Rikke Weischenfeldt
© Trine Bukh

Rikke er endelig tilpas i sin alder: “Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg får en 50-årskrise”

For Rikke var det ikke sjovt at fylde 40. Kærligheden mellem hende og hendes mand var bristet, og hun havde lige lukket sit firma. Men så dukkede en gammel ven op...

26. december 2018 af Karen Greve

Rikke Weischenfeldt (47) har en kæreste og er mor til Felix på 14 og Lola på 10 år, som hun har med sin eksmand. Og så er hun talentagent i filmbranchen.

En varm eftermiddag i sommer, midt i den længste hedebølge i 100 år, sidder Rikke Weischenfeldt på en café i København og føler, at hun er landet et virkeligt godt sted i sit liv. Bag hende er en varm husmur, foran hende et rundt cafébord med en flaske vin og to glas. Ved siden af hende, lænet op ad muren, sidder en mand, hun har kendt i 20 år, men som hun er på første date med. Den eftermiddag begynder de en samtale, som endnu ikke er stoppet, og som Rikke er overbevist om kommer til at fortsætte for evigt.

Rikke er 47 år. Hun har fået to børn, men er ikke længere sammen med sine børns far. Hun har været selvstændig, men har lukket sit firma ned og har generelt haft et fint, travlt liv med opture og nedture som de fleste af os. Men da hun fyldte 40, følte hun ingen som helst trang til smide hænderne i vejret og råbe hurra. Tværtimod. 

“Jeg følte, at jeg skulle gøre status, men jeg var lige blevet skilt og havde lukket min virksomhed. Jeg følte mig sårbar og havde det, som om jeg rystede hele tiden. Jeg holdt min fødselsdag for venner og familie, men det var en underlig dag, og måske skulle jeg egentlig bare have ladet være.” 

For Rikke havde den ene krise trukket den næste med sig. 

“Da mit firma gik ned, følte jeg et tomrum. Det var ikke kun dårligt, for det var også en lettelse, og jeg trængte nok til noget andet, men det blev tydeligt, at jeg ikke var særligt tæt på min mand. Jeg følte ikke, at jeg kunne læne mig op ad ham i den situation. Vi var gode til at have det sjovt sammen, men vi manglede noget intimitet, og derfor gik vores forhold i opløsning.” 

Første del af 40’erne blev intense. Rikke holdt sig flydende ved hjælp af familie og gode veninder.

“Jeg tror lige, jeg venter med at tage sådan et år igen, som jeg havde, lige da jeg var blevet skilt. Jeg var udmattet bagefter. Der var meget praktisk og pludselig også skiftevis familieliv og fest og ballade.” 

Læs om flere kvinder, der endelig er landet det sted i deres liv, krop og alder, hvor de føler sig godt tilpas - alt sammen i det nye Magasinet Liv.

Heldigvis blev livet efterhånden mere overskueligt, da Rikke fik et nyt job som talentagent i filmbranchen, som hun trives i. Der er plads til larm og store armbevægelser, arbejde og fritid smelter sammen, og det passer Rikke rigtigt godt. Egentlig havde hun ikke brug for mere. 

“Jeg havde det godt. Dejligt arbejde og et fint liv sammen med min søn og datter. Vi var sådan en bande, der bare fungerede. Jeg følte ikke, at jeg behøvede en mand, som kom ind og forstyrrede vores balance. Nu var der lige styr på det hele.”

Teenager igen! 

Men så alligevel. En eftermiddag sad Rikke med sin bror og kiggede på Tinder for sjov, og frem dukkede Tao, som hun kendte fra gamle dage, og som hun med det samme kunne mærke, at hun fik lyst til at møde igen. 

Selv om det føltes mærkeligt at skrive til en mand på Tinder, som hun allerede kendte, så gjorde hun det. For så farligt var det vel heller ikke, når du har et halvt liv bag dig? Det værste, der kunne ske, var, at han ville sige nej tak.

Men det gjorde han ikke. Han inviterede hende hen på sin stamcafé, hvor også en hel masse af hans venner kiggede forbi det, der tydeligvis var en date. Og sådan blev Tao og Rikke kærester.

“Med Tao har jeg det, jeg ikke har haft før. Vi forstår hinanden. Er ens på nogle måder. Vi vil gerne snakke ærligt og nå ind til hinanden. Vi er opmærksomme. Han siger, at vi skal styrke hinandens trivsel. Det synes jeg er smukt. Vi har allerede opbygget et godt liv hver især, så vores forhold er det ekstra plus.”

Netop det, at Rikke allerede har et liv og ved, at hun kan have et liv alene, gør en forskel i forhold til kærligheden. Der er ikke den afhængighed af hinanden, som et forhold med fælles børn, bolig og en lang fælles historie giver. For Rikke er det en befrielse.

“Det, at vi har mødt hinanden sent, betyder, at vi rummer hinanden på en anden måde. Du behøver ikke passe helt ned i skabelonen for det perfekte menneske. Vi kan have det sjovere. Det er ikke så farligt. Tao er bare et plus i mit liv. Men som nyforelsket 47-årig er du stadig bare en teenager. Hvis der er to dage i en uge, vi ikke kan se hin anden, er det helt håbløst!”

Livet er pludselig fyldt med lys og lykke, fordi Rikke havde alderen og erfaringen til at turde handle på sin fornemmelse.

“Vi har haft den mest fantastiske sommer. Drukket rosé og cyklet ture rundt i byen. Alt bliver nyt igen og fyldt med førstegangsoplevelser. Jeg er blevet god til at sætte pris på de små ting. Tænk, at det fandtes. Nu tænker jeg, at det var synd for den dame, jeg var, dengang jeg havde 40-årskrise.”

Og den dame kommer ikke til at stikke hovedet frem igen omkring de 50 år?

“Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg får en 50-årskrise. Alder betyder mindre nu, end jeg troede. Der er ingen grund til at lave sådan en evaluering af sig selv, som jeg gjorde, da jeg blev 40. Vi ændrer os hele tiden, og vi kan godt lave om på vores liv som 40-årige og 50-årige!” 

Læs meget mere i det nye Magasinet Liv

Ja, vi 40+ kvinder ved meget og har prøvet meget. Men derfor er det jo ikke sikkert, at vi er landet der, hvor vi skal være eller vil være endnu. Eller måske trænger vi til en ny landing? Uanset: I det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu, kan du lade dig inspirere af de seje kvinder, der er landet det sted i deres liv, krop og alder, hvor de føler sig godt tilpas.

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion


Måske er du interesseret i...

Seneste