Rikke Dinnetz (43) er gift og mor til Elias på 13, Anna Sophia på 10 og Ingrid på 6 år. Hun er kommunikationsrådgiver, journalist og forfatter.
Lige nu er jeg...
“Et sted i livet, hvor jeg er taknemmelig. Jeg er grundglad for livet. Jeg føler, at jeg er blevet god til at fokusere på kærlighed og alt det, der fungerer. Hvis mine børn spiller Matador og bliver uvenner efter 20 minutter, fokuserer jeg på, at vi har haft 20 dejlige minutter med familiehygge.
Jeg er gift med Mattias, og vi har tre børn. Vi bor i en lejlighed med højt til loftet, og vi har netop købt et sommerhus. Det med at beslutte, hvor vi skulle bo, har været noget, jeg har været helt rundforvirret over i årevis. Min mand er svensk, vi mødte hinanden i Madrid, vi har boet i både Spanien og Sverige, og siden 2015 har Mattias arbejdet i Bruxelles fra mandag til torsdag. Så det har også været i spil, om jeg skulle rykke derned med børnene. Det har givet lidt livsstress ikke at kunne regne den boligkabale ud. Men nu er vi landet et sted, hvor vi kan veksle mellem byliv og landliv, og det passer mig fint.
Jeg arbejder med ledelse og kommunikation via undervisning, kurser, foredrag og bøger, og jeg synes, det er fantastisk at bidrage til andres trivsel og udvikling. Sidste år var jeg for eksempel i Nuuk i Grønland for at holde et kursus, og jeg mødte en mur af mennesker i konflikt, som virkede utrygge ved at deltage, men de endte med at holde de mest rørende taler for hinanden og græde af glæde. Det er fantastisk at se, når dit arbejde bærer frugt. Jeg elsker at skabe et trygt miljø, som bygger mennesker op.”
Når jeg ser tilbage...
“Kan jeg se, at jeg allerede som 12-årig var inspireret af en spirituel, lidt flippet livsfilosofi, som strittede ud fra mængden. Min mor gik i trompetbukser og mediterede på det tidspunkt i 1980’erne, hvor alle andre gik i skarpe jakker med skulderpuder, og hun havde en bogreol fyldt med bøger om drømmetydning, healing og clairvoyance, som jeg læste. Især kan jeg huske bogen af den amerikanske selvhjælpsforfatter Louise Hay, som var virkelig forud for sin tid.
Jeg var fascineret af den verden. Den gav rigtigt meget mening for mig, og i dag kan jeg se, at der er en lige linje fra de tanker, jeg mødte dengang, til den bog, jeg i 2009 selv skrev om positiv kommunikation.
Mit studie blev spansk på Københavns Universitet, og allerede på første dag kunne jeg mærke, at det ikke var mig. Men jeg ville ikke være en, som gav op, så jeg gjorde det færdigt med to bifag. Musik og retorik, og den kombination giver jo slet ikke mening. Senere har jeg så uddannet mig til både journalist, coach og stresscoach.
Og så giver det hele mening alligevel. For i dag bruger jeg faktisk noget fra alle mine forskellige uddannelser i mit arbejde. Jeg har musik i spil, når jeg laver stemmetræning til mine kurser i præsentationsteknik, retorik spiller sammen med min viden om journalistik, og altså, hvis jeg ikke havde læst spansk og skrevet speciale i Madrid, så havde jeg ikke mødt Mattias. Jeg tror også, at min erfaring om at vælge en form for forkert dengang har gjort mig bedre til at mærke, om jeg er, hvor jeg skal eller har skullet være i mine senere karrierevalg.”
Hvis jeg skal slå en sløjfe på min råde tråd...
“Må det være, at min vej i livet går i mange retninger, men at det er meget mig.
Jeg kan se, at jeg hele tiden har valgt noget nyt for at udvikle mig. Jeg har arbejdet som tekstforfatter og PR-rådgiver, med placebranding, journalistik og coaching, som forfatter og nu som underviser og kursusholder. Jeg tror aldrig, at jeg bliver færdig med at lære nyt. Lige nu er jeg ved at afslutte en uddannelse i relationskompetence.
Jeg har en faglighed, som er meget bred, så jeg er nok mere bredde end dybde, selv om jeg også har dyb indsigt på nogle om råder. Jeg tror dog ikke, at jeg har tålmodighed til at dykke helt ned i blot et område. Hvis jeg for eksempel virkelig skulle gøre noget ved musikken, ville det kræve et andet fokus. Men jeg vil gerne bruge mange sider af mig selv. Jeg vil skabe noget, jeg vil bidrage til andres udvikling, og jeg vil gerne rejse.
I virkeligheden har jeg også eventyrlysten med hjemmefra. Jeg rejste meget med mine forældre som barn, og når vi tog til Provence, blev jeg sendt gennem landsbyen til bageren efter baguette, uden at jeg kunne fransk. Det med at handle på mine drømme og gøre noget, jeg ikke rigtigt tør, er noget, jeg udfordrer mig selv til konstant. For eksempel havde jeg aldrig troet, at jeg ville turde stå foran en forsamling, men i dag lever jeg af at holde kurser og foredrag. Og er virkeligt glad for det.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 11.
