, for sådan virker det, når du har mange rum.”

inspiration til have
Et kig ind i et af rummene i Nanettes fantastiske have!


© Privatfoto

Hvorfor er du blevet haveelsker? 

“Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive haveelsker. Jeg er stadig lidt overrasket over det selv. Jeg er opvokset i parcelhus, og min søster og jeg blev nogle gange sendt i haven for at hjælpe til. Hun syntes, det var fantastisk at luge ukrudt, jeg syntes, det var vildt ulækkert med alt det jord og kryb. 

Da jeg var 22, købte jeg så hus og fik min første have. Den var 550 kvadratmeter og meget trist og dyster at se på. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre et eller andet, så jeg meldte mig ind i Haveselskabet, hvor jeg nok var det yngste medlem. Igennem Haveselskabet kom jeg ud og så haven ved Clausholm i Jylland. Der så jeg, hvor lækkert samspillet mellem et hus af en vis alder og et haveanlæg faktisk kunne blive. Det gav mig blod på tanden. Jeg lånte en masse havebøger på biblioteket og begyndte at sætte mig ind i, hvordan du formgiver en have. Hvad det betyder at plante noget, som er højt inde i haven.” 

instagram haveprofil
Nanettes Instagram-profil hedder Storbybonden, fordi hun er vokset op på landet og bor i storbyen.


© Privatfoto

Hvad er din grundidé med din have? 

“Jeg tror egentlig bare, det er at tilføre glæde. Både for dem, der går forbi, og os, der bor her. Jeg er fortaler for lavere hække i forhaverne. Min er så lav, at hvis du stiller dig og kigger ind, så kan du se hele forhaven. Jeg har haft mange hyggelige snakke med folk, som standsede op for at se på forhaven. Nogle gange er de blevet inviteret ind for at se resten. Giv glæden videre! Et andet princip er, at jeg dyrker haven så økologisk som muligt. Jeg bruger aldrig sprøjtegift, og jeg prøver at genbruge havens materialer. For eksempel lader jeg de visne staudetoppe stå vinteren over, og om foråret klipper jeg dem i småstykker og fordeler dem i bunden af bedet. På den måde indgår de i jordens cyklus.” 

have drivhus
Nanette forsøger at reducere mængden af krukker, der kræver meget vanding.


© Privatfoto

Hvad laver du i haven lige nu? 

“Jeg er i gang med at planlægge nogle nye områder med belægninger, og så er jeg ved at tilrettelægge, hvilke grøntsager jeg skal have hvor. 

I min køkkenhave har jeg en afdeling, hvor jeg dyrker ting, der kommer af sig selv hvert år, såsom artiskokker, druer og jordbær. Og højbede, hvor jeg sår etårige afgrøder som ærter, squash og bønner.” 

Hvad er din plan for haven i det kommende år? 

“Et overordnet punkt for mig er, at jeg skal prøve at reducere mængden af krukker. Det er lækkert med krukker, men det kræver bare en masse vanding, og det vil jeg gerne skære ned på, så haven er så bæredygtig som mulig. Fra nu af skal alt i jorden! 

Sidste år lykkedes det ikke for mig at skære ned på antallet af krukker, fordi jeg lod mig friste på planteskolen, men i år skal jeg hanke op i mig selv!” 

Hvad elsker du højest i din have?

“Hvis jeg skal nævne en plante, jeg ikke kan undvære, så er det buksbom. Den kan fun ­ gere i krukker, i bede, klippes i former eller som hække. Mine buksbomhække giver det, jeg vil kalde min haves dna, og udgør skelettet, haven består af. 

Jeg tror, mange har en skræk for at plante stedsegrønne planter. De associerer det med kirkegårde i stedet for at se det som en struktur eller en ramme. Men om vinteren er der mange haver, som ser triste ud, fordi der ikke er noget at se på, hvor min have har noget at byde på hele året. Når alt andet er vissent og brunt, har de stedsegrønne planter højsæson, og den stramme form, mine buksbom har, træder frem på en helt anden måde end om sommeren.” 

have planter
Et godt trick er at plante stauder tæt, så du slipper for at luge så meget.


© Privatfoto

Hvad er du mest træt af? 

“At haven ikke er større. Jeg kunne da godt tænke mig at have plads til en lund med æbletræer for eksempel. Nogle gange bilder jeg jo mig selv ind, at min have og bedene er væsentligt større, end de er, og så får jeg købt ind, som om jeg havde et parkanlæg.”

Hvad bruger du mest haven til? 

“Til at leve i. Haven er et hverdagsrum, vi bruger som forlængelse af huset. Vi spiser ofte frokost eller aftensmad i haven. Jeg har havemøbler placeret forskellige steder: I gårdhaven, hvor vi har morgensol, i forhaven, hvor aftensolen rammer, og vi kan lave sno ­ brød. Her er også stolper til en hængekøje, udendørsbruser, støbejernsovn til pizza, drivhus med figner og vindruer. Så der er mange afslappende ting, man kan foretage sig. Til daglig sidder jeg bag en computerskærm, så det er mit frikvarter, når jeg er i haven.”

Hvad er dit drømmeprojekt? 

“Hvis jeg havde mere jord, kunne jeg virkelig godt tænke mig en større køkkenhave. Der er en stor tilfredsstillelse i at følge frø, der spirer og bliver til en plante, som så kan blive til et måltid. Køkkenhaverne på Fredensborg og Egeskov Slot er blandt mine favoritsteder. Sådan en stor køkkenhave med majestætiske planter som artiskokker er bjergtagende.”

Artiklen blev bragt i Magasinet Liv d. 7. april, 2022. 

Nanette Bang Mogensen (45)

  • bor på Amager i København med sin mand Bjarke. Er mor til Olivia på 10 og Mathilde på 9 år. 
  • er medicinsk assistent og PA. Deler sin have på @storbybonden på Instagram.

Du vil (garanteret) også kunne lide